Begrebspatenter

Hvad gør man når andre siger idiotiske ting?

Hun er farverig og sjov at høre på. Men begreberne er ikke faldet på plads. Hun plasker rundt i begreberne og siger noget vrøvl. Jeg er ved at jeg ikke må mene det, og slet ikke skal begynde at rette nogen offentligt. Men samtidig kan jeg næsten ikke holde ud at den kollektive viden om begreberne bliver smudset til.

Billedtiltel: Dekonstruktion

Hvordan indhegner vi begreberne?

Jeg vil ikke slå andre i hovedet. Jeg vil ikke være bedrevidende. Jeg vil ikke bestemme om de har ret eller ej. Men samtidig springer en vred sort smølf rundt inde i mig som synes det er så ærgerligt, og vil have at vi bliver skarpere.

Når jeg selv planter begreber

Når jeg selv planter begreber, så kommer jeg ikke med lukkede og færdige definitioner. Jeg planter dem. Når folk efterspørger klare definitioner, siger jeg at definitionen er til forhandling. Den er plantet hos dig, nu ejer du en lille del af den.

Det går ikke

Men det går måske slet ikke. Får jeg bare en masse forvirrende og åndssvage brug af begreberne så? Får jeg folk der går rundt i alle mulige retninger og bilder hinanden ind at AI betyder rummelighed? Autopoesis betyder at spejle sig? At samskabelse betyder at samarbejde?

Jeg står på en skillevej

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg må mene. Måske skal jeg bare kaste mig blodigt ind i samtaler hver gang folk bruger begreberne tosset. Give mig selv lov til at være uenig. Turde stille mit blik til rådighed, uden angst for at virke som en der slår andre i hovedet, er bedrevidende, eller vil bestemme.

På den anden side: kan de ikke bare lade være med at sige idiotiske ting?

www.nisgmadsen.com

Læs også: Autoriteterne er væk

Alle ønsker at blive opdaget

I hinanden

Vi er bare mennesker, og nogen gange bliver de andre bare kedelige. Du synes du kan forudse alt hvad der kommer til at ske på næste møde. Når han åbner munden ved du hvad der kommer ud. Forudsigeligheden klæber på væggene, og det er som om at alle andre også ved hvad du siger, næsten før du får det sagt. Du hører dig selv sige det samme som de regner med at høre.

Billedtitel: Skål

Bås

Forudsigelighed er selvopfyldende. Så snart at du har sat de andre i bås, kan du være sikker på at de siger det du tror de vil sige. Helt sikkert bliver det, at du ikke hører andet end det du forventer de siger. Samtaler der er bygget på sætninger der næsten er skrevet før samtalen, er der ikke meget liv i. Men det er selvopfyldende profeti. Vi har selv lavet den samtale, og vi kan blive ved med at producere den dag efter dag. Men samtidig har vi også muligheden for at bryde den. At opdage hinanden.

Opdage-kraft

Alle ønsker at blive opdaget. Det er ikke noget bedre end at blive opdaget, blive set og blive set på ny. Vi bliver bedre mennesker af det, fordi vi så bliver nogen der kan forandre. Fordi der er nogen der ser og hører os, betyder vi noget, og bliver i stand til at forandre. Så det er virkelig et aktiv at være opdaget. Derfor er det så vigtigt at vi som ledere bliver dygtige til at opdage.

Anledninger til at opdage

Vi kan sætte situationen så den skaber anledninger til at opdage. Vi kan tage ud af huset sammen, og være i en anden kontekst, og gøre noget andet end til dagligt. Den klassiske personaledag er en vitaminindsprøjtning, fordi vi opdager hinanden på ny. Vi opdager noget ved hinanden, fordi vi skaber anledninger til at opdage hinanden.

Individer der kan forandre

Men man kunne ønske at det ikke bare var en gang om året at vi fik lov til at føle os opdaget og set. Hvordan producerer vi anledninger til at opdage i hverdagen? Og hvordan bliver vi bedre til at opdage? Man kunne jo sige at det er en ledelsesopgave. Det er lederen der er med til at skabe en kultur, og er kulturen en der gør os til individer der kan forandre?

Lyt igen

Hør noget nyt i det der bliver sagt. Hvad betyder det du siger? Det kan være et hårdt spørgsmål, men samtidig også et der åbner for at samtalen bliver livlig og tager nye veje. Samtaler der forandrer finder kun sted når vi samtidig opdager hinanden.

www.nisgmadsen.com

Læs også: Vi prædiker udvikling, men beklager os når noget er anderledes

Gyldne løsninger

Løsningsorienteret

Engang var ”løsningsorienteret” virkelig et plus-ord i min bog. Vauw – det var noget der var sejt. ”løsningsorienteret” betød at man fandt løsninger og fik dem gennemført. At man var i stand til at skabe løsninger meget hurtigt. At man ikke var så optaget af alt muligt pjank og pjat, men gik lige til sagen: hvordan løser vi det her?

Billedtitel: krus-dul

Nu har ”løsningsorienteret” mistet terræn. Løsninger kan være meget godt, men det vigtige er egentlig kvaliteten af løsningerne, og mængden af dem.

Flere

Først og fremmest mener jeg at der skal laves flere løsninger. Keith Grint beskriver hvordan en løsning ikke er nok, når vi snakker om ”Wicked problems”. Faktisk er problemer ofte så komplekse at en løsning ikke er nok. Der skal flere på banen. Og det åbner døren for at vi skal arbejde lidt mere med at finde løsninger. Ikke være helt så løsningsorienteret.

Løsningsløs

At turde være løsningsløs gør at vi giver os tid til at prøve os frem, se os omkring og orientere os. Være ydmyg overfor at der kunne være løsninger der var lidt sværere at få øje på, men som var bedre. Eller løsninger der lå hos andre end os selv. Løsninger der ligger derude.

Andre bud

Det kunne være at andre havde bud på hvad en løsning var for dem. At de involverede partnere havde løsninger de selv kunne lave, uden dig. (Det er svært provokerende, men rent faktisk muligt). Lad os være undersøgende og derigennem finde noget.

Ud af tangenten

I kunstneriske processer går man gerne ud af en tangent. Siger ja til alle ideer, og prøver dem af. Det er fordi at erfaringen er at der kun opstår nye ideer ud fra sidste ide. Et stykke ude af tangenten, giver det hele mening igen. Det er en vej at gå ud af: at turde gå videre end første bud. Det tror jeg på.

Attraktive løsninger

Mange synes det er sjovt at finde løsninger. Dejligt at være løsningsorienteret, men der kommer ingen virkelig udfordring ind. Vi bliver optaget af hvor fantastisk dygtige vi er til at finde løsninger. Vi er ”løsningsorienterede”.

Anerkende kompleksiteten

Det er ikke nemt at være uden løsninger, men bestemt det vigtigste for at finde nye stier. Dem der ved mest, ved hvor lidt de ved. Lad os anerkende kompleksiteten og være undersøgende. 

www.nisgmadsen.com

Læs også: Hvornår er vi i mål?

Ingen vil arbejde frivilligt for kommunen

Kursus

Jeg er på kursus i ledelse af frivillige, og da jeg fortæller at jeg er konsulent for kommunal frivillighed, ser vores lærer på os, og siger ganske kort: ”Der er ingen der vil arbejde frivilligt for kommunen”. Så blev det sat på plads. Det har alligevel været en af de sætninger der har sat sig i mit hoved. For jeg arbejder med at der skal være frivilligt arbejde i kommunen.

Billed titel: Frø og spire

Skranken

Men vores lærer havde ret. Ingen vil arbejde frivilligt for kommunen. Jeg har svært ved at se mig selv gå ind på rådhuset og trække et nummer, så op til skranken og bede om at blive frivillig. Det virker simpelthen som en urealistisk film. Desuden tror jeg at skranke-arbejderne ville blive ganske befippede hvis jeg gjorde det.

Arbejdsdag

Der er arbejdsdag i børnehaven. Legepladsen skal renoveres, og der skal skiftes sand i sandkassen. Forældre og bedsteforældre møder op og arbejder hele dagen. Der bliver lavet mad over bål og hyggesnakket mens der arbejdes. Det er et helt almindeligt scenarie, og det er frivilligt arbejde for kommunen.

Lokalsamfundet

Selvfølgelig vil vi hjælpe børnehaven, og de andre institutioner vi har kontakt med i vores lokalsamfund. Om de er kommunale eller ej. Vi vil gerne bidrage til at vores nærområde ser pænere ud eller bliver bedre at bo i.

Buttom-up

Ved frivillighed i kommunerne virker top-down ikke. Så er det jo KOMMUNEN der rekrutterer frivillige, og der er ingen der vil arbejde frivilligt for kommunen. Men hvis det kommer nedefra, endda med en til en rekruttering, så er jeg sikker på at der er masser der vil bidrage.

Decentralt

Frivillighed skal håndteres så decentralt som muligt. I det enkelte boligkvarter. I institutionen. Mennesker der kender hinanden og mødes. Hvad skal Kommunen så gøre? Den skal gøre det muligt for de enkelte institutioner at bruge frivillige, opfordre dem til det, lære dem at se mulighederne i det.

Men alle centrale tilmeldingsportaler duer simpelthen ikke. Så udfordringen for ledelsen af kommunen er at lære sig at sætte lokale processer i gang. 

www.nisgmadsen.com

Dem der ikke skal

Dem der ikke skal

Når nu vi begynder at samarbejde med omverdenen, kommer vi til at samarbejde med en masse mennesker, der ikke er særligt forpligtigede til at deltage. De er ikke ansat i samme afdeling som dig. Du er ikke leder for dem. De er måske frivillige. De er dem der ikke skal.

Billedtitel: PUF

Hvordan får vi styr på dem der ikke skal?

Det gør vi ikke. Og det er en smuk udfordring. Vi bliver ganske enkelt nød til at få dem engagerede, og engagement kommer af ejerskab, og ejerskab kommer af mening. Så vi kan ikke opføre os som en franchise-giver og sætte alle standarter og alle regler op. Der skal være plads til at engagere sig, til at være en del af det, til at kunne se sig selv der.

Balancegangen

Det kræver en balancegang mellem åbent og lukket ide. Mellem hvad der kan flyttes og hvad der ikke kan. Hvad der er til forhandling og hvad der ikke kan forhandles. I hvilken retning det kan gå, og i hvilke retninger det ikke kan gå. Ved at klarlægge det, har du noget at tilbyde, men ved også hvad du ikke kan tilbyde. Det kan koste at nogen ikke engagerer sig at du har rammer, men samtidig er der slet ingen ide hvis der er for løst.

For løst

Jeg har prøvet at komme med meget løse ideer, og prøve at engagere andre i, for at give dem stor indflydelse og plads. Det gjorde bare at de ikke kunne se meningen med det. De kunne ikke se det for sig. Derfor kunne de heller ikke se sig selv deltage. Andre gange bliver man mødt af ideer der er så faste og beskrevne at det er svært at se sig selv være med.

Forpligtende fællesskaber

Når fællesskaberne ikke længere er forpligtende, bliver de skrøbelige på nogen punkter og stærke på andre. Et ikke-forpligtende fællesskab bliver skrøbeligt fordi folk kun er der hvis de vil og kan se meningen med det. Til gengæld kan alle dem der er i fællesskabet se meningen med det, og vil virkelig fællesskabet. Jeg begræder ikke at det forpligtende fællesskab er væk. Jeg jubler over at fællesskaber er til stede på trods.

Udfordring

Det er en udfordring at skulle arbejde sammen med alle dem der ikke skal. Jeg mener det er en ganske sund udfordring at stå med, der åbner døre for bedre måder at arbejde på. Tag handsken op!

www.nisgmadsen.com