mandag den 11. februar 2013

Hvad sker der når jeg ikke er der?

Det spørgsmål kommer man til at spørge sig selv om, som leder.

Hvis der sker en masse kan man tænke: er jeg bremsen? Sker der intet, kan man nok være klar over at der sker noget. Men måske ikke det lederen havde tænkt sig, eller er i stand til at se. Måske har lederen sat sig der hvor hun leder så meget at ingen kan undvære hendes ledelse. En position skabt af god vilje, men som absolut er en klods om benet på organisationen.

Det er virkelig godt at være til stede, men det kan give plads ikke at være det. At personale ønsker en leder tæt på og til stede, er da dejligt. (alternativet føles ikke lige frem godt). Men det betyder ikke at lederen skal være det.



Kultur

En organisation skal have så stærk en kultur at den kan handle. Om det så er en bevidst eller ubevidst kultur. En kultur fortæller hvad der er rigtigt og forkert. En kulturdefinition er: ”kultur er det vi gør”. Det vi gør, skal gerne afføde hvad vi skal gøre. En stærk kultur kan gøre en organisation handlekraftig.

Lederen skal være medforfatter på den stærke kultur. Ledelse er langsigtet, og ledelse der handler om hvordan vi gør tingene, ikke bare nu, men i det hele taget, vil gøre det muligt for alle at få handlemuligheder. At se handlemulighederne.

Hvad gør vi lige nu?

Er det spørgsmål jeg helst ikke vil tage stilling til. Det skulle gerne give sig selv, og det er sikkert det personale der er tættest på, der skal tage den beslutning. Lederens opgave er at det er den rigtige beslutning der bliver taget. Og faktisk er det også lederens ansvar. Men vi kan som ledere aldrig sikre os mod alt. Så giv slip!

Luft under vingerne

En leder skal bruge inspiration. Der skal luft under vingerne. Hvis lederen skal være med til at fortælle nye historier i organisationen, skal de historier opleves. Desuden skal en leder også videreuddanne sig og blive bedre til sit job hele tiden.

Så kom ud og kom væk som leder. Der skal være plads til at lede sig selv. Det skal være muligt at gøre noget uden at skulle spørge om lov. Det tror jeg på. Om der så sker noget i en ikke forudset retning, er det bedre end at der ikke sker noget.