Oplæsning
En kvinde
tilbyder biblioteket at komme og læse højt. Så kan børn komme og lytte med når
de har lyst. Frivilligt arbejde, aktiv borger, lige det vi skal bruge. Kvinden
er dog lidt skrøbelig og sårbar. Hun mener selv at hun kan løse opgaven, da hun
er uddannet lærer.
Billedtitel: Blod
Hvor ender historien?
Det lyder
som en lykkelig historie. Kvinden kom ind på biblioteket og fik god kontakt til
en gruppe børn, der havde glæde af at få læst højt. Hun fik selv et større
netværk og blev derfor mindre sårbar. Kvinden fik et meningsfuldt
tilhørsforhold til biblioteket og biblioteket havde glæde af hende i flere
sammenhænge, som ”ekstra hænder”.
Forsigtighed
Men sådan
blev det faktisk ikke. Kvinden blev afvist. Af mange gode grunde: hvem skulle
sikre at hendes bidrag var godt nok, så biblioteket kunne stå inde for dem, og
ligge navn til? Var der resurser til at kvalitets-sikre og eventuelt
kompetenceudvikle? Kvinden var også skrøbelig og sårbar, så der skulle sikkert
være medarbejdere der skulle ”tage sig af” hende, og sørge for hendes trivsel.
Ville hun være stabil?
Passer bedre et andet sted
Kvinden fik
at vide at hun nok passede bedre ind et andet sted. En børnehave, en vuggestue
eller en SFO? Det var nok meget nemmere for dem at rumme hende. Jeg tror at hun
er blevet sendt videre fra alle de steder hun er kommet. Jeg kan håbe det er
anderledes, men jeg har selv sendt mennesker der tilbød sig selv, videre, ud
fra tanken om at andre havde meget nemmere ved at rumme dem. Ikke noget jeg er
stolt af.
Guerilla-oplæsning
Kunne
kvinden bare være gået ind på biblioteket og læst højt? Ja, det er der vist
ikke nogen lov imod. Hun kunne have lavet guerilla-oplæsning, og nogen af de
initiativer jeg ser blandt unge, er ofte uden at spørge. Og det kan jeg godt forstå.
Gør det! og se hvad der sker. Før der er nogen der opdager hvad der sker, er du
gået i gang med noget andet. Ligesom Guerilla-gardening.
