tirsdag den 19. marts 2019

Led dine medarbejdere med spørgsmål

Som ledere står vi ofte overfor komplekse problemer. Vores medarbejdere står overfor komplekse problemer, som vi som ledere ikke bare sådan kan løse. Vi kan ikke bare give dem en løsning, for problemet er ikke enkelt.



Ikke enkle løsninger
I en hverdag er der mange praktiske og enkle problemer som vi løser ved at lave aftaler om hvad vi gør sammen. Her skal vi som ledere være gode til at skabe bevægelse så tingene bliver gjort. Men verdenen bliver mere og mere kompleks, og de problemer vi står overfor er ikke altid til at løse med enkle løsninger.

Spørgsmål giver mening
Når vi står overfor problemer der ikke lige er til at løse kan vi lede vores medarbejdere med spørgsmål. Spørgsmål er nemlig et meget effektivt ledelsesredskab fordi vi med spørgsmål skaber mening. Vi ved godt at mening er vigtigt for medarbejderen. Men det er faktisk særligt vigtigt når man står overfor et svært problem, hvor der ikke umiddelbart er nogen løsning.

Mening for medarbejderen
Når du stiller spørgsmål skaber du mening for medarbejderen. Og den mening kan medarbejderen bruge til at arbejde videre med det komplekse problem. Mening er nemlig retningsgivende og stærkt motiverende.

Handlekraft
Hvis du stiller gode spørgsmål vil du opleve at dine medarbejdere bliver mere handlekraftige, for de har en klar retning. De vil også blive i stand til at løse flere problemer selv. Det vil de fordi de lærer at stille spørgsmål til sig selv og andre, og de spørgsmål kan være indgangen til en løsning på udfordringen. Samtidig vil medarbejderne begynde at stille spørgsmål til hinanden, og derfor hjælpe hinanden med at navigere i svære problemer.

Træning
Mit råd til dig som leder er at blive god til at stille spørgsmål. Det kræver lidt træning, og man kan let glemme at spørge, og komme med svar i stedet for. Samtidig skal du blive dygtig til at stille spørgsmål der ikke er for svære. Det giver en følelse af afmagt når man ikke kan svare på et spørgsmål. Sørg for at stille det rigtige spørgsmål til den medarbejder du står overfor.

Metoden smitter
Et ledelsesredskab spreder sig i kulturen i en organisation, så det du gør som leder, vil blive en del af den måde vi taler på, på arbejdspladsen. Så medarbejdernes oplevelse af spørgsmål som meningsskabende, vil gøre spørgsmål til et arbejdsredskab for dem også.

Styrken i hv-spørgsmål
Spørgsmål er det bedste ledelsesredskab jeg kender. Men når nogen spørger hvad klokken er, skal du ikke svare “hvad synes du selv?”. Spørgsmål skal være ud af ren nysgerrighed, og med mange mulige svar. Faktisk mener jeg at “Hvilke” er den bedste start på et spørgsmål.