fredag den 22. marts 2013

Den karismatiske leder

Det nødvendige
Jeg kendte en gang en leder der, da hun startede, skilte sig af med alle medarbejderne i løbet af to år. En handlekraftig leder der ville sætte sit eget team. En leder der ville noget nyt, og turde tage konsekvensen, og gøre noget ved det. En leder der ikke var bange for at handle og stå i spidsen, og gøre det nødvendige.
Arrogance
Jeg synes det var ualmindeligt arrogant. At have en forestilling om at man kan gøre det bedre og vide det bedre end alle medarbejderne med al deres erfaring. At smide alt know-how ud. At have sådan en mangel på ydmyghed, må være et socialt handicap.
billedtitel: albino side af bygning

Kritisk
Keith Grint taler om tre forskellige måder at lede på. Kritisk, tamt eller kringlet (min oversættelse). Kritisk er den handlekraftige leder, der ser verden i sort hvid. Enten er du med os, ellers er du imod os. det undrer mig at denne type ledere stadig kan dukke op rundt omkring. Jeg ser dem som dinosaurusser i landskabet.
Tamme
Den tamme måde at lede på, er ved at se på et problem og kategorisere det. ”det har vi prøvet før, og der gjorde vi…”. Vi laver en strategi, og en plan. Det er som en puslespil: det kan godt være det er svært, men til sidst har du et fint og færdigt billede. En fin og færdig løsning.
Kringlede
Endelig er der den kringlede måde. Her ser man på et problem som noget man aldrig har set før, og derfor skal udforskes. Her er der flere løsninger på spil på en gang, og de skal opretholdes. Vi arbejder med det vi har nu, vi ved ikke hvordan det ser ud i morgen.
Alternativet
At gøre det nødvendige er virkelig et farligt udsagn. Det nødvendige for hvem? Ud fra hvilket perspektiv er det nødvendigt? Betyder det at det er nødvendigt at man ikke kan finde andre handlemuligheder? Jeg ved godt at man kan blive træt af al den kompleksitet. Men jeg tror at alternativet er langt dårligere.
Vaccine
Historien om den handlekraftige leder der karismatisk står i front, er forhåbentlig død. Forhåbentlig er der ikke flere bestyrelser der falder for den. De medarbejdere der har prøvet det, har i hvert fald fået en vaccine.