tirsdag den 23. maj 2017

"Mangfoldighed"

Mens jeg er i gang med at finpudse min nye bog, kan du her læse et indlæg fra 2014. Spørgsmålene det stiller, har jeg endelig fundet bud på. Det beskriver jeg i min kommende bog. 

Indtil da må du have god fornøjelse med "Mangfoldighed"





”I samskabelse er mangfoldighed et adelsmærke. I New Public management er det en skamplet.”
Jeg står i nattøj og skriver på min telefon. Sætningen ville ikke lade mig sove. Men det er ikke fordi jeg forstår den dybere mening med den, i øjeblikket. Sætningen forfølger mig, og stirrer bebrejdende på mig hver gang jeg ser den. Den kræver at blive forløst.
Billedtitel: Usynlig sværdmand

Ledelse og styring
Lisbeth Binderup, som er kommunaldirektør i Skanderborg Kommune, fortæller om hendes syn på ledelse og styring gennem en historie: når hun skal flyve, skal der styring til. Alt omkring et fly, skal altid fungere, og procedurer er vigtige arbejdsredskaber. Når en operainstruktør laver en forestilling, får han ingen applaus hvis det ligner det samme som sidste gang. Her er procedurer meningsløse. Det beskriver hun som ledelse.

Procedurer
New Public Management (NPM), er glad for styring. I velfærden er der beskrivelser af hvad der skal foregå, og på hvilke måder. Der er procedurer i velfærd fra NPM. Alt bliver dokumenteret og evalueret, tjekket og sikret, som var det et fly der skulle ud og flyve. Men det er det ikke.

Ensartethed
Under sådan en styring giver det ikke mening med mangfoldighed. Faktisk er det en skamplet. En flyveleder skal ikke arbejde på mange forskellige måder. Han skal følge procedurer. Og det er vi glade for. Det er vigtigt med ensartethed her.

Mennesker
Men i velfærd er det mennesker vi har med at gøre. Mangfoldige mennesker, med mangfoldige problemer. Mangfoldige problemer der kræver flere løsninger, og flere forskellige løsninger.

Særligt
I samskabelse er der plads til at hver løsning er noget særligt. Det er ligefrem en forudsætning for god samskabelse at det aldrig er set før. Det er derfor at mangfoldighed er et adelsmærke for samskabelse.

Spørgsmål
Hvordan bliver det så retfærdigt, hvis det ikke er ens? Hvad bliver der af rettigheder? Hvordan kan vi måle hvis der ikke er nogen standard?

Det er spørgsmål som bliver stillet fra NPM til samskabelse. I samskabelse kan vi leve uden. Men det er et spørgsmål hvordan.