Svar og spørgsmål.
Stil kun de spørgsmål du er rede til at høre svarene på.
En ung skulle lave et maleprojekt med nogle børn. De skulle lave et vægmaleri. De skulle samarbejde om hvad der skulle være på væggen. Mit råd til hende var ”spørg kun om det du vil høre svaret på”. Det er et gammelt pædagogisk trick hvor man sætter fokus på det man rent faktisk er villig til at lytte på og forbigår de ting man ikke vil flytte sig på. Lad være med at åbne muligheden for de ting du ikke vil have.
Opmærksomhed
Det handler ikke om at man stiller spørgsmål hvor man ved hvad svaret er, eller kun stiller spørgsmål hvor man tror man kender svaret. Det virker som en lidt unødvendig øvelse at gøre. Men når man lytter er der ting man lytter mere til end andet. Dette kan være en del af ledelsesredskabet. Jeg giver opmærksomhed til nogle historier, og ikke til andre. Jeg bruger min energi på de historier jeg gerne vil fremme, og ikke på dem jeg ikke vil fremme. Hvis jeg lytter helt enormt meget hver gang nogen brokker sig, så har jeg også sagt: ”det er vigtigt og godt at du brokker dig, og hvis du vil have min opmærksomhed skal du bare starte med noget surt.” og det er måske ikke lige der man gerne vil starte…
Skal vi kun spørge for at nogen føler sig hørt?
Og det er som sådan et udmærket ledelsesværktøj, selvom det kan virke lige lovlig manipulerende. I tradition med AI løsnings-søgning, hvor man ikke kikker på problemet for at finde løsningen, men finder muligheder og ønsker. Her stiller man kun spørgsmål der hvor svaret kan være konstruktivt. Fokus bliver på de ting vi kan gøre noget ved, i stedet for på alle de ting der er vores vilkår.
AI
Det kan være lige så svært at finde ud af hvad der gjorde at det lykkedes, som at finde ud af hvad der fik noget til at gå i vasken. Spørgsmålene kan give det fokus på det der så kan bruges i fremtiden. At der stadig er en kutyme, der hedder at evaluering handler om alt det der gik galt. At evaluering handler om at få luft for sine frustrationer. Den kultur er en udfordring der skal tages livtag med på en øm måde. Men ved at stille nogle nye spørgsmål kan man i hvert fald starte en ny måde at anskue evaluering på. Nye spørgsmål giver nye svar. Men de nye svar skal også bruges til noget. Vi skal være rede til at høre svarene, og parate til at tage dem alvorligt, og bruge dem i det fremtidige arbejde.
Hvilke svar er jeg endnu ikke i stand til at bruge?
Men jo mere jeg tænkte på det her, kom der pludselig et nyt lag på denne tankegang. Når man først har gjort sig klart hvad man gerne vil høre svar på, så kan man jo spørge sig selv: ”hvordan kan det være at du ikke er rede til at høre svar på andre spørgsmål?”. ”Hvad føles som en forhindring for at de input der kunne komme fra de spørgsmål ikke kan inddrages?”
”Hvad er det for nogle dele af organisationen jeg ikke vil have der bliver stillet spørgsmål til? Og hvor kommer den begrænsning fra?”
Umage
De her spørgsmål vil nok gøre mig mere opmærksom på hvilke spørgsmål jeg stiller. Jeg vil gøre mig umage med mine spørgsmål. Og håbe på at min umage giver svar der også har gjort sig umage.
Det er rart når man bliver stillet et spørgsmål, at spørgeren rent faktisk er rede til at bruge svaret man kommer med. Spørgsmål der bliver stillet for at ”så har man spurgt” kan give en noget flad fornemmelse at få. Det holder op med at give mening at svare på det. Kun at stille spørgsmål hvor svaret rent faktisk kan tages alvorligt, er vigtigt.
Så som spørger er det en god start at sikre sig at man kan bruge svaret, og vil bruge svaret til noget. Det gør også at svareren svarer med lidt større eftertanke. Hvis man kommer til at svare noget vrøvl er det træls at blive taget alvorligt. Så automatsvar duer ikke. Som svarer begynder man at tænke sig om, inden man svarer.
Det ligger endda lidt i tråd med ikke at sige hvad man ikke skal, men kun sige hvad man skal.
