At stå ved siden af borgeren.
Hvis vi
skal prøve at vise det så skal jeg bruge en borger, og han har et problem. Det
problem kommer han til kommunen med. Han afleverer det til kommunen der
vurderer ud fra regler hvad der skal gøres. Enten får han noget med hjem til at
løse hans problem. Et værktøj, en hjælpe foranstaltning. Eller også tager kommunen
sig af problemet og borgeren kan gå hjem uden problem. Her møder vi borgeren
overfor borgeren.
Ved siden af borgeren
Men hvad
sker der hvis borgeren kommer med sit problem, og kommunen stiller sig ved
siden af borgeren? For det første overtager kommunen ikke problemet. For det
andet kan kommunen pludselig se hvad det er borgeren ser. Hvordan hans landskab
ser ud. Hvilke muligheder han kan se for sig. Kommunen kan arbejde i hans
perspektiv og hjælpe ham med at navigere.
billedtitel: Big Fat Faces
Stand by me (Rejsekammeraten)
Det kan
være at borgeren synes det er dejligt at der er nogen der står ved siden af
ham. Stand by me. En rejsekammerat. En hjælper. En der måske kan se noget mere,
nogle andre handlemuligheder for ham. En der har et andet perspektiv. Blandt
andet hjælp fra kommunen. Men den hjælp som borgeren også kan se. Den der giver
mening.
At stille
sig ved siden af er noget vi som ledere er gode til at gøre sammen med vores
medarbejdere. Men hvordan lærer vi vores organisation at gøre det?
Mening
Hvis vi
stiller os ved siden af borgeren i stedet for at stå overfor borgeren synes jeg
det giver en god mulighed for samskabelse. Det bliver vores perspektiv oveni
borgerens perspektiv. Det er borgeren der er klog på hvad der er brug for. Og
vi skal respektere de ønsker borgeren har. Hvad der giver mening for borgeren.
Vi er
postmoderne mennesker: vi gør ikke noget uden at det giver mening. Jeg gør
intet på grund af tradition eller normer. Jeg gør kun noget i en kontekst hvor
det giver mening for mig som menneske.
Spørgsmål!
Der er et
par spørgsmål der kommer frem i mit hoved når vi tager det her perspektiv:
Hvordan
laver vi mål og strategier i en organisation hvor det er brugerens perspektiv
der tages udgangspunkt i?
Hvordan
styres en organisation hvor det er brugerens initiativer og brugerens oplevelse
af mening der er retningen?
Måske
er spørgsmålene i sig selv en retning.
