Ansvar som anerkendelse
Når frivillige er glade for at arbejde frivilligt, er det
ikke, fordi det er nemt, men fordi det giver mening. At det er betydningsfuldt.
At der følger ansvar med, er en tillidserklæring og en anerkendelse af de
frivilliges arbejde, som så vil blive set på som ligeværdigt med de ’professionelles’
arbejde i kommunen – og derfor vigtigt og betydningsfuldt. De frivillige vil
ikke længere være ’flødeskum på lagkagen’.
De vil være reelle aktører, som bærer ansvaret for, om den
konkrete aktivitet lykkes. Den enkelte velfærdsmodtager vil forhåbentlig også
føle et ansvar for, at der sker reelle forandringer. På samme måde med
netværket omkring velfærdsmodtageren. Det offentlige bliver nødt til at gå ad den
vej for at få det samarbejde, som er grundlaget for samskabelse, op at stå.
Et ligeværdigt samarbejde kan ikke være til stede, hvis den
ene part bærer hele ansvaret
Man kan heller ikke have ejerskab over noget, hvis man i
sidste ende ikke har nogen betydning for, om samarbejdet giver resultater eller
ej.
Derfor skal vi tage livtag med denne diskussion om ansvaret.
Den vil som nævnt blive betydningsfuld i udviklingen af samskabelse. Særligt når
samskabelsen går fra projekter, hvor ansvaret er begrænset, til de ansvarstunge
områder som det sociale område, handicapområdet og arbejdsmarkedsområdet.
Medvindsprojekterne kan sagtens fungere, hvor kommunen tager
ansvaret, hvis de ikke lykkes. Men hvis samskabelse skal tages alvorligt og
være et reelt alternativ i stedet for blot for sjov, skal ansvaret overgå til
en større gruppe.
Uklarheden om ansvarsfordelingen er helt klart en
vanskelighed i forhold til tankegangen i NPM, som netop er i stand til at
placere ansvar. Men hvis vi forlader NPM og ser samskabelse på begrebets egne
præmisser, er der ingen problemer. Ingen røde lamper der lyser.
Jo flere der har ansvar, desto mere ansvar bliver der taget.
Denne artikel er et uddrag fra bogen "Fra service til samskabelse"
