En dygtig leder har Sjældent travlt
Jeg sidder på et kursuscenter. Jeg er slået af kontrasten. Lidt væk sidder en leder jeg virkelig har respekt for, en respekteret dygtig leder, der er modig. Han er en ældre og meget erfaren leder. Men som han sidder der og spiser med sine medarbejdere er han ikke midtpunkt. Han er ikke hanløven der er centrum. Han fylder ikke hele rummet med høj latter, store armbevægelser og stormands-atitude. Han er til stede. Han er med.
Jeg har lige hørt et foredrag. Heri ligger kontrasten. Foredragsholderen var en ung leder der var helt på dupperne. Han har lige fortalt os om hvordan han har reddet det hele gang på gang. Den ene historie efter den anden har handlet om hans handlekraft, hans mod, og hvordan han har klaret den. Han har ikke stillet et eneste spørgsmål til sig selv.
70 timer
Foredragsholderen starter med at fortælle at han arbejder 70 timer om ugen. Det er stort set det første han siger. Det kalder jeg en iscenesættelse af sig selv. Efter en time med lignende udtalelser, er vi lige ved at æde den. Der er noget i mig der gerne vil være den leder der bruger 70 timer om ugen på arbejde. Det er som om det er en god ting. Her er hanløven, der klarer kriserne som opstår over det hele. Jeg bliver trist over hvor gammeldags en så ung mand kan være. Her er kriselederen i største potens. Alt hvad han ser omkring sig er kriser, og alt hvad han ser er at han bliver nød til at løse dem. Han går forrest hele tiden, og er med over det hele. Men jeg kan ikke lade være med at tænke:
Vil personalet ikke en gang i mellem have fri fra sin leder?
Selvfølgelig får han kun medarbejdere der gerne vil have en hanløve at kunne sole sig hos. Men vil medarbejdere i virkeligheden ikke gerne være fri for ledelse, bare en gang i mellem? Kan man overhovedet få arbejdsro hvis der hele tiden er en leder der løber rundt og ordner det hele? Hvis der er en leder der skal gå i spidsen hele tiden?
Er det overhovedet fedt at have en leder der har travlt med at løbe rundt og motivere hele tiden? Kan man få for meget motivation? Kan man være træt af at blive motiveret og skulle passe sådan en superleder? For han skal passes. Hans ego skal passes, og det kan nemt vise sig at være en større opgave. En opgave der går ud på at alt kredit går til lederen, og så kan man sole sig i hans succes. Og man kan være med i hans succes eller være ude. Jeg tror ikke der er en mellemting. Hvis lederen ikke lyser af succes er der ikke noget at varme sig ved. Så sådan en leder skal pinedød have succes.
Kan vi blive fri for den indre leder som superhelt?
Det er som om der er en samfundsnorm om den leder der ofrer sig og arbejder 70 timer. Kan vi slippe for beundring af en 70 timers arbejdsuge? Kan vi begynde at se det som et nederlag for en leder, hvis han skal arbejde så meget for at holde røven oppe på organisationen?
Og kan medarbejderne slippe den holdning til ledelse?
Lederen som superhelt er en attraktiv historie, men ved nærmere eftertanke, er det måske ikke lige det man ønsker sig. Heller ikke som leder.
Hvad betyder 70 timer om ugen?: Intet privatliv, ingen familie, ingen inspiration udefra, ikke frigørelse, ikke se tingene udefra.
Personligt synes jeg det er en dårlig prioritering.
Det betyder en ledelsesform, hvor det er alt eller intet. Og stå i det valg, er noget at det jeg bruger megen tid på at undgå, som leder. Det er simpelthen for få valgmuligheder.
Fantasien
Lad os prøve at se om vi kan lade være med at være imponeret af lederen som superhelt. Det er et narrativ, som åbenbart, er meget vigtigt for den person. Lad os stoppe med at tro at det at være vigtig er vigtigt, og det at have travlt er tegn på at man er vigtig. Hold op med at have travlt. Hold op med at falde for at man er sørme en god leder hvis man har travlt. (Get a Life – som jeg prøver at sige til mig selv.)
Hvis vi forlader den holdning til ledelse, og tænker lederen som den der skal få organisationen til selv at få tingene til at ske, er der måske lidt mening i overskriften: ”En dygtig leder har sjældent travlt”.
