tirsdag den 30. august 2016

Opsøg foreningerne

Kontakt
Det kan være svært for en kommune at få kontakt med et lokalsamfund.
Lokalsamfund har sine egne måder. Der er ikke udtalte og formelle regler osv. De er jo ikke organiseret formelt. Lokalråd og lignende kan gøre det nemmere, men ikke alle steder er lokalråd egentlig repræsentanter for lokalsamfundet, i ordets egentlige forstand.
Formelt, men ikke reelt.



Ligner os selv
Det er nemmest at tale med nogen der ligner os selv. Vi har den samme måde at agere på, og de samme omgangsformer. Selvom vi er et lille land, er der langt mellem de forskellige grupper vi er. En kommune er meget formelt indrettet. Den skal være gennemskuelig, og derfor er der masser af formalia. Det kan være svært, med den tradition, at komme i kontakt med uformelle miljøer.  

Uformelle miljøer
Men de uformelle miljøer rummer mange resurser, og en virkelyst, som vi ikke har kontakt med. Jeg tror at mange af de miljøer rummer stor potentiale for samskabelse. Samskabelse er i stand til at rumme det uformelle, og være i en kontekst hvor det er komplekst.

Foreninger
Men at få kontakt med de mere uformelle dele af civilsamfundet er en opgave der kræver tid. En indgang til de miljøer kan være gennem foreninger. Foreninger er nemme at komme i kontakt med, da de også har formelle strukturer og beslutningsmønstre. Vi ved, som kommune, ganske enkelt hvem vi skal ringe til. Samtidig har foreningen sansynligvis allerede en kontaktflade med kommunen. De kender måske endda kommunalpolitikere, eller andre “kommunale”.

Åben snak

Jeg tror foreningerne kan være en indgang til de mere uformelle miljøer, hvis vi spørger efter det, og arbejder på det, gennem foreningerne. Indkald til en åben snak om en problematik, og se hvad de har at tilbyde. Måske har foreningerne løsninger og resurser de gerne vil sætte i spil. Og hvis vi er åbne, kan de være en mulighed for at komme ind i de uformelle miljøer, og vide hvordan vi skal samarbejde med dem.