tirsdag den 5. marts 2019

Hvordan man kommer igang med et godt samarbejde mellem kommune, frivillige og lokalsamfund.


Det er en investering at skulle bygge et tillidsforhold op. Og selvom det sjældent er en overraskelse for medarbejdere at der skal drikkes kaffe for at skabe relationer, kan det være svært, at prioritere det. Både som medarbejder og ledelse.

I de bedste eksempler jeg kender, har afdelingen simpelthen valgt at investere i lokalsamfundene. Der er en medarbejder der har fået til opgave at have kontakten til et område og lære aktørerne at kende.



Medarbejderen har fået til opgave at deltage i aktiviteter og møder i lokalsamfundet for at lære ildsjælene at kende.  Det handler om at invitere sig selv og vise interesse for hvad der foregår i lokalsamfundet. Og selvom det kan virke som om at man blander sig som kommune, er det nødvendigt for at lære hvad der foregår og hvordan der bliver tænkt i lokalsamfundene. Det er en langsigtet investering, for sjældent kommer der en masse ud af at deltage til møder det første stykke tid. Men med tiden bliver relationerne mere og mere værdifulde.

“Mit job har aldrig været at skulle snakke med borgere - det kan jeg da ikke bare finde ud af!” sagde en medarbejder en gang til mig.
Og selvfølgelig er der medarbejdere der har valgt deres job for at undgå alt mulig kontakt og snak, men bare vil sidde og sagsbehandle. Så det er de medarbejdere der synes at det er spændende og gode til dialog der skal ud i marken. Men på den længere bane må man som medarbejder nok bare acceptere at evnen til at samarbejde med borgere er kommet for at blive.

Måske skal man efteruddanne sig i konfliktløsning og god kommunikation. Men den investering vil også give meget godt tilbage. Konflikter og dårlig kommunikation er det der skaber problemer der sluger virkelig mange arbejdstimer.

Når vi som kommune har stillet os til rådighed med en medarbejder vil vi opleve at der kommer mange samarbejdsmuligheder frem i uformelle situationer - uformelle møder eller kommentarer.
Det betyder at der ikke umiddelbart er papir og sagsakter der kan beskrive effektiviteten.
Men de ting der bliver taget i opløbet er mindre tidskrævende end når først vi skal have et stort system i gang.

Så selvom medarbejderen i lokalsamfundet, ikke umiddelbart kan vise en masse frem, vil det være tydeligt for kollegaer og nærmeste ledelse at frugterne af samarbejdet med lokalsamfundet er store.

Det er derfor også kollegaernes og nærmeste leders opgave at beskytte og beholde medarbejderen i marken. Vi skal italesætte fordelene og huske at lære at dokumentere på andre måder, så indsatsen kan forsvares, og det bliver tydeligt for alle (inklusiv os selv) at det absolut er investeringen værd.

Jeg deltager ofte i møder mellem medarbejdere  og politikere, og frivillige og lokalsamfund. Det er altid en fornøjelse at bakke op om de møder, men jeg håber altid at kommunens medarbejder bliver ved med at vedligeholde den kontakt de har fået med lokalsamfundet.
Også selvom det er en langsigtet investering.