tirsdag den 17. september 2019

Sure borgere


Når jeg er ude og tale om samskabelse og borgerinddragelse bliver jeg nogen gange mødt med for store forventninger til hvad det kan.

Hvordan bruger man borgerinddragelse når man skal bringe en dårlig nyhed? Nogen gange må kommune og stat blive nødt til at gøre noget som bare ikke bringer smil og glæde. Kan man bruge borgerinddragelse til at gøre det nemmere?
Jeg tror det første du skal er at erkende at det ikke vil bringe glæde lige meget hvad. Men det er heller ikke nødvendigt. Borgere i dag har brug for at føle at deres velfærd er meningsfuld - ikke nødvendigvis at den gør dem glade. Mening og glæde er to forskellige ting.
Vi tager mange valg i vores liv hvor vi prioriterer mening over glæde. Det er en gammel sandhed at børnefamilier ikke er lykkeligere end andre. Men jeg vil vove at børnefamilierne føler en dyb mening. At få børn er meningsfuldt, det er ikke kun fyldt med glæder. På samme måde vil borgere der modtager en dårlig nyhed bedre kunne leve med den hvis de kan se meningen med det.
Det bliver dog aldrig en nem dialog, og derfor er det endnu vigtigere at bygge sine borgermøder op på andre måder, hvor samtalerne kan foregå på andre måder. Prøv at lave boder i stedet for et stort møde. Prøv at få borgere til at være med til at forklare problematikken. Evt borgere der har prøvet det. Og hvis der skal være en høring, så sørg for at den ligger allersidst i processen.
Borgere har en masse at bidrage med, og hvis de ikke får andre muligheder så bidrager de med brok og utilfredshed. Det er noget sjovere som medarbejdere at arbejde sammen borgere, end at få modstand fra dem. Derfor kan det betale sig at gøre et stort forarbejde frem for at tage sig af brok og utilfredshed.