torsdag den 24. september 2015

En samtale

Under mine forløb og workshops, bruger jeg gerne en øvelse der hedder “En samtale”. Jeg har ganske enkelt lavet en række spørgsmål som kan bruges til at have en samtale. Jeg tror på at samtaler kan gøre en forskel.



Vi kender alle det, at have samtaler hvor vi ved hvad vi selv siger, og hvad den anden vil sige. Vi kender rent faktisk samtalen inden den er af holdt. Nogen vil så tænke som en strateg, som skak, og se om de kan tænke flere træk frem i samtalen end modparten. “Hvordan får jeg sagt noget virkelig smart til ham/hende når hun nu siger….”

Det er sjældent de samtaler der flytter noget. De er som slag i luften. Men de samtaler hvor du tør sige noget nyt, tør at være undersøgende og tvivle på hvad vi mener, det er de samtaler der ændrer os. Så det kræver mod at have gode samtaler.

Jeg kan kun opfordre til at være modig og bevæge sig ud af skråsikkerheden. Forlad kæphestene.

Med de her spørgsmål ønsker jeg at skabe meningsfulde samtaler.

Hvad er det modigste du har gjort i dit arbejde?

Sammen med hvem er du bedst?

Hvem vil du gerne gøre en forskel for?

Hvad vil du spørge dem om?

Hvem vil du dele det her med?