Når vi som kommune har et samarbejde med borgere har vi sjældent nogen særlig magt over dem. Faktisk kunne man sige at hvis vi havde, havde vi ikke noget samarbejde. Samarbejdet ville i hvert fald ikke være ligeværdigt, og så kan vi diskutere om det er et samarbejde, eller et andet forhold.
Når vi ikke har nogen særlig magt, kunne vi ønske os at motivere borgerne til at gøre det vi gerne vil have dem til at gøre. Vi vil bruge motivation. Men er det for at få vores vilje?
Er motivation at sælge, forføre eller at overtale en anden til at gøre noget, som man gerne vil have dem til at gøre?
I de tilfælde kan motivation hurtigt slippe op. Den motivation man har givet, er måske hurtigt brugt op, og så forstår borgeren ikke hvorfor de gør det som de er blevet motiveret til. “Hvorfor var det lige at det her var en god ide?”
Har du nogensinde oplevet borgere med det spørgsmål?
“Skal man motiveres til at gøre noget som man kan se ideen i at gøre?”
Ja, det er et retorisk spørgsmål. Mening er en helt anden kraft når man går ind i et samarbejde. Hvis du kan se meningen i at gøre noget, er du motiveret til at gøre det. Meningsfuldhed er altså en levedygtig “motivation”. Mening er i dag det mest betydningsfulde for os som mennesker. Meningsløshed er det værste.
Men mening er ikke noget man kan putte ind i andre. Mening er noget der skabes i en relation. For at vi kan få borgerne til at se meningen med det, bliver vi nødt til at se hvad meningen er for os selv. Derefter kan vi åbne det op for borgeren og finde en mening sammen. Men du skal ikke regne med at det nødvendigvis giver mening for borgeren. Det kan være noget helt andet der gør det meningsfuldt for borgeren. Og det skal der være plads til.
Vi skal opgive definitionsretten til meningen, og skabe plads til brugernes/borgernes meningsfuldhed. Det er en god ide at der er en mening med galskaben.
PS: Mon man ikke står i samme situation som leder overfor sine medarbejdere?
Læs også: Mening, magelighed og frustration
