Når vi taler om samskabelse er der flere debattører der gør meget ud af at sige at samskabelse ikke må betyde besparelser. Det må ikke være en skjult spareøvelse.
For mig er det enkelt at holde regnskabet. Vi skal holde øjnene stift rettet mod bundlinjen. Men bundlinjen skal være regnskabet for livskvalitet. Skaber det her bedre livskvalitet?
Hvis det gør, så har vi gjort noget godt, om det så også er billigere for kommunen.
Kommunens budget er jo alle borgernes budget, og ingen kan vel være utilfreds med at der bliver skabt mere livskvalitet for færre midler? Jeg synes derfor det er ærgerligt når samskabelse pludselig bliver bundet bag vognen for besparelser. Hvis det nu skaber en bedre og billigere velfærd? Er det så en spareøvelse? Skal det koste det samme som før?
Samskabelse er en investering. Det koster resurser i starten, at skabe relationer og lave de første samarbejder. Det kræver tid at uddanne borgerne til at kunne tage et større ansvar. Derfor ser jeg det økonomiske spørgsmål, at det bliver mere omkostningsfuldt i starten, men billigere senere. Derfor kalder jeg det en investering, som kommer tilbage senere.
Vi skal se på regnskabet for livskvalitet, og turde lade det regnskab bestemme om det kan betale sig.
www.nisgmadsen.com
Læs også: Ensomhed og samskabelse
