fredag den 11. oktober 2013

Uangribelig. Ufejlbarlig. Uflytbar

Glæden ved det ufejlbarlige
Hvor er det dejligt med ting der er ufejlbarlige. Hvor er det dejligt at præsentere noget der er gennemtænkt og gennemarbejdet. Hvor er det rart at have en sikker vinder. Det er trygt at gøre det man kan.

Intet at vinde
Men hvor er det også kedeligt at præsentere noget hvor alle ved hvad det næste er man siger. Hvor er det sikkert og uden noget som helst sats at arbejde med noget der er i mål inden vi begynder. Så er der ingenting på spil. Og ingenting i spil. Ingen læring, ingen udfordring, intet at vinde.

Billedtitel: Mand der tisser

Tillid er evnen til at rumme usikkerhed
Vi skal være bevægelige, blive klogere. Det er det vi priser. Men tør vi det? tør vi vende tilbage og sige at vi er blevet klogere? At det vi besluttede sidst var forkert. Det jeg mente sidst, synes jeg ikke mere? Er det at være ustabil? Ikke til at stole på? Tør du være sådan en leder?

kaptajnen
Eller skal vi holde fast i den sikre kaptajn der står på dækket med rank ryg, og som har svar og ikke laver om på det hele tiden, og ved hvad han vil og kan og synes og gør og mener? Den ufejlbarlige og uangribelige, som måske så også bliver den uflytbare. Den der ikke tør satse? Den der ikke giver plads til at der kan ske noget andet?

Fejlbarligt og flytbart
 Vi skal holde op med at være ufajlbarlige. At bruge kræfter på ikke at gøre noget forkert. Gør noget, så kan du blive angrebet for det, men du kan også starte noget i andre, der handler om at bidrage. For dit initiativ er åbent og ufærdigt. Det er fejlbarligt og flytbart.

Mod
Vi skal derfor også selv turde at gå ind i samarbejder der er det. Vi skal turde være med i noget der kan gå galt. Alt hvad der ikke kan gå galt er der ikke satset nok. Vi skal tage initiativ, sammen med initiativtagerne. Være med til at tegne projektet.

Medejerskab
Hvis vi skal det, skal vi turde at deltage i projekter der ikke er fuldt gennemtænkte, helt gennemarbejdede og ufejlbarlige. Og det kræver mod og arbejde at gøre det. Men vi får til gengæld meget mere ud af det. For det bliver vores projekt. Vi får deltagelse og medejerskab.

Noget der fungerer

Jeg er træt af at folk vil sælge mig noget der fungerer, og som er løsningen på alt. Jeg vil have ting som ikke ved hvor de er på vej hen. Jeg vil købe noget der ikke ved om det er noget værd. Jeg vil ikke købe skræddersyede færdigretter. Så er der absolut ikke plads til mig i det. Ikke plads til nogen fremtid.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar