fredag den 21. marts 2014

Silo-smeltning

Samarbejde på tværs
Der snakkes om at arbejde på tværs i kommunerne. Jeg kan ikke lade være med at more mig med hvad der indefra ses som på tværs, og hvordan det ser ud udefra. Brugere kan simpelthen ikke se siloerne, og er ofte frække nok til at stille spørgsmål til dem. Andre gange går de ganske enkelt på tværs uden at tænke over det, og kommunemedarbejderne råber ”AV”, når brugerne går igennem gennemsigtige vægge.

Billedtitel: solskins-LOVE

Boots were made for walking
Her er det en rigtig god mulighed for at tage de sko på som brugerne har, og gå de skridt de går. Finde deres stier, og glemme motorvejene gennem systemet. Det er ikke altid det giver mening at blive på vejen.

På tværs
Jeg har oplevet flere borgere der i et forsøg på at få et bedre liv henvender sig til en institution i kommunen, men bliver vist videre til en anden, som nok kan klare det bedre. En institution der sikkert også vil sende borgeren videre til en anden afdeling der er bedre til det. Men er borgeren gået forkert første gang? Eller kan vi bare ikke se det rigtige i borgerens  valg?

Skaterbaner
Der var tre skaterbaner i byen. En var privat, en anden i institutionsafdelingen og en tredje i fritidsafdelingen. Vi begyndte at arbejde på tværs, men man kan være fræk og spørge: Af hvad? Set fra skaternes side af var det skaterbaner. Ikke tre forskellige ting.

Nyt perspektiv?
Borgeren ser ikke verden som på tværs. De ser det hele sammen, og hvis vi tager deres blik udadtil, kan vi se nogle andre ting. Og det er ikke på tværs. Det er sammenhæng. Indefra var der siloer der næsten var uoverstigelige i deres forskellige tilgang, men for brugerne var der intet skel. Kunne vi bruge deres perspektiv?

Brugerens landskab
Vi må opgive vores perspektiv til fordel for brugerens perspektiv. Det er grundlaget for at finde nye løsninger og se nye sammenhænge i brugerens landskab. Vi finder brugerens landskab ved at spørge og være til stede. Og det kan godt være at vi bliver mødt med lidt skepsis i starten.

Nye veje

Der er et perspektiv derude, der måske kan det vi gerne vil. Som ikke ser siloer og derfor smelter siloerne. Hvis vi lod det perspektiv være vores løftestang til at komme over siloerne, havde vi måske en ny kraft, og nye veje. Vi bør hilse dem velkomne.