tirsdag den 9. maj 2017

De rigtige samarbejdspartnere

I oktober 2014 skrev jeg denne artikel om speltmødre. Den er stadig aktuel, og pointerne bruger jeg stadig i mine foredrag. God fornøjelse.


Speltmødre-udfordringen


Hvad gør vi når vi lytter og bliver tonet ørerne fulde af speltmødre?


En speltmor er en særligt krævende borger, der er rigtig god til at sætte ord på sine ønsker og krav. En der er i stand til vide hvad de har krav på, og er klar over hvad de mener er rigtigt og forkert. Man kan stå som institution og gerne ville lytte til sine brugere, og det eneste man kan høre er speltmødrene. De er mødt op. De har læst invitationen. De ved at de kan få indflydelse, og de vil have den. Men der er et demokratisk problem. Kan vi bare gå ud fra at de taler for resten af brugerne?

Demokrati
Hvis vi lader dem bestemme er det demokratisk: vi har lyttet til dem der er mødt op, og retter os efter hvad vi får at vide. Hvis vi lader dem bestemme er det udemokratisk: de repræsenterer ikke alle brugerne og hvis de får deres vilje er der andre der ikke får det. Måske dem der havde mest behov for det.

Inviter rigtigt
At invitere er en kunst. Tænk på hvor mange invitationer du selv modtager. Invitationer i sociale medier, til møder, til kulturelle oplevelser. Mange invitationer ser vi ikke engang. Andre accepterer vi ikke som invitationer, men ser som opfordringer. Invitationer til fødselsdage og eftermiddagskaffe af venner og familie. Nogen invitationer er guld værd, andre kræver overtagelse af afsenderen.

Til hvem?
At invitere handler om at forstå sin modtager. På hvilken måde foretrækker din modtager at blive inviteret? Skal det være personligt? Åbent eller med krav om tilmelding? Som noget særligt, eller uformelt? Hvis vi skal have alle med, skal vi kunne invitere rigtigt. Når speltmødre er de eneste der møder op, er det fordi du har inviteret på en måde, så de tror det er kun til dem. Alle andre tror også det kun er tilspeltmødre, og kommer ikke.

Filter
Vi skal lytte på de rigtige måder, så vi kan høre alle stemmer, og ikke kun dem der råber højest. Vi skal kunne høre forskel på hvad de forskellige brugere siger. Det kræver opmærksomhed og en indsats. Vi skal bruge vores færdigheder til det, for det kan være at de siger noget i et sprog som vi ikke er hjemme i. en måde at sige tingene på, som betyder noget andet end vi er vant til.

Speltmor-tyranni

Du kommer selv fra et segment. Der er nogen mennesker du nemmere forstår fordi de er en del af din kulturelle kontekst. Derfor skal vi være demokratiske og lytte forskelligt til forskellige. Inviter og lyt rigtigt! Ellers bliver det speltmor-tyranni. 

www.nisgmadsen.com