Dokumentation
og rettigheder
Når
jeg taler med kommunale medarbejdere, fremgår det, at der er stor forskel på,
hvor meget af deres arbejdstid, der går med dokumentation. Det er dog tydeligt,
at der bliver brugt enorme ressourcer på dokumentation. Og det føles sjældent
som meningsfuldt arbejde.
Dokumentation
har sin egen logik. Det giver mening inde i systemet og borgernes
rettighedskrav har været med til at skabe denne dokumentationsbyrde. Hvordan
skal kommunen ellers kunne vise, at borgeren har fået det, borgeren har ret
til, hvis kommunen ikke kan dokumentere det? Borgeren har ikke alene krav på en
velfærdsydelse.
Han
skal også have sikkerhed for, at han reelt har fået den. Men det faktum, at der
bliver brugt så mange ressourcer på dokumentation, kan ud fra mange hensyn
synes at være uhensigtsmæssigt.
Ressourcerne
Hvis
vi drosler ned på kravet om dokumentation, så må vi også begrænse borgerens
rettigheder. Bevisbyrden for, at borgeren har fået opfyldt sine rettigheder,
ligger hos kommunen. Derfor bliver borgeren nødt til at give slip på sine
rettigheder, hvis han vil have mindre dokumentation. Og det vil han! Netop for
at frigøre de ressourcer, der er bundet i arbejdet med dokumentation.
Mangfoldige
ydelser
Hvis
vi i samskabelsens navn skal kunne give borgeren en ydelse, der modsvarer hans
behov, og hvor der også tages hensyn til borgerens historie og konkrete sociale
situation, kan man hævde, at det heller ikke giver megen mening, at borgeren
skal kunne slå kommunen i hovedet med sine rettigheder, hvis vi forudsætter, at
det er retten til at opnå særlige ydelser.
Det
giver kun mening, hvis vi opererer med faste standarder, og faste standarder
kan ikke eksistere i samklang med løsninger, der skabes i et ligeværdigt
samarbejde, hvor udgangspunktet netop er borgerens konkret levede liv – og ikke
kommunens forpligtelser.
