Dokumentation og rettigheder

Dokumentation og rettigheder

Når jeg taler med kommunale medarbejdere, fremgår det, at der er stor forskel på, hvor meget af deres arbejdstid, der går med dokumentation. Det er dog tydeligt, at der bliver brugt enorme ressourcer på dokumentation. Og det føles sjældent som meningsfuldt arbejde.

Dokumentation har sin egen logik. Det giver mening inde i systemet og borgernes rettighedskrav har været med til at skabe denne dokumentationsbyrde. Hvordan skal kommunen ellers kunne vise, at borgeren har fået det, borgeren har ret til, hvis kommunen ikke kan dokumentere det? Borgeren har ikke alene krav på en velfærdsydelse.

Han skal også have sikkerhed for, at han reelt har fået den. Men det faktum, at der bliver brugt så mange ressourcer på dokumentation, kan ud fra mange hensyn synes at være uhensigtsmæssigt.

Ressourcerne

Hvis vi drosler ned på kravet om dokumentation, så må vi også begrænse borgerens rettigheder. Bevisbyrden for, at borgeren har fået opfyldt sine rettigheder, ligger hos kommunen. Derfor bliver borgeren nødt til at give slip på sine rettigheder, hvis han vil have mindre dokumentation. Og det vil han! Netop for at frigøre de ressourcer, der er bundet i arbejdet med dokumentation.

Mangfoldige ydelser

Hvis vi i samskabelsens navn skal kunne give borgeren en ydelse, der modsvarer hans behov, og hvor der også tages hensyn til borgerens historie og konkrete sociale situation, kan man hævde, at det heller ikke giver megen mening, at borgeren skal kunne slå kommunen i hovedet med sine rettigheder, hvis vi forudsætter, at det er retten til at opnå særlige ydelser.

Det giver kun mening, hvis vi opererer med faste standarder, og faste standarder kan ikke eksistere i samklang med løsninger, der skabes i et ligeværdigt samarbejde, hvor udgangspunktet netop er borgerens konkret levede liv – og ikke kommunens forpligtelser.

Denne artikel var et uddrag af bogen
"Fra service til samskabelse"

www.nisgmadsen.com