En mand taler
En mand
taler. Og han taler meget, og ordene flyder: empowerment, innovation,
mennesker, oplevelse. Han taler om et centralt kulturbyggeri. Forstået som et
sted der samler. Han kan så mange tal og så meget beslutsomhed at man straks
falder på halen. ”Hold da op!” når jeg hører mig selv sige det, tænker jeg
straks at der er et eller andet ved dette narrativ der gør at det er så enkelt
og stærkt at der ikke kan stilles spørgsmål til det. Og så stiller jeg
spørgsmål.
Billedtitel: ond-ond
Det moderne
Hvordan kan
det være at der bliver bygget store samlende institutioner, og ikoniske
kulturbygninger?
Når jeg
tænker på den moderne tankegang giver det fint mening: flere og mere giver
styrke. Større er bedre. Vi har brug for at opdrage mennesket, og har brug
kulturinstitutioner der har slagkraft nok til at kunne gøre det.
Men når jeg
tænker post-moderne tankegang lyder det i mit hoved: decentralt, mangfoldigt,
subkulturelt, fleksibilitet, den globale landsby.
En måde?
Det er ikke
længere et problem at flytte ting, mennesker eller viden. Det er vi mestre i.
Distribution er en af de ting vi har fået ordnet som mennesker. Så hvorfor har
vi så alt samlet i et hus, centraliseret, så det er et sted? Et sted giver vel
også en kultur? en æstetik? en måde?
Mening og autenticitet
To begreber
jeg tænker som centrale for det postmoderne liv. To begreber der er så vigtige
for os. Vi hungrer efter mening og autenticitet. Det gør os levedygtige. Jeg
hører slet ikke de to ord i mandens talestrøm. Det er ude af billedet og jeg
bliver ærgerlig. Hvor bliver meningen af?
3000 kvadratmeter
Hvordan kan
det være vi ikke beholder alle vores små kultursteder, med personlighed og
autenticitet? Med historie og et liv der er levet? Store ikoniske kulturhuse
kan imponere, men kan de leves i? kan man være medejer af 3000kvadratmeter? Kan
man blande sig i 3000 kvadratmeter? Kan man sætte dagsordenen sammen med 10.000
andre brugere?
En cafe
Jeg ved det
ikke. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på at når vi går på cafe, så
vælger vi et lille hyggeligt sted, der har eksisteret i mange år. Det er lige
meget at det ikke er effektivt. Bare det har personlighed.
Hvordan kan
det være at vi ikke bygger vores kultursteder op efter de samme principper? Er
et kulturhus ikke et sted folk skal kunne lide at være? Skal det ikke være et
sted som folk vælger at være på grund af stemning?
Maskinstormer?
Jeg er
måske miljøskadet. Jeg er i hvert fald utrolig glad for det sted jeg arbejder.
Der er så meget autenticitet og mening. Og vi er tætte på hinanden. Er jeg
maskinstormer? Eller er den postmoderne verden ikke decentral, mangfoldig,
subkulturel, fleksibel?
