tirsdag den 25. oktober 2016

Hvad skal man kunne for at kunne samskabe?

Anerkend din faglighed, men se den ikke som den eneste sandhed

Et ligeværdigt samarbejde betyder ikke at du som medarbejder skal pakke din faglighed væk. Den er et vigtigt aktiv i samskabelse, men ikke det eneste aktiv. Dine samarbejdspartnere spiller ind med en masse som kan bruges. Giv plads til medspil fra andre og byd selv ind med din faglighed som en del af billedet.



Husk at se på andre kvaliteter en dem vi plejer

Vi er begyndt at måle meget. Det har sine fordele, men desværre også sine minusser. Når vi måler ser vi kun efter de ting vi måler. Og det vi måler er ofte det der er nemt at måle. Derfor er der en masse vigtige kvaliteter der gemmer sig “under  radaren”. Der er vigtige kvaliteter som at føle ejerskab, deltagelse og værdighed, som vi ikke måler, men som er så vigtige. Du skal have blik for de kvaliteter og anerkende dem.

Facilitere deltagelse - invitere og skabe tryghed -

Når vi skal samarbejde skal vi gøre det muligt for andre at deltage i samarbejdet. Det lyder måske banalt, men det er en overset faktor. Hvordan inviterer du? Sørger du for at alle føler sig trygge? Skaber du relationer til dem du skal samarbejde med? Du skal kunne samarbejde med nogen der ikke ligner dig selv, så du skal sætte dig i deres sted, og sørge for tryghed og ligeværdighed på deres præmisser.

Sørge for at der ikke kun bliver lyttet til en gruppe - du har demokratisk ansvar som medarbejder

Som medarbejder er det vigtigt at det ikke kun dem der deltager der får deres vilje. Nogen gange løber de resursestærke med det hele, og får det på deres måde. Men du ved at der er mange flere der skal tages hensyn til. Hvis de ikke deltager skal du som medarbejder sørge for at de har en stemme.

Husk at samarbejde giver langt mere levedygtige løsninger - det er investeringen værd

De ekstra opgaver giver også ekstra kvaliteter. Ejerskab, deltagelse og værdighed er med til at gøre løsningerne I laver mere levedygtige. Et ligeværdigt samarbejde har flere der løfter og skaber nye handlemuligheder. Min erfaring er at vi sjældent kan forudse alle de positive effekter som samarbejdet bringer med sig.