fredag den 25. januar 2013

Udspekuleret ledelse

Eller: hvordan tænker man sig om uden at være udspekuleret?
Klods hans har to brødre. Der er så kloge, og kan både aviser og lovtekst udenad. Både forlæns og baglæns. HC. Andersen bruger et vidunderligt udtryk om dem: de er udspekulerede. Som vi alle ved, så får brødrene ikke prinsessen. De kan ikke tale for sig, når det først kommer til stykket. Selvom de har smurt deres munde med fiskeolie(med ekstra omega 3 fedtsyrer), så de bedre kan tale.
De får ikke prinsessen, fordi de er udspekulerede. Men hvad er forskellen på at være refleksiv og udspekuleret? Er vi ikke lige blevet enige om at det ikke skader at tænke sig om?

Manipulation
Jeg tænker at udspekulation har noget med manipulation at gøre. Udspekulation, handler om at analysere det hele for så at kunne manipulere med de andre. At have så mange bagtanker, at der ikke er plads til andre holdninger i tankerne, ikke plads til dialog, samtale og at man flytter sig.
At være til møde med en udspekuleret person, er simpelthen så ubehageligt. Man kan mærke der er en skjult dagsorden. Der er retoriske fælder. Der er benhård styring. Der er ignorering af hvad der bliver sagt. Der er kun en vej, og det er den der er i den udspekuleredes hoved. Og den bliver ikke delt.
En rem af huden
Eksemplet er selvfølgelig i værste tilfælde. For har vi ikke alle en rem af huden? Har vi ikke gjort os tanker og ønsker om hvad der skal ske før et møde? har vi ikke en vej i hovedet som vi ikke deler? Lytter vi ikke mere til noget, frem for noget andet? Og alt det gør vi fordi vi har tænkt over mødet. Har vi reflekteret eller udspekuleret?
At gøre sig fri af udspekulation/manipulation
Jeg tror nøglen til at komme ud af manipulation er at dele. Dele sine refleksioner. Stille sig sårbar og ærlig. Glemme tankerne og stille sig til rådighed. En poet sagde engang: ”det eneste tidspunkt jeg ikke tænker på hvordan man skriver et godt digt, er når jeg skriver digte”. Og måske kan vi bruge det til at være til stede når vi er sammen med andre. Jeg siger ikke det er nemt. Refleksioner, taktik og strategi har det med at luske sig ind på mange områder. Det kan være rart ikke at skulle være usikker og sårbar og derfor vildt fristende at holde noget for sig selv.
Klods Hans
Den der får prinsessen i enden er Klods Hans. Hvad kan vi lære af det? Ikke at tænke os om? Være bøvet simpel og fuld fart frem? Jeg tror eventyret har meget mere at byde på om ledelse. Men i forhold til det her, så er Klods Hans ærlig og sårbar. Han stiller sig til rådighed, og har ikke mange bagtanker. Men jeg vil holde på at manden har tanker, og han har tydeligvis forberedt sig til mødet, ved at medbringe både mudder, krage og træsko. Det kan lade sig gøre.
PS. jeg tror jeg skriver meget mere om Klods Hans ledelse en anden gang.