mandag den 22. oktober 2012

Mening, magelighed og Frustration

Mening
Nogen siger at meningen med livet er et lykkeligt liv. Hvad der gør et lykkeligt liv, er der selvfølgelig megen snak om. At sætte regler for lykke virker ikke umiddelbart meningsfuldt i denne sammenhæng. Men mening går vel igen, når vi tænker på hvad der giver et godt liv. At det er meningsfuldt. Hvad der så gør det meningsfuldt, er vel forskelligt.
Jeg vil vove at sætte mening over lykke. I hvert fald hvis lykke er en form for magelighed. Så hedder det: ”lykken er et meningsfuldt liv”. Meningsfulde gerninger kan være ganske svære. At hjælpe et ungt menneske, der virkelig har sit at slås med, er uhyre svært, men dybt meningsfuldt. Det er frustrerende, irriterende, men stadig det der gør det hele værd.  Hvis der er for lidt på spil, har meningsfuldheden det også med at blive lidt tynd.

Magelighed
Magelighed er det der får os til at lede efter lette løsninger, og give slip på ambitionerne. Det kan være sundt nok, men… Frustration er det der gør os umage. Frustration er starten på læring. Du vil noget, men kan det ikke endnu. At rumme frustration er sådan set nøglen til både læring og stræben.
Vi skal for alt i verden ikke undgå frustration. Det ville være at please alle. Vi skal selv som ledere kunne rumme den yderste frustration, for at kunne være i en kompleks og kringlet hverdag. Hvis vi skal holde så mange døre åbne - så mange handlemuligheder åbne som muligt, bliver det jo en ret kompleks hverdag.
Hvis vi ikke har strategier og målsætninger mere, så har vi også en mere kompleks hverdag. Det er det der gør vores opgaver medgørlige og bevægelige. Vi skal ikke hele tiden gøre vold på vores omgivelser for at de passer ind i strategier og målsætninger.
En organisation skal udholde frustration, for at kunne lære.
Hvordan rummer man frustration?
Jeg tænker en dyb tro på at det nok skal gå alt sammen. En tillid til verden og hinanden, at det er muligt, at det nok skal komme, at vi på et tidspunkt lærer det. Frustrationen, som er tændt af nysgerrighed, er meget bedre end frustrationen over at verden ikke passer ind i vores strategier og målsætninger.
Så bliver vi ikke frustrerede over verden, men over at vi stadig har et stykke vej, før vi har lært (eller nået) det vi ville. Den frustration, tror jeg, gør os umage og giver en levende form for stræben. En sult efter mere liv og mere mening.
Hold det levende og uforudsigeligt. Hvem siger at det ikke er meningsfuldt bare fordi det er kringlet?