tirsdag den 19. maj 2015

"Hvis arbejde er så sundt, så giv det til de syge!"

Det er Jacob Haugaard der er kommet med denne dejlige, og strittende, udtalelse. Når vi snakker samskabelse, er det dog ikke helt ved siden af. Nogen af de komplekse sociale problemer vi slås med, kan måske løses hvis vi giver plads til at man kan deltage og bidrage.




Samskabelse er ikke bare for de unge, smukke og rige. Det er typisk de resurse-stærke borgere, der bliver tænkt på i et samarbejde mellem kommune og borgere. Det er Tordenskjols-soldater der kommer når kommunen inviterer. De bliver trætte og slidt ned, men gør en stor indsats fordi det er meningsfuldt og givende at gøre.


Men lige præcis den gave det er at bidrage, bliver derfor ikke givet til dem der har brug for den. Dem vi normalt vil kalde resurse-svage. Resurse-svage er nemlig et dårligt ord. Det er de ikke. Resurserne er måske pakket længere væk, og skal have lidt hjælp til at blive pakket ud.


Her har kommunen en opgave. Ved at bruge den faglighed der er hos de kommunale medarbejdere, kan der skabes rammer og rum for at kunne deltage og bidrage. Derfor bliver det også samskabelse: det er kun på grund af begge parter at der kan skabes noget.


Det er dem der har brug for resurserne, der skal deltage og bidrage, for det er en gave at bidrage og deltage. 
At give gør stærk.

Giv de syge arbejdet, det gør dem raske.