fredag den 21. september 2012

Rum og rammer

Hvad er forskellen på Rum og Rammer?
Når vi snakker rum snakker vi om de ting der er. Når vi snakker rammer, snakker vi om grænserne for hvad vi kan. Jeg vil advokere for rum frem for rammer. Rum er noget der kan udvide sig og bevæge sig, mens rammer er noget der skal holdes. Der er ikke meget mulighed for at der kan ske mere end jeg kan se der kan ske, i at sætte nogle rammer, men derimod er der i rummet, mulighed for at det bevæger sig i en anden retning end man selv havde tænkt.
Hvis man tænker at sproget skaber verden, er der en verden til forskel om man bruger det ene udtryk frem for den andet.
Lytte-rum
I et socialpædagogisk perspektiv kan man spørge: stiller rummet sig til rådighed for snakke om ting der er svære at snakke om? bliver der rent faktisk lyttet? Er det muligt at bede om hjælp i det her rum? Hvad kræves af rummet for at man vil åbne sig og bede om hjælp?
Her bruger vi tålmodighed og tilstedeværelse. Vilje til at høre hvad der bliver sagt. Spørge ind til hvad der er på færde. Ikke blive utilpas hvis der kommer ting frem som ikke er nemme.
Samtidig kan et rum hvor der bliver plads til at sige ting som er gode også fremelskes. Hvis man lytter mere til resurser der bliver sagt frem for brok. En brok kultur kan blive skabt ved at det er det der bliver lyttet til.
Jeg er slet ikke i tvivl om at man som leder er med til at skabe en samtalekultur - et samtalerum.

Fysiske rum
Det fysiske rum sætter også sin dagsorden. Når vi er på biblioteket er vi stille, når vi er på museum det samme. Når vi er til rockkoncert råber vi. Her er der rum der sætter sine begrænsninger på hvad man gør og ikke gør. Men rum har også hvad der er muligt at gøre og ikke muligt at gøre i rummet, og hvad der inviteres til at der kan gøres.
Med chance for at virke banal kan man igen sige at rummet sportshal har mulighed for helt andre aktiviteter end rummet antikvitetshandel. Det gælder også i detaljen. Hvad er der egentligt der kan ske i det her rum? Hvad inviterer vi til at der sker? og hvad vil ses på som meget mærkeligt at gøre? Kan vi ændre rummet så det er muligt at gøre de ting vi gerne vil have der sker? Og kan vi finde måder hvor det ligefrem inviterer til at man gør sådan?
Spillested
Vi har en sal, og den bruges til koncerter, men kan også bruges til andre ting. Men hvis den ikke var indrettet som den var, med publikumplads, en scene, lydanlæg og sorte vægge, var den nok ikke så indbydende til at der bliver danset, råbt, spillet musik og holdt gang i den.
Samtidig vil vi gerne at salen kan bruges til andre ting. Vi står i et dilemma. Vi skal sørge for at det er muligt at gøre flere ting i salen, men den må ikke miste sin invitation til at være spillested. Så der er helt sikkert grænser for hvad vi kan gøre ved den, og beholde vores sal som spillested.
Stemning
Selvfølgelig betyder stemning noget. Vi kender alle det at gå ind i et rum og føle os velkomne, eller føle at her kunne vi godt finde på at være.
Når man er på besøg i en storby, og skal finde et sted at spise bruger man denne sans. Man kommer ind, fornemmer ”er det noget for mig?” og går igen hvis det ikke er. Et rum kan ikke lade være med at have stemning. Så vil ingen bruge det (og ikke alle bruge det). Vi skal være ved denne stemning da det er et aktiv, og noget vi kan arbejde med.
Stemning og rum
At skabe stemning og rum er ikke den enkleste opgave. Og det ved alle der gerne vil have noget til at ske og skaber rammerne, men der sker ikke noget… hvad gør man så? Men jeg vil gerne give nogle bud.
Det tager tid at ændre stemning og skal ske i overensstemmelse med de mennesker der er i rummet. Hvis jeg skaber rummet i mit billede, er det et fedt rum for mig, men er der andre der også synes det?
Mangfoldighed
Alle skal have lov til at bidrage. Du bliver nød til at give dit bidrag, men have respekt for andres bidrag. Det er summen af bidragene der skaber stemningen, og der må ikke trumfes ting igennem på måder der spolerer stemningen. Hvis de folk der er der føler ejerskab, vil de blot flytte tingene, eller ødelægge det de ikke kan lide. Hvis det er vores eget (alles), kan det få lov til at være der.
Rummet ejes af dem der bruger det. Det er brugerstyring så det basker!