Det umuliges kunst
Jeg taler i telefon. Jeg er blevet ringet op af en kvinde der søger en beskrivelse af hvad forskellen er på en ungdomsskole og et ungdomshus. Hun er studerende. Det er et spørgsmål jeg er rigtig glad for, og jeg får talt mig varm på emnet, måske endda mere end hun ønsker det. Jeg hører mig selv sige: ”Det er det umuliges kunst”.
Brugerstyring
Det jeg snakker om er brugerstyring. Sådan som jeg ser det er den store forskel på ungdomshus og ungdomsskole nemlig brugerstyring. I Ungdommens Hus er der både personale og brugerstyring. Der er både ledelse og brugerstyring. Det er det umuliges kunst. Det kan ikke lade sig gøre. Det stritter og er svært at forklare.
Ingen opskrift
Jeg bliver oprigtig glad for når tingene stritter og ikke er til at forklare. Så er det fordi vi har gang i noget der ikke er skabt beskrivelser af. Noget der ikke er reproduktion. Noget hvor vi bliver nød til at være søgende. Noget hvor der ikke findes et svar i en bog et sted. Ingen opskrift der kan bruges. Hvor tingene bliver til nu.
Kompleksitet
Her kommer forståelse af kompleksitet og ledelse i kompleksitet virkelig til sin ret. Det er Survivors Kit i det umuliges kunst. Keith Grint siger: Arbejd med det du har, vær konstant udforskende og regn ikke med at der er nogen opskrift på hvad vi skal gøre. Hele tiden genopfinde og opdage hvem vi er, hvad vi kan og hvad vi skal.
Postmoderne forudsigelighed
Det vi kan forudsige er at vi skal kunne håndtere at der ikke er nogen forudsigelighed. Det vi ved vi skal kunne, er at håndtere noget vi aldrig har prøvet før. Det er vilkår der i virkeligheden er kendetegnet det postmoderne, og derfor er et naturligt vilkår for unge mennesker. Et vilkår de slås med at leve med, men som de også får det bedste ud af.
At blive der
Jeg er glad for at det kan lykkedes os at blive i det felt. At vi ikke bliver skræmte og løber mod nærmeste udgang. At vi ikke kaster padlerne i søen og roer alt hvad vi kan mod bredden. Men at vi åbner øjnene og ser ud i mørket. Vi bliver og lærer at arbejde i det felt. Og det kan man. Man skal give slip på forudsigelighed og det kan til tider være svært at bevæge sig i.
Jeg cykler hjemad og er blevet helt glad for udtrykket: ”Det umuliges kunst”.
