tirsdag den 11. august 2015

Selvorganiseret frivillighed

Jeg sad engang sammen med en række unge, der arbejdede frivilligt uden nogen særlig organisation bag sig. De brugte facebook. Jeg kaldte dem for uorganiserede. De kikkede skeptisk på mig:”Vi er ikke uorganiserede”. “Kan man kalde jer “selvorganiserede” så?” spurgte jeg. Det blev accepteret som et meningsfuldt begreb. Og de var langt mere organiserede end det blotte øje umiddelbart kunne se. Det var blot ikke den sædvanlige form for organisering med vedtægter, medlemskab, kontingent og bestyrelse. Det var en organisk og flad struktur.

Thomas P. Boje forsker i frivillighed og har fundet, at andelen af frivillige, som er tilknyttet en organisation eller forening, faldt fra 79 pct. i 2004 til 70 pct. i 2012. »Det er et ret markant fald på otte år, og andelen er sandsynligvis stadig faldende. Det typiske i Danmark har været at være frivillig via et medlemskab af f.eks. Røde Kors eller Kræftens Bekæmpelse, men sådan er det altså mindre og mindre. Udviklingen viser, at folk oplever, at de godt kan være frivillige uden at være del af en organisation, og hvad det bærer med sig af kontingent, generalforsamlinger og faste rammer« udtaler han til Information 13.juni 2015 (http://www.information.dk/536182 )
Den selvorganiserede frivillighed stiller en række spørgsmål til kommunerne:
Hvordan omfavner vi de nye organisationsformer uden at kvæle dem?
Hvordan samarbejder vi med grupper uden klar organisering?
Hvordan giver vi dem del i goderne og indflydelsen, som andre frivillige får?
Jeg tror, der er meget at hente ved at komme de selvorganiserede i møde. Jeg tror, at kommunerne bliver nødt til at lære at samarbejde med selvorganiserede, da de vil være en større og større del af billedet.
Selvorganiseret frivillighed åbner døren for hjælpsomhed, støtte og opmærksomhed fra naboer, venligboere og andre i nærheden. Det bliver hurtigere en samskabende frivillighed.
Den samskabende frivillighed er jo med på at gå ind i et samarbejde med en åben dagsorden og med et fordomsfrit blik. En organisering, der kun søger det mest effektive og enkle, tager nye handlemuligheder med sig.

Jeg glæder mig til, at kommunerne kommer de selvorganiserede i møde. Det bliver et spændende samarbejde.

Læs også: Organisering?

www.nisgmadsen.com