tirsdag den 20. november 2018

Hvad er et komplekst problem?

Ikke alle problemer er komplekse. Heller ikke i velfærdsarbejdet. Der skal saltes på vejene, når der er frost. Der skal gøres rent hos de ældre. En bandage skal skiftes.
Der er en masse, der kan og skal styres, enkle problemer, hvor det vigtige er, at der sker noget, og ikke hvor innovativt det er – i hvert fald i første omgang. Fokus på komplekse problemer er der kommet, dels fordi det er dem, vi er dårlige til at løse med de redskaber, vi bruger nu. Dels fordi vi ikke længere har ressourcer nok til blot at gøre, som vi plejer. Derfor bliver vi nødt til at se os om efter nye måder at gøre tingene på, for at vi kan vedblive med at have den velfærd, vi er vant til. Det gør velfærdsydelserne komplekse.
En gang imellem kan en metafor give os et billede, som gør problemstillingen nemmere at have med at gøre. At holde en fest er et komplekst problem. Der er visse ting, vi kan gøre noget ved: invitationen, maden, drikkevarerne,  stedet og underholdningen.
Men vi kan ikke bestemme, om folk dukker op. Vi kan heller ikke bestemme,
om de er i god humør. Vi kan ikke bestemme, om et par netop har haft et skænderi, inden de kommer til festen. Det er uden for vores rækkevidde, og på den måde er der flere faktorer, end vi kan forestille os, som vi ikke har indflydelse på. Kan folk lide hinanden? Bliver der slagsmål, holdes der pinlige taler eller kommer der gode indslag?
Vi kan skabe rammerne og gøre os umage for at lave en god fest, men der er ingen garanti for, at den bliver det, fordi der er mange faktorer, som vi ikke kan styre. Hvis vi forsøgte at styre det hele, ville vi ødelægge stemningen. Det sker, hvis vi ikke giver plads til, at folk gør, som de har lyst til: danser, synger og snakker. Folk skal føle, at de kan tage del, at de bliver set, at de er til stede, for at der kommer en god stemning.
Vi kan ikke forudse, om det kommer til at gå godt eller ej. Der er for mange faktorer, som vi ikke kan styre. Vi kan ikke bruge rationel styring og organisere en skudsikker proces. Vi kan slet ikke beordre folk til at have det sjovt. Vi har brug for, at folk bidrager til festen med godt humør.
Når du næste gang står over for et komplekst problem, så forsøg at anskue det, som om du er i gang med at skulle holde en fest. Jeg har brugt metoden med held. Det kan i hvert fald være en begyndelse og netop få dig til at holde op med at være nervøs. Få gode relationer, gør noget ud af invitationen og sørg for, at gæsterne får mulighed for at bidrage.

Denne artikel var et uddrag af bogen
"Fra service til samskabelse"
Del den med din kollega!