tirsdag den 16. februar 2016

Højborge

Jeg træder ind på et frivilligcenter - frivillighedens højborg. Over alt på væggene er der opslag om tilbud om at blive frivillig. Mad-ven, Voksen-ven, mentor, sygruppe og meget mere. Men udover det, er der også en række udsagn på væggene: “Frivillighed vokser af lyst, og dræbes af pligt”. “Husk, at man som kommune ikke “bruger” frivillige, men samarbejder med dem” og “Bliv frivillig og gør en forskel”.(Jo det er så sandelig højborgen for frivillighed.)



Men der er noget ved denne frivillighed hvor gør sig selv til noget særligt, og forkaster at det kan være muligt at samarbejde, på andre præmisser end de frivilliges. Der forlanges lokaler og taknemmelighed fra kommunen. En måde at arbejde på, som betyder at kommunen bliver skubbet væk som samarbejdspartner, og bliver skubbet ind i rollen som “Service-Kommune”.

Jeg ved at de frivillige gør en kæmpe forskel. En forskel for mennesker. Jeg ved at mange gør et overordentligt stort stykke arbejde. Men jeg ved også at dem der kommer længst, er dem der samarbejder. Indenfor det frivillige sociale område skal der samarbejdes, for at få de bedste resultater. Der er ingen med en større know-how end kommunerne, og der ingen med større hjerter end frivillige.

Det her er en opgave for både kommune og frivillige. Det første er at erkende at ingen kan løse det alene, og vi har brug for hinanden. Den anden er at komme ud af vores højborge.