2 procent
Sundhedssystemet skal være mere effektivt. Faktisk 2% om året. Det giver god mening at sætte skub i udviklingsarbejde og motivere at der arbejdes på bedre måder. Og at måle 2% mere effektivitet er nemt at måle. Det er tal. Der skal være flere behandlinger for de samme midler.
Fødsler
Sådan ser det ud udefra. Indefra giver sådan en måling desværre ikke mening. Historien om jordemødrenes arbejde giver et fint eksempel på det. Der kommer ikke flere fødende ind på fødeklinikkerne, så hvordan skal de sørge for 2% mere effektivitet? Hvis de ikke bliver 2% mere effektive vil de blive beskåret i ressurser. Så derfor har jordemødrene fundet en masse nye opgaver de skal tage sig af, så de laver 2% mere hvert år. Det er bare ikke fødsler. Der er færre fødsler pr jordemor i dag end før.
Tal
Den her logik er simpelthen helt klart New Public Management. Målingsmetoderne skaber sine egne problemer.Vi vil gerne måle og kunne gøre det i noget så håndterligt som tal.
Men vi bliver hvad vi måler - vi laver flere operationer, selvom det måske ikke var den bedste løsning, for at tilgodese resultater der lever op til kravene.
Normative
Men hvis vi ikke skulle måle med tal? Hvis målet er at lave den bedste velfærd og ikke den mest effektive?Så bliver vi normative, og kan ikke længere bruge tallene. Jeg tror ikke vi skal være så bange for det normative. Vi kan ikke komme uden om samtalen om hvad den bedste velfærd er, og det er måske ikke så stort et problem.
Målinger
Effektivitet kan måles. Men hvis det vi måler bliver målet - fjerner vi os fra at lave den bedste velfærd, til at lave den velfærd der nemmest kan måles, eller lever op til de effektivitetskrav. At arbejde i kultur og det normative bliver nødvendigt når vi har komplekse problemer. Vi kan ikke løse komplekse problemer med målinger.
Læs også:Produktion og definition
