torsdag den 27. august 2015

To måder at starte på

Jeg står og holder oplæg for en gruppe kommunale medarbejdere fra hele Syddanmark. På min slide står der “Giv det bort” og “Skab relationer”. Det er skrevet med blå sprittusch, og overskriften er: “To måder at starte på”. Vi snakker om samskabelse. Nogle gange er det svært at se, hvor man skal starte. Vi har gode intentioner men ved ikke rigtigt, hvor vi skal starte. Hvor kan man gribe fat?



Giv det bort
At være generøs er et godt udgangspunkt. Hvis vi har noget at tilbyde, er der ofte samarbejdspartnere der gerne vil tage del. Så hvis du har noget at tilbyde, er det en virkelig god invitation at have. Giv det væk. Områderne, lokalerne og mulighederne. Der skal ikke gives nogen penge væk. Pengene vil forpeste processen. Giv kun det, som der kan ske noget med. Giv det bort som kan skabe handling.

Service
Det er vigtigt ikke at forblive et serviceorgan, men komme ud af den rolle. Men det kan sagtens lade sig gøre. Det kræver bare klare signaler om, hvad samarbejdspartnerne kan forvente. Det er en god ide at starte med at sige, at der ikke er nogen puljer eller andre poser penge, man kan få. Men vi vil gerne være med til at gøre noget.

Skab relationer
Gå ud og lær mulige samarbejdspartnere at kende. Brug tid på at komme på besøg. Helst uden en dagsorden. Tag ud og lyt til hvad andre har på hjerte, og begynd at placere dig i deres verdensbillede. På et tidspunkt vil de så tænke på dig, eller du vil tænke på dem, i en helt ny sammenhæng. Udgangspunktet for at starte et nyt samarbejde er, at man ved, at den anden eksisterer, og hvad den anden kan og vil.

Investering
Se det som en langsigtet investering. Det hele kommer tilbage igen. De resurser, der er blevet brugt på at lære de andre at kende, kommer tilbage som hjælp eller som bedre samarbejde. Jeg tror også, at det giver meget færre konflikter, når tingene kan gøres uformelle. Opbyg en konto med Goodwill. Det er en konto du bliver glad for.

www.nisgmadsen.com

Læs også: Generøsitet i et mangelsamfund