GOD JUL

Tak for et dejligt år. Der har mødt mange spændende mennesker, og jeg har været glad for at kunne inspirere medarbejdere og ledere i hele landet.

Jeg ønsker jer alle en god jul og et festligt nytår

2019 bliver et år fyldt med foredrag om både arbejdsglæde, håndtering af forandringsprocesser og samskabelse. Jeg glæder mig til dem alle sammen og håber at vi ses derude.

Tak fordi du læser mit nyhedsbrev

Jeg håber at nyhedsbrevene har været inspirerende og jeg hører gerne fra dig, hvis du har spørgsmål, eller ønsker til en samtale. Jeg er meget nysgerrig og elsker at bidrage til arbejdet med samskabelse.

Gav denne artikel inspiration? Giv mit nyhedsbrev til en kollega i julegave!

Hvad er et komplekst problem?

Ikke alle problemer er komplekse. Heller ikke i velfærdsarbejdet. Der skal saltes på vejene, når der er frost. Der skal gøres rent hos de ældre. En bandage skal skiftes.

Der er en masse, der kan og skal styres, enkle problemer, hvor det vigtige er, at der sker noget, og ikke hvor innovativt det er – i hvert fald i første omgang. Fokus på komplekse problemer er der kommet, dels fordi det er dem, vi er dårlige til at løse med de redskaber, vi bruger nu. Dels fordi vi ikke længere har ressourcer nok til blot at gøre, som vi plejer. Derfor bliver vi nødt til at se os om efter nye måder at gøre tingene på, for at vi kan vedblive med at have den velfærd, vi er vant til. Det gør velfærdsydelserne komplekse.

En gang imellem kan en metafor give os et billede, som gør problemstillingen nemmere at have med at gøre. At holde en fest er et komplekst problem. Der er visse ting, vi kan gøre noget ved: invitationen, maden, drikkevarerne,  stedet og underholdningen.

Men vi kan ikke bestemme, om folk dukker op. Vi kan heller ikke bestemme, om de er i god humør. Vi kan ikke bestemme, om et par netop har haft et skænderi, inden de kommer til festen. Det er uden for vores rækkevidde, og på den måde er der flere faktorer, end vi kan forestille os, som vi ikke har indflydelse på. Kan folk lide hinanden? Bliver der slagsmål, holdes der pinlige taler eller kommer der gode indslag?

Vi kan skabe rammerne og gøre os umage for at lave en god fest, men der er ingen garanti for, at den bliver det, fordi der er mange faktorer, som vi ikke kan styre. Hvis vi forsøgte at styre det hele, ville vi ødelægge stemningen. Det sker, hvis vi ikke giver plads til, at folk gør, som de har lyst til: danser, synger og snakker. Folk skal føle, at de kan tage del, at de bliver set, at de er til stede, for at der kommer en god stemning.

Vi kan ikke forudse, om det kommer til at gå godt eller ej. Der er for mange faktorer, som vi ikke kan styre. Vi kan ikke bruge rationel styring og organisere en skudsikker proces. Vi kan slet ikke beordre folk til at have det sjovt. Vi har brug for, at folk bidrager til festen med godt humør.

Når du næste gang står over for et komplekst problem, så forsøg at anskue det, som om du er i gang med at skulle holde en fest. Jeg har brugt metoden med held. Det kan i hvert fald være en begyndelse og netop få dig til at holde op med at være nervøs. Få gode relationer, gør noget ud af invitationen og sørg for, at gæsterne får mulighed for at bidrage.

Denne artikel var et uddrag af bogen "Fra service til samskabelse" Del den med din kollega!

Det mest betydningsfulde

Mening er det vigtigste. Særligt for unge mennesker. De går i stykker, hvis de skal lave noget meningsløst og møder ganske enkelt ikke op, hvis de ikke kan se meningen med det. Men vi er alle uanset alder postmoderne mennesker, hvor mening er det absolut vigtigste.

Spørger man folk om, hvad der er vigtigst ved deres valg af arbejde, siger de, at det skal give mening. Mange opgiver økonomisk sikkerhed til fordel for at lave noget meningsfuldt. Der er mere prestige i at lave noget, der giver mening end noget, hvor man tjener mange penge.

Mening er en møntfod. Vi vil være betydningsfulde og gøre noget betydningsfuldt, og så er der mange andre hensyn, der skubbes i baggrunden. Dette gælder også, når vi taler ledelse.

Meningsmager

Det betyder så, at ledelse handler om at skabe mening. Hvis mening er vores kultur, DNA’et i en organisation, vil ledelse være at skabe mening. I samskabelse passer det fint. Der er en række aktører i en samskabelsesproces, som er ustyrlige. De frivillige, medarbejdere fra andre afdelinger, borgerne selv, foreninger og borgerens relationer. De er ustyrlige, fordi en offentlig leder står ganske magtesløs i forhold til dem. De gør, hvad de har lyst til, og det, de vil, er det, de ser som meningsfuldt.

Nogle ledere føler måske, at det løber dem koldt ned ad ryggen, men ustyrligheden er en gave. Det betyder, at det ligeværdige samarbejde er nødvendigt, ja, at det næsten bliver en selvfølge. Det betyder også, at de andre aktører tager ansvar og bliver en del af løsningen på måder, som man ikke havde forudset. At de andre aktører har plads til at gøre noget, du aldrig havde forudset, betyder, at der sker noget innovativt.

Denne artikel var et uddrag af bogen "Fra service til samskabelse"

Dokumentation og rettigheder

Dokumentation og rettigheder

Når jeg taler med kommunale medarbejdere, fremgår det, at der er stor forskel på, hvor meget af deres arbejdstid, der går med dokumentation. Det er dog tydeligt, at der bliver brugt enorme ressourcer på dokumentation. Og det føles sjældent som meningsfuldt arbejde.

Dokumentation har sin egen logik. Det giver mening inde i systemet og borgernes rettighedskrav har været med til at skabe denne dokumentationsbyrde. Hvordan skal kommunen ellers kunne vise, at borgeren har fået det, borgeren har ret til, hvis kommunen ikke kan dokumentere det? Borgeren har ikke alene krav på en velfærdsydelse.

Han skal også have sikkerhed for, at han reelt har fået den. Men det faktum, at der bliver brugt så mange ressourcer på dokumentation, kan ud fra mange hensyn synes at være uhensigtsmæssigt.

Ressourcerne

Hvis vi drosler ned på kravet om dokumentation, så må vi også begrænse borgerens rettigheder. Bevisbyrden for, at borgeren har fået opfyldt sine rettigheder, ligger hos kommunen. Derfor bliver borgeren nødt til at give slip på sine rettigheder, hvis han vil have mindre dokumentation. Og det vil han! Netop for at frigøre de ressourcer, der er bundet i arbejdet med dokumentation.

Mangfoldige ydelser

Hvis vi i samskabelsens navn skal kunne give borgeren en ydelse, der modsvarer hans behov, og hvor der også tages hensyn til borgerens historie og konkrete sociale situation, kan man hævde, at det heller ikke giver megen mening, at borgeren skal kunne slå kommunen i hovedet med sine rettigheder, hvis vi forudsætter, at det er retten til at opnå særlige ydelser.

Det giver kun mening, hvis vi opererer med faste standarder, og faste standarder kan ikke eksistere i samklang med løsninger, der skabes i et ligeværdigt samarbejde, hvor udgangspunktet netop er borgerens konkret levede liv – og ikke kommunens forpligtelser.

Denne artikel var et uddrag af bogen
"Fra service til samskabelse"

www.nisgmadsen.com

Ansvar som anerkendelse

Ansvar som anerkendelse

Når frivillige er glade for at arbejde frivilligt, er det ikke, fordi det er nemt, men fordi det giver mening. At det er betydningsfuldt. At der følger ansvar med, er en tillidserklæring og en anerkendelse af de frivilliges arbejde, som så vil blive set på som ligeværdigt med de ’professionelles’ arbejde i kommunen – og derfor vigtigt og betydningsfuldt. De frivillige vil ikke længere være ’flødeskum på lagkagen’.

De vil være reelle aktører, som bærer ansvaret for, om den konkrete aktivitet lykkes. Den enkelte velfærdsmodtager vil forhåbentlig også føle et ansvar for, at der sker reelle forandringer. På samme måde med netværket omkring velfærdsmodtageren. Det offentlige bliver nødt til at gå ad den vej for at få det samarbejde, som er grundlaget for samskabelse, op at stå.

Et ligeværdigt samarbejde kan ikke være til stede, hvis den ene part bærer hele ansvaret

Man kan heller ikke have ejerskab over noget, hvis man i sidste ende ikke har nogen betydning for, om samarbejdet giver resultater eller ej.

Derfor skal vi tage livtag med denne diskussion om ansvaret. Den vil som nævnt blive betydningsfuld i udviklingen af samskabelse. Særligt når samskabelsen går fra projekter, hvor ansvaret er begrænset, til de ansvarstunge områder som det sociale område, handicapområdet og arbejdsmarkedsområdet.

Medvindsprojekterne kan sagtens fungere, hvor kommunen tager ansvaret, hvis de ikke lykkes. Men hvis samskabelse skal tages alvorligt og være et reelt alternativ i stedet for blot for sjov, skal ansvaret overgå til en større gruppe.

Uklarheden om ansvarsfordelingen er helt klart en vanskelighed i forhold til tankegangen i NPM, som netop er i stand til at placere ansvar. Men hvis vi forlader NPM og ser samskabelse på begrebets egne præmisser, er der ingen problemer. Ingen røde lamper der lyser.

Jo flere der har ansvar, desto mere ansvar bliver der taget.

Denne artikel er et uddrag fra bogen "Fra service til samskabelse"

www.nisgmadsen.com