Silo-smeltning

Samarbejde på tværs

Der snakkes om at arbejde på tværs i kommunerne. Jeg kan ikke lade være med at more mig med hvad der indefra ses som på tværs, og hvordan det ser ud udefra. Brugere kan simpelthen ikke se siloerne, og er ofte frække nok til at stille spørgsmål til dem. Andre gange går de ganske enkelt på tværs uden at tænke over det, og kommunemedarbejderne råber ”AV”, når brugerne går igennem gennemsigtige vægge.

Billedtitel: solskins-LOVE

Boots were made for walking

Her er det en rigtig god mulighed for at tage de sko på som brugerne har, og gå de skridt de går. Finde deres stier, og glemme motorvejene gennem systemet. Det er ikke altid det giver mening at blive på vejen.

På tværs

Jeg har oplevet flere borgere der i et forsøg på at få et bedre liv henvender sig til en institution i kommunen, men bliver vist videre til en anden, som nok kan klare det bedre. En institution der sikkert også vil sende borgeren videre til en anden afdeling der er bedre til det. Men er borgeren gået forkert første gang? Eller kan vi bare ikke se det rigtige i borgerens  valg?

Skaterbaner

Der var tre skaterbaner i byen. En var privat, en anden i institutionsafdelingen og en tredje i fritidsafdelingen. Vi begyndte at arbejde på tværs, men man kan være fræk og spørge: Af hvad? Set fra skaternes side af var det skaterbaner. Ikke tre forskellige ting.

Nyt perspektiv?

Borgeren ser ikke verden som på tværs. De ser det hele sammen, og hvis vi tager deres blik udadtil, kan vi se nogle andre ting. Og det er ikke på tværs. Det er sammenhæng. Indefra var der siloer der næsten var uoverstigelige i deres forskellige tilgang, men for brugerne var der intet skel. Kunne vi bruge deres perspektiv?

Brugerens landskab

Vi må opgive vores perspektiv til fordel for brugerens perspektiv. Det er grundlaget for at finde nye løsninger og se nye sammenhænge i brugerens landskab. Vi finder brugerens landskab ved at spørge og være til stede. Og det kan godt være at vi bliver mødt med lidt skepsis i starten.

Nye veje

Der er et perspektiv derude, der måske kan det vi gerne vil. Som ikke ser siloer og derfor smelter siloerne. Hvis vi lod det perspektiv være vores løftestang til at komme over siloerne, havde vi måske en ny kraft, og nye veje. Vi bør hilse dem velkomne.

Skiltedød

Samler

Jeg har en svaghed for skilte. De virker tit håbløst naive, og derfor også morsomme. At tro at man kan forandre noget med et skilt er simpelthen morsomt. Og de mest skingre forsøg, er blevet et samlerobjekt for mig. Skilte bygger på en logik jeg ikke abonnerer på.

Vaske hænder

Når skilte er bedst kan de give en information som man sandsynligvis kunne have sagt sig selv. Når de er værst er de simpelt demotiverende og tænder min trods-tankegang. Skilte har det med at sætte sig på logikken og definere hvad der skal ske i et rum. De bestemmer og dem der har sat dem op, kan bruge dem som undskyldning: ”vi har gjort noget ved det!”. Det er virkelig at vaske hænder. Derfor er det så lidt sympatisk.

Autoritet

Definitionsretten betyder også at der ikke kan ske mere end skiltet tillader. Så kreativitet og nyskabelse er bandlyst. Skiltet har autoritet – men fra hvad? Hvorhenne har det vundet sin autoritet? I denne verden har skrift ikke megen autoritet. Det har mening. Vi har som postmoderne mennesker ret gode kontekstopfattende antenner. Dem har simpelthen behov for, fordi traditionerne er borte. Så det handler bare om at bruge dem.

Jeg tror på kultur, kontekst og det talende rum

Som formidler i et børnekulturhus, gik det op for os at størstedelen af vores målgruppe ikke kunne læse. Hvordan orienterede de sig så? Hvordan vidste de hvad man kunne og måtte? Hvis vi satte instruktionsskilte op, gav vi de voksne definitionsretten af rummet. De kunne læse hvad man skulle og måtte. Men da vi var til for børnene, og hellere ville have at det var børnene der instruerede deres forældre, indførte vi skiltedød.

At læse et rum

Børn er vant til at læse et rum. Og jeg tror at vi alle læser rummet før vi læser skiltet. Vi gør hvad rummet siger, frem for hvad skiltet siger. Ved at forstærke hvad rummet siger, gav vi børnenes almindelige læsning af et rum, anerkendelse. Selv de voksne kunne faktisk finde ud af det, hvis de slukkede for instruktion, og tændte for intuition.

Skilte-død

Skilte er mest til for afsenderen. Min erfaring er at vi kan gøre meget mere ved at arbejde med rummet, end ved at sætte skilte op. Vi er sociale væsener, og opfører som de andre i flokken. Særligt hvis vi er nye, og ikke kender reglerne. Og når vi kender reglerne behøver vi ingen skilte. 

Ensomhed

Komplekst

Vi vil gerne hjælpe de ensomme. Men ensomhed er komplekst at arbejde med. Hvordan får man fat i ensomme mennesker? Ensomme har intet netværk og derfor ikke til at komme i kontakt med. Ingen ved de er ensomme. Der er ingen der har lyst til at melde sig i ensomhedsforeningen, og komme til ensomheds-cafe-aften. En avisannonce vil nok ikke gøre det.

Billedtitel: Blomst Forladt

Støvet stemme

Der er en grund til at du er ensom. Måske har du svært ved at være sammen med andre, måske har andre svært ved at være sammen med dig. Du har måske svært ved at være i rum med flere personer. Måske har du ikke sagt noget i så lang tid, at din stemme er lidt støvet, og du er svær at forstå.

Venner

Vi vil gerne hjælpe. Men det er så komplekst et problem at en kommune ikke kan gøre det alene. Vi kan ikke hyre venner til alle der er ensomme. Vi kan ikke have hattedamer til at lege ven. En ven er en der holder af dig, og besøger dig lige meget hvad.

Samskabelse

Så hverken kommunen eller de frivillige er i stand til at løse opgaven. Der skal flere med på banen. Det skal være sam-produktion, eller samskabelse. Faktisk duer det ikke længere at kalde nogen for frivillige. Frivillige er de stærke der har så stort overskud at de kan give det til andre. Det billede mener jeg sætter en stopper for samskabelse.

Frivillig?

Hvis den aktive part (den frivillige) rent faktisk er den ensomme, som så ikke længere er ensom fordi han laver et arbejde sammen med andre, så er det fjollet at snakke frivillig/ikke frivillig. Det bliver også let til frivillig/offer, og det er ikke godt for nogen at være i offer-rollen. Meningen var at de skulle ud af offer-rollen.

Mange

Der skal mange med på banen, og de skal alle opleve at de gør det for deres egen skyld. Kommunen kan være med til at sætte det i gang, og facilitere en proces, men skal slippe at være dem der skal have noget ordnet. Den skal også slippe at have løsningen og ansvaret.

Forhandling

Se, ledelse i det felt er en helt ny genre. Der er kun forhandling tilbage. Der er ingen styring gennem ”regler, ordrer og kontrol, eller ved hjælp af resultat- og præstationsfremmende løn- og karrieresystemer.” som Eva Sørensen og Jacob Torfing siger det.

Uden regler, ordrer og kontrol, åbner der sig en ny form for ledelse. En ledelsesform jeg omfavner og byder velkommen.

PS. artiklen hedder ”offentlig ledelse af frivilliges samproduktion af velfærdsservice”

Guerilla-frivillighed

Oplæsning

En kvinde tilbyder biblioteket at komme og læse højt. Så kan børn komme og lytte med når de har lyst. Frivilligt arbejde, aktiv borger, lige det vi skal bruge. Kvinden er dog lidt skrøbelig og sårbar. Hun mener selv at hun kan løse opgaven, da hun er uddannet lærer.

Billedtitel: Blod

Hvor ender historien?

Det lyder som en lykkelig historie. Kvinden kom ind på biblioteket og fik god kontakt til en gruppe børn, der havde glæde af at få læst højt. Hun fik selv et større netværk og blev derfor mindre sårbar. Kvinden fik et meningsfuldt tilhørsforhold til biblioteket og biblioteket havde glæde af hende i flere sammenhænge, som ”ekstra hænder”.

Forsigtighed

Men sådan blev det faktisk ikke. Kvinden blev afvist. Af mange gode grunde: hvem skulle sikre at hendes bidrag var godt nok, så biblioteket kunne stå inde for dem, og ligge navn til? Var der resurser til at kvalitets-sikre og eventuelt kompetenceudvikle? Kvinden var også skrøbelig og sårbar, så der skulle sikkert være medarbejdere der skulle ”tage sig af” hende, og sørge for hendes trivsel. Ville hun være stabil?

Passer bedre et andet sted

Kvinden fik at vide at hun nok passede bedre ind et andet sted. En børnehave, en vuggestue eller en SFO? Det var nok meget nemmere for dem at rumme hende. Jeg tror at hun er blevet sendt videre fra alle de steder hun er kommet. Jeg kan håbe det er anderledes, men jeg har selv sendt mennesker der tilbød sig selv, videre, ud fra tanken om at andre havde meget nemmere ved at rumme dem. Ikke noget jeg er stolt af.

Guerilla-oplæsning

Kunne kvinden bare være gået ind på biblioteket og læst højt? Ja, det er der vist ikke nogen lov imod. Hun kunne have lavet guerilla-oplæsning, og nogen af de initiativer jeg ser blandt unge, er ofte uden at spørge. Og det kan jeg godt forstå. Gør det! og se hvad der sker. Før der er nogen der opdager hvad der sker, er du gået i gang med noget andet. Ligesom Guerilla-gardening.

Inddragelse / Deltagelse

Inddragelse

Inddragelse er, at det er mit du inddrages i. Det kan være meget godt at der er en klarhed i hvem der bestemmer og hvad der er. Men du skal ikke forvente følelse af ejerskab fra andre end sig selv. Du skal måske heller ikke regne med at der kommer forslag til forandring, eller ønsker frem. Der er lidt ”take it, or leave it” over inddragelse.

Billedtitel:Ar

Deltagelse

Deltagelse er ikke tage folk ind i det, men give det bort til dem. I deltagelse tager du del. Så det skal være muligt for dig som deltager at få en del. Hvis du er den der har noget som du gerne vil have at andre deltager i noget betyder det med delene noget. Du bliver nød til at spørge dig selv: hvad vil du egentlig af med? Hvor meget vil du give bort?

Hvad kræver deltagelse?

Deltagelse giver følelsen af ejerskab. Følelsen af ejerskab skabes hvis man får noget at eje. At man får en del af det. Deltagelse kræver at man deler. Deler opgaver og deler ansvar. Deler oplevelsen. Her kommer fællesskab ind i billedet. Der er ikke noget der giver fællesskab som at dele noget. Være sammen om noget.

Oplevelser

Alle de følelser er noget der opstå ved store oplevelser sammen med andre, hvor man netop føler man har delt det, netop har haft det sammen. Jeg synes sjældent det sker i en biograf. Filmen kan ikke rigtig dele ud, og give noget til dig, men ved en koncert kan oplevelsen af at dele musikken med kunstnerne være stor. Hvis musikken kommer ”ud over scenekanten”. Altså: bliver en del af publikum.

Klag til dig selv

Jeg tror på fællesskabet der kan komme ud af det, men når professionelle og frivillige skal arbejde sammen, eller besøgende og ansatte, publikum og kunstnere er der noget på spil. Kvaliteten og ejerskabet. Er det publikums forestilling eller kunstnerens? Hvem skal stå inde for kvaliteten? Hvem kan man klage til hvis det ikke er som det skal være? Sig selv som deltager?

Kompetent aktør

Der er væsentlig forskel på inddragelse og deltagelse. Jeg tror på at vi som mennesker i dag er langt mere til deltagelse. Det giver simpelthen mere mening at få en del af det, og følelsen af at være kompetent aktør i verden, bliver styrket af at deltage. At få lov til at være kompetent aktør er vel næsten et krav i dag. Både fra borger, besøgende og fra publikum.