lørdag den 2. november 2019

Hvorfor er der ikke noget på de andre tage?


I min dejlige efterårsferie var jeg i københavn. En af dagene tog vi ud på Copenhill. Det er den skibakke der er lavet på det nye kraftværk, som Bjarke Ingells har tegnet. Det er fantastisk innovativt at bruge tagene på bygninger til rekreative områder og Copenhills er simpelthen fantastisk. Der er en flot udsigt, mulighed for at vandre, løbe og stå på ski.



Men den erkendelse der kom da jeg havde været på taget et stykke tid, fortalte mig noget om innovation. Der gik nemlig ikke længe før udsigten over de andre industritage rundt om kraftværket fik mig til at tænke: “Hvorfor er der ikke noget på de tage?”

Der gik altså ikke lang tid før det åbenlyst at man burde have rekreative områder på tage. Så fra at Copenhill var noget helt specielt, blev de andre tage lige pludselig nogen der manglede noget. De virkede gammeldags med deres tomme flader og grimme vinduer.

Innovation smitter lynhurtigt. Det bliver lige pludselig oplagt med den nye løsning alle steder. Når jeg har samtaler med ledere og medarbejdere om nye løsninger, er en af de første tanker også: “Hvorfor gør vi ikke det på de andre områder?”

At lave noget som Copenhill, handler ikke kun om det ene tag. Det stiller spørgsmål ved alle tagene i byen. Sådan er nye løsninger. Sådan virker samskabelse også. Det er ikke sjældent at når samskabelse lykkedes virker det underligt at vi ikke gør det indenfor alle områder.

Jeg er så glad for udviklingen samskabelse har taget. Jeg er sikker på at bevægelse er så meget i gang at flere og flere spørger:”hvorfor gør det ikke hos os?”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar