Meningsløs
manege
Borgerne er klar over
situationen, og det resulterer i rigtig mange frustrationer, der opstår i mødet
mellem et system og en borger. For borgeren føler, han skal tilpasse sig et
system, og det er ikke rart at skulle klippe en hæl og skære en tå.
Vi vil som borgere gerne
kunne mærke, at der er plads til os, og at vi ikke er mindre værd end et system,
som kommunen har besluttet, er det rigtige. Der er meget langt fra de centrale
beslutningstagere til de borgere, der føler sig klemt og hurtigt føler sig
endnu mere udsat, når de skal klemmes ned i en systemkasse, hvor tingene
foretages på en for borgerne umiddelbart meningsløs måde og rækkefølge.
Det gør borgerne til
klienter og resulterer i mangel på initiativ at blive sendt rundt i en for
borgerne meningsløs manege. Jeg ved godt, at der tages mange initiativer, der
prøver at bløde op for denne tendens, men det er symptombehandling ikke at tage
fat, hvor det virkelig ville batte.
Vi vil have stærke
borgere, der tager initiativ og selv kommer med forslag til løsninger. Men vi
kan let komme til at gøre dem til det omvendte. Klientgørelse finder sted i de
procedurer, der selv af medarbejdere beskrives som meningsløse. At være til
stede som menneske i sin egen bestræbelse på at opnå velfærd er essentiel for
at tilskynde borgere til selv at kunne og ville bidrage. ’Systemet’ skal derfor
kunne rumme den enkelte borger med hans eller hendes relationer, kontekst og
historie.
Aktive
borgere
Når vi taler om
samskabelse, er det indlysende, at vi har brug for en borger, der som sagt er
en person med relationer, en historie og som lever i en kontekst. De komplekse
problemer, som karakteriserer velfærdssamfundet, kan ikke løses uden en borger,
der er medskabende.
På det sociale område kan
det offentlige godt bevilge ydelser, men hvis der reelt skal ske en forandring
for borgeren, er det en forudsætning, at borgeren selv kommer på banen. Kommunerne
er begyndt at anerkende, at de ikke kan løse alle problemer. At de ikke kan
gøre det alene.
Denne erkendelse gør, at de
nu ser sig om efter partnere, der kan hjælpe. Det er godt at indse sin egen
begrænsning, for så kan man muligvis også se de andres kvaliteter. De aktive
borgere og anerkendelsen af, at kommunen ikke kan løse alle problemer, er to
faktorer, der trækker samskabelse på banen.
Men gør kommunerne noget
for, at borgerne skal føle sig som aktører?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar