Uddrag af Kapitlet "Fra kunde til borger" fra bogen "Fra service til samskabelse - vejen til meningsfuld velfærd"

Kun service

’Den gode oplevelse’ – det var det, kommunaldirektøren proklamerede, kommunen skulle kunne præstere. Det var det vigtigste, at borgerne havde en god oplevelse, og det lyder jo fint. Folk, der har haft en god oplevelse, brokker sig ikke. De taler pænt om en.

Men når vi taler om velfærd, er det vel ikke oplevelsen, der er det vigtigste. Lige meget hvor glad jeg er for den måde, jeg bliver behandlet på, er der jo ikke meget ved det, hvis det ikke virker. Hvis jeg ikke får den hjælp, jeg har brug for. Selvom jeg er glad for de møder, jeg har med min sagsbehandler, så er det ikke noget værd, hvis jeg ikke bliver en del af samfundet igen.

I forbindelse med skabelsen af velfærd er oplevelsen kun en lille del af det, der skal til. Det er det derimod ikke i en butik. I en butik er kundeoplevelsen enorm vigtig. Så ved at kalde oplevelsen det vigtigste, havde den før omtalte kommunaldirektør lige skrevet kommunen ind i kunde og butik-relationen. Det er faktisk ærgerligt, for så er der kun det at yde service tilbage.

At være kunde

Hvis oplevelsen er det vigtigste, er velfærd blevet et produkt, man får i en butik. Man bliver kunde i stedet for borger, og da det er min oplevelse, det drejer sig om (noget ganske subjektivt), har jeg altid ret. Kunden har altid ret. Hvor må det være irriterende som sagsbehandler at skulle sørge for, at borgeren har en god oplevelse. Service bliver for sagsbehandleren at føje sig og gøre glad, at please.

Men lad os se på det på samme måde, som en borger vil opleve det. Hvordan opleves det at blive kunde i en velfærdsbutik? En gang imellem er jeg kunde. Jeg træder ind i en butik og forventer venlighed og imødekommenhed. Men som kunde forventer jeg ikke, at ekspedienten er ærlig. Jeg ved, jeg står over for et andet menneske, der har en interesse, der hedder penge – ikke min livskvalitet. Det er en del af aftalen i kunde-butiks-relationen. Jeg træder ikke ind i en butik og forventer medfølelse fra en ekspedient. Jeg forventer heller ikke samfundssind. Til gengæld kan der så heller ikke stilles krav til mig.

Relationer, historie og kontekst

Det er ikke ret meget, jeg har med ind i min rolle som kunde. Jeg kan se bort fra hele mit netværk og min livshistorie, for det er ikke en del af at være kunde. Det er i den sammenhæng betydningsløst, hvem jeg kender, hvad jeg laver i min fritid, om jeg bor tæt på min familie, om jeg har mange venner, og om jeg har hund. I velfærdsarbejdet er det derimod lige der – i det landskab af ressourcer – at vi skal finde muligheder for samskabelse.

Vi skal se på borgeren som en person med en historie, med relationer og i en kontekst. Alt det er noget værd, når vi skal samskabe. Som medarbejder kan vi begynde med at anerkende vigtigheden

af, hvem det er, vi taler med, og at det er en person med relationer, en historie og i en kontekst.

Hvad er en borger?

Hvem kalder sig selv borger? Det er vist kun ganske få, der vil benævne sig sådan. Det er virkelig et begreb, der lugter af kommune og offentlige bygninger. Derfor er der ofte debat om, hvad man skal kalde de personer, som velfærden omfatter. Der er mange betegnelser i omløb: ’borgere’, ’brugere’, ’personer’, ’mennesker’.

Jeg ville ønske, jeg havde et godt bud på et ord, der rummer det, vi gerne vil udtrykke, og som ikke lugter så meget af det offentlige, men jeg har besluttet at bruge ordet borger. En borger er en aktør, som ikke nødvendigvis bruger det offentlige, men er en del af samfundet. En samfundsborger.

I vores velfærdsarbejde er det vigtigt at huske, at en borger er en person. En person med relationer, en historie og i en kontekst.

www.nisgmadsen.com

Uddrag af kapitel 1 "Hvad er samskabelse?" fra bogen "Fra service til samskabelse - vejen til meningsfuld velfærd"

Produktion af velfærd

Samskabelse er produktion af velfærd i et samarbejde. Samarbejdet skal være ligeværdigt. Det er utroligt centralt og en god indgang til at forstå begrebet. Det betyder nemlig, at der ikke er én aktør, der bestemmer. Samtidig betyder det, at der kan og skal stilles krav til alle parter. Hvilket er en forskel fra borgerinddragelse.

Retten til at definere problemet bliver bredt ud til alle parterne. Det er vigtigt, fordi problemets definition ofte bliver lavet i lyset af, hvad man har af løsninger. Vi er tilbøjelige til at se problemerne på en måde, så vi kan løse dem med de værktøjer, vi nu har. En mand med en hammer ser kun søm, der skal bankes ind.

At opgive definitionsretten betyder, at der bliver stillet krav om/ fremsat ønsker til noget, vi ikke tidligere har gjort. Derfor skal der laves nye løsninger. Innovation er derfor en uundgåelig konsekvens af samskabelse. Ophævelse af definitionsretten gør det også mere besværligt for parterne. De skal forhandle om, hvad der giver mening.

At det er besværligt, er derfor et godt tegn på, at man er på rette vej. Det kan være godt at huske.

Fagligheden

Ligeværdigheden betyder ikke, at kommunale medarbejdere skal se bort fra deres faglighed. De skal blot være villige til at lytte til andres synspunkter om et problem. Fagligheden er stadig af stor betydning for at sikre, at der bliver lyttet til alle. Samtidig er faglighed også en forudsætning for kvaliteten. Men faglighed skal have blik for andre kvaliteter end dem, vi måske normalt fokuserer på. Definitionen på kvalitet skal derfor også produceres i et ligeværdigt samarbejde.

Det offentliges ansvar

Bogen her er et forsøg på at beskrive den udvikling, jeg kan se foran os, når vi begynder at samskabe. Det er en beskrivelse henvendt til ansatte i det offentlige, og er altså ikke skrevet primært til civilsamfundet. Fokus kunne have været på, hvordan de frivillige skal forholde sig til samskabelse og hvilken udvikling, vi kunne ønske os i civilsamfundet. Men bogen kan bruges af alle aktører, der gerne vil samskabe.

Jeg mener, at det offentlige har et særligt ansvar i forhold til samskabelse. Det offentlige har de økonomiske midler og den nødvendige professionalisme. Jeg mener derfor, at det kan kræves af de ansatte i det offentlige, at de skal være drivere af samskabelse. Samtidig har disse ansatte en pligt til at beskytte de svage i vores samfund. At arbejde med velfærd er at skabe livskvalitet. Det er uhyre meningsfuldt.

www.nisgmadsen.com

Fra service til samskabelse - vejen til meningsfuld velfærd

Endelig har jeg en fysisk bog i hånden. Jeg vil i de kommende nyhedsbreve give dig lov til at få smagsprøver af bogen.

“Fra service til samskabelse - vejen til meningsfuld velfærd” er skrevet  på en ligefrem og levende måde der gør samskabelse i vores velfærd, forståelig. Bogen er på alle måder et godt udgangspunkt for at arbejde med samskabelse.

Her kan du læse hvad der står på bagsiden:

Samskabelse er i dag blevet en del af det offentliges måde at arbejde med velfærd på. Det er ud fra en anerkendelse af, at borgeren bør være et aktivt led i det offentliges bestræbelser. Samtidig kommer der en masse initiativer fra borgere, som ønsker at være aktører i at skabe deres egen velfærd. Denne udvikling kalder på samskabelse.

“Fra service til samskabelse - vejen til meningsfuld velfærd” tager udgangspunkt i, at skabelsen af velfærden er i forandring og svarer på spørgsmålet, hvilke konsekvenser samskabelse har for vores samfund.

Bogen beskriver begrebet og hvordan man håndterer de komplekse problemer, der præges af vores opfattelse af nutidens velfærd. Samtidig klæder den læseren på til at arbejde med samskabelse i det offentlige, både som borger, medarbejder og leder.

www.nisgmadsen.com

Bliv aktivist!

Flere aktive

I dag er vi som borgere blevet meget mere opsatte på at være aktive i vores lokalsamfund. Jeg tror du kender nogen der gør noget. For det at gøre noget ved tingene er noget der er kommet for at blive. Lige fra små initiativer til landsdækkende hjælpsomhed.

Aktører overalt

Derudover vil vi gerne være aktører i vores egen velfærd. Vi vil gerne gøre noget. Hvis der er noget forkert gør vi noget ved det. Eller hvis vi har overskud. Du kender sikkert nogen der gør det. Vi har set bogskabe i haver der fungerer som minibiblioteker, hvor man kan bytte bøger. Eller legetøj der bliver givet til et asylcenter. Der er utallige eksempler på denne her nye form for aktivisme.

Vi vil bidrage

Vi vil have lov til at bidrage og betyde noget. Måske ikke i en eller anden organiseret form, men bare sådan. Vi vil cykle med de gamle, samle skrald, hjælpe med indkøb og hjælpe med i børnehaven. Vi vil være en del af vores velfærd.

Fællesskaber

Måske føler vi os på nogen måder mere som en del af fællesskabet, og ved at hvis der skal ske noget, må vi gøre det selv. Eller som min mor sagde det, efter hun havde fjernet skrald fra den offentlige cykelsti uden for hendes vindue: “kommunen har nok bedre ting at give sig til”.

Gør noget

Min opfordring er tage sagen i egen hånd og prøve sig frem. Det gælder også kommunen. Det må kunne lykkes at samarbejde og støtte, på den ene eller anden måde. Vi skal måske bare prøve os frem. Og som borger er det her vores by, så hvorfor ikke gøre noget ved det vi synes der mangler?

www.nisgmadsen.com

Læs loven som fanden læser Bibelen

Jeg har fået et meget kontroversielt råd. Det er et råd til hvordan man som kommunal medarbejder arbejder med samskabelse.

Rådet er: “Lad være med at være opmærksom på lovgivning”.

Jeg har fået det af min gode ven og mentor, som har haft en lang karriere i det offentlige. Det handler ikke om at bryde loven, men argumentationen er at loven er det sidste der bliver lavet om, når man har fundet noget nyt. Også selvom det fungerer.

Langsommelig lovgivning

 Om jeg tror det passer? Ja! Lovgivning er ikke noget man lige laver om. Selvfølgelig må det komme med tiden efter at man har fundet ud af nye måder at arbejde på. Men det faktum betyder at vi skal flytte vores opmærksomhed væk fra hvad man må og ikke må. Hvad skal vi så i stedet?

Flyt fokus

Jeg opfordrer ikke til at bryde loven. Jeg opfordrer til at have opmærksomheden et andet sted end på lovgivningen. Og hvis det er muligt: Læs reglerne som fanden læser Bibelen.

Regler i nyt lys

Mange regler er ikke tænkt som begrænsninger af samarbejde mellem civilsamfund og kommune, men de bliver det lige pludselig. Reglen er måske lavet for at beskytte nogen, eller tage hensyn. Ikke for at forhindre borgere i at bidrage.

Skiltemalerens “selvtægt”

Der var en pensioneret tømrer i Svendborg der renoverede byens vejskilte. Han havde ikke spurgt om lov eller snakket med kommunen. Da det kom frem i medierne blev han indkaldt af kommunen, og fik at vide at reglerne forbød ham at fortsætte. Skiltemaleren fra Svendborg fortsatte, men det er alligevel en sørgelig historie.

Hvorfor ikke samarbejde?

Skiltemalere (eller andre aktivister) går nok stille med dørene nu, og det er ærgerligt. Et samarbejde mellem kommune og borgere er altid at foretrække. Reglerne må ikke forhindre sådan nogle initiativer.

Begræns begrænsninger

Hvis vi hele tiden holder øje med reglerne ser vi kun begrænsningerne. Bekymringer og begrænsninger er der nok af, og vi maner dem frem ved at have vores opmærksomhed på dem. Det er lidt ligesom at male fanden på væggen.

Prøv

Måske skal vi bare prøve os frem og se på om det ikke går. Og så løse problemerne som de kommer. Og så er det nok ikke på kant med lovgivningen alligevel.

www.nisgmadsen.com