Guerilla-frivillighed

Oplæsning

En kvinde tilbyder biblioteket at komme og læse højt. Så kan børn komme og lytte med når de har lyst. Frivilligt arbejde, aktiv borger, lige det vi skal bruge. Kvinden er dog lidt skrøbelig og sårbar. Hun mener selv at hun kan løse opgaven, da hun er uddannet lærer.

Billedtitel: Blod

Hvor ender historien?

Det lyder som en lykkelig historie. Kvinden kom ind på biblioteket og fik god kontakt til en gruppe børn, der havde glæde af at få læst højt. Hun fik selv et større netværk og blev derfor mindre sårbar. Kvinden fik et meningsfuldt tilhørsforhold til biblioteket og biblioteket havde glæde af hende i flere sammenhænge, som ”ekstra hænder”.

Forsigtighed

Men sådan blev det faktisk ikke. Kvinden blev afvist. Af mange gode grunde: hvem skulle sikre at hendes bidrag var godt nok, så biblioteket kunne stå inde for dem, og ligge navn til? Var der resurser til at kvalitets-sikre og eventuelt kompetenceudvikle? Kvinden var også skrøbelig og sårbar, så der skulle sikkert være medarbejdere der skulle ”tage sig af” hende, og sørge for hendes trivsel. Ville hun være stabil?

Passer bedre et andet sted

Kvinden fik at vide at hun nok passede bedre ind et andet sted. En børnehave, en vuggestue eller en SFO? Det var nok meget nemmere for dem at rumme hende. Jeg tror at hun er blevet sendt videre fra alle de steder hun er kommet. Jeg kan håbe det er anderledes, men jeg har selv sendt mennesker der tilbød sig selv, videre, ud fra tanken om at andre havde meget nemmere ved at rumme dem. Ikke noget jeg er stolt af.

Guerilla-oplæsning

Kunne kvinden bare være gået ind på biblioteket og læst højt? Ja, det er der vist ikke nogen lov imod. Hun kunne have lavet guerilla-oplæsning, og nogen af de initiativer jeg ser blandt unge, er ofte uden at spørge. Og det kan jeg godt forstå. Gør det! og se hvad der sker. Før der er nogen der opdager hvad der sker, er du gået i gang med noget andet. Ligesom Guerilla-gardening.

Inddragelse / Deltagelse

Inddragelse

Inddragelse er, at det er mit du inddrages i. Det kan være meget godt at der er en klarhed i hvem der bestemmer og hvad der er. Men du skal ikke forvente følelse af ejerskab fra andre end sig selv. Du skal måske heller ikke regne med at der kommer forslag til forandring, eller ønsker frem. Der er lidt ”take it, or leave it” over inddragelse.

Billedtitel:Ar

Deltagelse

Deltagelse er ikke tage folk ind i det, men give det bort til dem. I deltagelse tager du del. Så det skal være muligt for dig som deltager at få en del. Hvis du er den der har noget som du gerne vil have at andre deltager i noget betyder det med delene noget. Du bliver nød til at spørge dig selv: hvad vil du egentlig af med? Hvor meget vil du give bort?

Hvad kræver deltagelse?

Deltagelse giver følelsen af ejerskab. Følelsen af ejerskab skabes hvis man får noget at eje. At man får en del af det. Deltagelse kræver at man deler. Deler opgaver og deler ansvar. Deler oplevelsen. Her kommer fællesskab ind i billedet. Der er ikke noget der giver fællesskab som at dele noget. Være sammen om noget.

Oplevelser

Alle de følelser er noget der opstå ved store oplevelser sammen med andre, hvor man netop føler man har delt det, netop har haft det sammen. Jeg synes sjældent det sker i en biograf. Filmen kan ikke rigtig dele ud, og give noget til dig, men ved en koncert kan oplevelsen af at dele musikken med kunstnerne være stor. Hvis musikken kommer ”ud over scenekanten”. Altså: bliver en del af publikum.

Klag til dig selv

Jeg tror på fællesskabet der kan komme ud af det, men når professionelle og frivillige skal arbejde sammen, eller besøgende og ansatte, publikum og kunstnere er der noget på spil. Kvaliteten og ejerskabet. Er det publikums forestilling eller kunstnerens? Hvem skal stå inde for kvaliteten? Hvem kan man klage til hvis det ikke er som det skal være? Sig selv som deltager?

Kompetent aktør

Der er væsentlig forskel på inddragelse og deltagelse. Jeg tror på at vi som mennesker i dag er langt mere til deltagelse. Det giver simpelthen mere mening at få en del af det, og følelsen af at være kompetent aktør i verden, bliver styrket af at deltage. At få lov til at være kompetent aktør er vel næsten et krav i dag. Både fra borger, besøgende og fra publikum.

Blå paller

Formiddag

Vi sidder en formiddag og drikker en kop kaffe. Pludselig bakker en kæmpe lastbil ind på vores grund. En hopper ud for at spørge hvad det er de kommer med. Vi har ikke bestilt noget. Han kommer tilbage med en faktura. Det er kun transporten der koster. Det er vores navn. Ungdommens Hus har bestilt blå paller.

billedtitel: glad blomst - ond blomst

Blå paller

Blå paller er affaldspaller. Der er ingen pant på dem. De er i virkeligheden affald, og derfor har vi fået lov til at få dem gratis. Fordi de i virkeligheden koster penge at komme af med. Blå paller står over det hele på vores grund. Hvad skal vi gøre?

Flyt dig

Her kommer et ledelsesprincip ind: Craig Newmark siger ”flyt dig”. Forstået som: ”stå ikke i vejen”. Gå til side, og du vil se at der kan ske meget mere end du havde regnet med. Mængden af muligheder er større end du kan overskue, og hvis du træder til side, vil du se ting du ikke havde regnet med komme frem. Den blå avis – Craigslist i USA – blev brugt af pårørende til at finde hinanden efter Katrina i New Orleans.

Jeff Jarvis

Jeff Jarvis skriver om Craigslist i bogen ”Hvad ville google gøre?” og en pointe er at hvis Newmark skulle have forudset alt det Craigslist kunne bruges til havde han sikkert lavet så mange ”regler, restriktioner, pejlemærker, instruktioner og betalingstakster for, hvordan man kunne benytte Craigslist”.(J.J.2010) at det havde ødelagt Craigslist. Gjort det for besværligt at bruge, og derfor ville det ikke have udviklet sig på den måde.

Mulighederne bliver

De blå paller er blevet til: publikums podie, opretstående jordbærbede, kameratårne, swimming pool, scenepodie, parkour anlæg, pallemøbler og sikkert mere jeg ikke har opdaget. Vi lod de paller blive, og der var virkelig arbejde i at lade dem blive. Oprydning, flytning og finde plads. Men mulighederne blev der med pallerne.

Regningen

En ung havde bestilt pallerne til et parkour-område. Glemt at spørge om lov, og der står stadig nogen tilbage. Vi har bandet af de blå paller flere gange, men lige så mange gange har vi set dem blive til ting, vi slet ikke havde forestillet os. Fordi de var lige ved hånden, de var til rådighed. De blå paller har gjort det muligt at lave alle de ting, og det var ikke meningen at vi skulle have dem.

Centralisering

En mand taler

En mand taler. Og han taler meget, og ordene flyder: empowerment, innovation, mennesker, oplevelse. Han taler om et centralt kulturbyggeri. Forstået som et sted der samler. Han kan så mange tal og så meget beslutsomhed at man straks falder på halen. ”Hold da op!” når jeg hører mig selv sige det, tænker jeg straks at der er et eller andet ved dette narrativ der gør at det er så enkelt og stærkt at der ikke kan stilles spørgsmål til det. Og så stiller jeg spørgsmål.

Billedtitel: ond-ond

Det moderne

Hvordan kan det være at der bliver bygget store samlende institutioner, og ikoniske kulturbygninger?

Når jeg tænker på den moderne tankegang giver det fint mening: flere og mere giver styrke. Større er bedre. Vi har brug for at opdrage mennesket, og har brug kulturinstitutioner der har slagkraft nok til at kunne gøre det.

Men når jeg tænker post-moderne tankegang lyder det i mit hoved: decentralt, mangfoldigt, subkulturelt, fleksibilitet, den globale landsby.

En måde?

Det er ikke længere et problem at flytte ting, mennesker eller viden. Det er vi mestre i. Distribution er en af de ting vi har fået ordnet som mennesker. Så hvorfor har vi så alt samlet i et hus, centraliseret, så det er et sted? Et sted giver vel også en kultur? en æstetik? en måde?

Mening og autenticitet

To begreber jeg tænker som centrale for det postmoderne liv. To begreber der er så vigtige for os. Vi hungrer efter mening og autenticitet. Det gør os levedygtige. Jeg hører slet ikke de to ord i mandens talestrøm. Det er ude af billedet og jeg bliver ærgerlig. Hvor bliver meningen af?

3000 kvadratmeter

Hvordan kan det være vi ikke beholder alle vores små kultursteder, med personlighed og autenticitet? Med historie og et liv der er levet? Store ikoniske kulturhuse kan imponere, men kan de leves i? kan man være medejer af 3000kvadratmeter? Kan man blande sig i 3000 kvadratmeter? Kan man sætte dagsordenen sammen med 10.000 andre brugere?

En cafe

Jeg ved det ikke. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på at når vi går på cafe, så vælger vi et lille hyggeligt sted, der har eksisteret i mange år. Det er lige meget at det ikke er effektivt. Bare det har personlighed.

Hvordan kan det være at vi ikke bygger vores kultursteder op efter de samme principper? Er et kulturhus ikke et sted folk skal kunne lide at være? Skal det ikke være et sted som folk vælger at være på grund af stemning?

Maskinstormer?

Jeg er måske miljøskadet. Jeg er i hvert fald utrolig glad for det sted jeg arbejder. Der er så meget autenticitet og mening. Og vi er tætte på hinanden. Er jeg maskinstormer? Eller er den postmoderne verden ikke decentral, mangfoldig, subkulturel, fleksibel?

Stand by me

At stå ved siden af borgeren.

Hvis vi skal prøve at vise det så skal jeg bruge en borger, og han har et problem. Det problem kommer han til kommunen med. Han afleverer det til kommunen der vurderer ud fra regler hvad der skal gøres. Enten får han noget med hjem til at løse hans problem. Et værktøj, en hjælpe foranstaltning. Eller også tager kommunen sig af problemet og borgeren kan gå hjem uden problem. Her møder vi borgeren overfor borgeren.

Ved siden af borgeren

Men hvad sker der hvis borgeren kommer med sit problem, og kommunen stiller sig ved siden af borgeren? For det første overtager kommunen ikke problemet. For det andet kan kommunen pludselig se hvad det er borgeren ser. Hvordan hans landskab ser ud. Hvilke muligheder han kan se for sig. Kommunen kan arbejde i hans perspektiv og hjælpe ham med at navigere.

billedtitel: Big Fat Faces

Stand by me (Rejsekammeraten)

Det kan være at borgeren synes det er dejligt at der er nogen der står ved siden af ham. Stand by me. En rejsekammerat. En hjælper. En der måske kan se noget mere, nogle andre handlemuligheder for ham. En der har et andet perspektiv. Blandt andet hjælp fra kommunen. Men den hjælp som borgeren også kan se. Den der giver mening.

At stille sig ved siden af er noget vi som ledere er gode til at gøre sammen med vores medarbejdere. Men hvordan lærer vi vores organisation at gøre det?

Mening

Hvis vi stiller os ved siden af borgeren i stedet for at stå overfor borgeren synes jeg det giver en god mulighed for samskabelse. Det bliver vores perspektiv oveni borgerens perspektiv. Det er borgeren der er klog på hvad der er brug for. Og vi skal respektere de ønsker borgeren har. Hvad der giver mening for borgeren.

Vi er postmoderne mennesker: vi gør ikke noget uden at det giver mening. Jeg gør intet på grund af tradition eller normer. Jeg gør kun noget i en kontekst hvor det giver mening for mig som menneske.

Spørgsmål!

Der er et par spørgsmål der kommer frem i mit hoved når vi tager det her perspektiv:

Hvordan laver vi mål og strategier i en organisation hvor det er brugerens perspektiv der tages udgangspunkt i?

Hvordan styres en organisation hvor det er brugerens initiativer og brugerens oplevelse af mening der er retningen?

Måske er spørgsmålene i sig selv en retning.