Blik for sprækkerne

Theres a crack in everything

Thats how the light gets in

Leonard Cohen

Det er i sprækkerne at lyset kan komme ind

Det er forventet af en leder, at han holder styr på tingene. At han sørger for at alle reglerne bliver overholdt. At der ikke er slinger i valsen. Alligevel er der en skønhed i Leonard Cohens ord som giver eftertanke. Skal vi som ledere ikke have blik for sprækkerne? Hvis en sprække er ”slinger i valsen” eller ”spillerum”, hvilke ting bør vi så have for øje?

Billedtitel: Blæksprutte

En leder bør være til at stole på.

Jeg snakker ikke om det at holde aftaler. Selvfølgelig skal aftaler holdes. Selvfølgelig skal reglerne holdes, men efter det er der stadig et rum. En slinger i valsen. Sprækker. Hvordan kan vi fremstå ansvarlige og troværdige, og samtidig have blik for sprækkerne? Kan ledelse rumme ikke at være klar og præcis?

liv

Måske skal vi opgive at kunne overskue hvordan livet leves. Så kan det være vi får en praksis som er strategier og planer overlegne. Det er nu det sker, og det der sker kan vi ikke have forudset og lavet regler for, det er livet for komplekst til. Så vi må opgive reglerne og give plads til slinger i valsen.

Strammer du garnet, kvæler du barnet

Det er i sprækkerne at tingene sker. Der er der der er mulighed for at der kan ske noget nyt. Noget anderledes der kommer igennem en sprække. Det kreative er vel at komme igennem sådan en sprække. Hvis tingene er klare og præcise, efterlader vi måske ikke plads til sprækkerne. Hvis vi hele tiden prøver at undgå uklarheder, usikkerheder, så bliver vi måske som rustfrit stål: intet kan leve på det.

Kompliment

Jeg synes det er et stort kompliment når der sker ting jeg ikke havde set kunne ske. Når der er liv der blomstrer uden om mig. Det fortæller mig at jeg har gjort det muligt. Det fortæller mig at jeg har givet plads til sprækkerne. De ting jeg aldrig hører om, kører jo så godt at det ikke behøves min opmærksomhed.

Der er ingen toer

Plejer

Hvor er det rart når vi har gjort det en gang før. Så ved vi sådan cirka hvad der skal ske. Så har vi plejer. Vi havde flere gode projekter i ungdommens hus, og vi blev derfor spurgt igen året efter om vi ville bidrage igen. Men pludselig var det helt umuligt at samle bare den mindste entusiasme. Ingen unge bed på.

Død

Her stod vi med muligheden for noget hvor det var dobbelt så let. Vi fik flere penge, vi havde aftalerne på plads, bevist vores værd og vidste hvad vi skulle. Vi skulle bare gå i gang. Men nu var den død for de unge. Lige meget hvor stor succes projektet havde haft var det stadig dødt for dem.

Billedtitel: Klatre-klatre nemt

Nemt?

Vi bliver nød til at glemme alt om at gøre det nemt. Det er simpelthen ikke en kvalitet. Nærmest tværtimod: de vi kan, gider vi ikke. Det vi ikke kan er interessant. Det er udfordringen, muligheden for at udvikle sig, der tænder. Det er det at vi aldrig har gjort det før, der er interessant. Og så tænker jeg jo på hvordan man som voksen håndterer den situation.

Grints råd

Vi starter med at opgive at det skal være let. Vi giver slip på at noget kan eller skal være standart. Vi tager Grints råd til os: når alting er nyt så er vi spørgende og undersøgende. Vi er pragmatiske i løsninger og løser tingene med det vi har nu og her. Vi regner ikke med at vi kan lave løsningsmodeller der kan bruges igen. Vi bygger i nuet og med hvad vi har.

Tilstedeværelse

Der er et konstant krav om forandring og udvikling i sådan en organisation og vi skal bruge meget tid på at orientere os. finde ud af hvad der sker, for vi har ikke set det før, vi har måske en intuition og en erfaring, men ingen modeller og opskrifter. Vi skal bare være med på at det er en reel arbejdsopgave at orientere sig. Faktisk en ret krævende en der kræver opmærksomhed, indlevelse og tilstedeværelse.

Vi hænger i luften

Vi har stort set opgivet at have tjeklister og manualer. Vi hænger i luften, fordi det er det der giver mening at gøre. Jeg tror at ungdommen har lettere ved det, fordi det har været deres livsvilkår hele deres liv. De er indfødte i en verden hvor det aldrig er det samme, og godt for det!

Midlertidige rum

Rod

På ungdommens hus er der meget rod. Tingene er i bevægelse, og det er ikke sikkert at de har fundet hjem. Men det gør de nok på et tidspunkt. Vores møbler er som i en lang organisk bevægelse. De finder selv ind i huset, rundt i huset, finder en plads, og finder udenfor huset og ud af huset.

Billedtitel: Dans

Nye møbler

Det er ikke usædvanligt at der en morgen står nye møbler i cafeen. Der har været nogen og givet dem til huset. De står der bare. De afprøves: er de gode at sidde i? kan man hoppe i dem? Kan de løftes? Har de charme?

Rejsen

Og så tager de ud på en rejse i huset: op på gangen. Oppe på scenen. Ved sofabordet. I baren. På terrassen. Og ender som skrald ude bagved. På den rejse har møblerne været på en oplevelsesrig tur. Jeg tør ikke tænke på hvad sådan en sofa kunne fortælle, hvis den kunne tale…

Ung

Valget af en tidligere godsbanegård som Ungdomshus er fin i forhold til at ungdom også handler om bevægelse. Tingene flytter sig hele tiden for en ung. Inde i hovedet, i kroppen og i verden. Så hvorfor skulle alting udenom så ikke flytte sig? Bevægelse betyder at når man møder en i bevægelse er det en på vej. Som lænestolen i husets cafe. Den er på vej, det er ikke rod.

Bevægelse

En ung er ikke rodet, det er blot en person der er på vej, i bevægelse. Og hvad der ligner rod for voksne, er blot ting der er på vej for de unge. Og de unge der er ved at finde vej, er en gang i mellem i vejen, svære at komme uden om, abrupte, og ikke til at sætte i bås. Jo tak, men de er på vej. De skal nok finde hjem, og den rejse og de oplevelser der er på vejen, vil betyde noget for dem som mennesker resten af deres liv.

privilegium

At vi kan få lov til at sætte en scene for det. at vi kan få lov til at lade tingene i huset reflektere hvad der foregår indvendigt, er blot et privilegium.

At være i stand til at beskrive

Forskellige svar

Vi har workshop om sponsorering og midt i Anders´oplæg siger han:”lige meget hvem man spørg i ungdommens hus om hvad ungdommens hus er, får man forskellige svar.” Det må være det værst tænkelige udsagn fra et brandings-synspunkt. ” De svarer ud fra det de synes er mest spændende og det de er i gang med” fortsætter han. Anders er en ung bruger i huset.Jeg smiler helt ned i maven.

Vi ved ikke hvad vi laver

Vi skal beskrive hvad vi laver, så vi kan kommunikere det. Men hvad nu hvis vi rent faktisk ikke selv ved hvor vi er på vej hen og hvad vi laver? Så kan vi i hvert fald sige at vi er i gang med at afsøge mulighederne, og vi bevæger os i et eksperimenterende rum. Jeg synes det er en stor værdi at vi ikke kan beskrive det hele. Så ved jeg at vi er eksperimenterende.

Billedtitel: Heartbroken

Sproget

Skal vi være i stand til at beskrive det vi laver? Jeg mener at det er når vi ikke er i stand til at beskrive hvad vi gør, at vi ved at vi er i gang med noget nyt. Noget der endnu ikke er et sprog for. En erkendelse som Niels Bohr også var optaget af. Sprogets begrænsning når man snakker om kvantemekanik.

Lederopgaven

Men vi bare gemme os bag sådanne fine betragtninger? Kan vi bare tillade os at være så fine på den at man ikke kan sige noget om os? Jeg mener det er en ledelsesopgave at kunne beskrive hvad der sker. At prøve at sætte ord på der giver mening for modtageren. Det er en større opgave i Ungdommens Hus. Til gengæld er det også en meget inspirerende opgave, som hele tiden skal gøres. Huset er aldrig det samme, og modtageren er altid ny.

Et perspektiv

At kunne kommunikere med omverdenen er vigtigt for at omverdenen kan se meningen med galskaben, og det kan være muligt at give besøgende et blik eller et perspektiv der gør at det begynder at give mening.

Anders´udmelding

Det som Anders sagde gjorde mig også glad fordi han beskriver så fint at der plads til en stor mangfoldighed i Ungdommens Hus. En mangfoldighed der giver inspiration. Vi er godt klar over at verden er kompleks og ses fra tusind forskellige synspunkter. At tro at man kan styre det, eller få alle til at sige det samme, ville være at smide en enorm rigdom ud.

Kan flertydighed også være mer-tydighed?

Giv dig selv væk

Fokuser altid på det du kan tilbyde når du arbejder i netværk

Der arbejdes meget i netværk. Vi samarbejder, vi prøver at bruge hinanden. Starten på sådan et samarbejde, kræver et godt udgangspunkt. Et udgangspunkt som indeholder at vi ikke er kommet for at få, men kommet for at give. Vi skal tilbyde os selv, give os selv bort.

Arbejdet i netværk skal være båret af mening i at bruge hinandens kompetencer

Der skal være en drivkraft i den forskellighed i kompetencer, regler eller resurser. Det skal på den måde være til begges bedste. Men for at nå det punkt er det vigtigt ikke at tænke i hvad de andre kan give din egen organisation, men hvad du kan bidrage med til deres. Hvorhenne at det I kan, kan spille sammen med det de andre kan. Jeg tror på vi kun selv kan se hvad vi kan bidrage med.

Billedtitel: Univers

Mere end 4

Hvis andre fortæller os hvad vi kan gøre, stemmer det måske ikke overens med det billede man selv har af sin egen organisation. Eller også føles det bare som krav fra de andre om at vi skal give noget til dem. Og det er absolut et dårligt sted at starte. Lad være med at starte regnskabet over hvem der får og hvem der giver. I netværk skulle det gerne være at 2+2 giver mere end 4.

For at nå det ”mere end 4” må vi starte med at stille os selv til rådighed. Når vi så lærer hinanden at kende, kan vi måske se flere muligheder.

Vi skal ikke være det de andre er

Jeg tror ikke det giver meget bonus at arbejde sammen to der er ens. Der skal en mangfoldighed til for at man kan give hinanden noget. Her er det en vigtig pointe at vi ikke skal blive ligesom hinanden. Det er ikke det samarbejde handler om. Vi skal ikke udføre hinandens opgaver, men netop bruge hinandens kompetencer. Så lad være med at ligne dem du samarbejder med. Det er netop det du kan, de ikke kan, der kan bruges.

Mangfoldighed

Det betyder så at vi arbejder i et meget mangfoldigt felt. Her er der en ledelsesmæssig udfordring, for evnen til at arbejde sammen i forskelligheder er ikke nødvendigvis nemt.

For det første mener jeg man skal insistere på at det er en kvalitet at vi er forskellige. At det der gør det svært nu er det der gør det godt senere. Forhåbentligt vil samarbejdet ret hurtigt give resultater der gør det tydeligt at samarbejdet giver mening. Det er den bedste måde at få det på skinner, men hvis ikke det sker, kræver det tålmodighed og tro på at det er besværet værd. Og det er jo en værdimæssig betragtning. Derfor er det en del af kulturen. Så snakker vi ledelse af kultur i organisationen.