Højborge

Jeg træder ind på et frivilligcenter - frivillighedens højborg. Over alt på væggene er der opslag om tilbud om at blive frivillig. Mad-ven, Voksen-ven, mentor, sygruppe og meget mere. Men udover det, er der også en række udsagn på væggene: “Frivillighed vokser af lyst, og dræbes af pligt”. “Husk, at man som kommune ikke “bruger” frivillige, men samarbejder med dem” og “Bliv frivillig og gør en forskel”.(Jo det er så sandelig højborgen for frivillighed.)

Men der er noget ved denne frivillighed hvor gør sig selv til noget særligt, og forkaster at det kan være muligt at samarbejde, på andre præmisser end de frivilliges. Der forlanges lokaler og taknemmelighed fra kommunen. En måde at arbejde på, som betyder at kommunen bliver skubbet væk som samarbejdspartner, og bliver skubbet ind i rollen som “Service-Kommune”.

Jeg ved at de frivillige gør en kæmpe forskel. En forskel for mennesker. Jeg ved at mange gør et overordentligt stort stykke arbejde. Men jeg ved også at dem der kommer længst, er dem der samarbejder. Indenfor det frivillige sociale område skal der samarbejdes, for at få de bedste resultater. Der er ingen med en større know-how end kommunerne, og der ingen med større hjerter end frivillige.

Det her er en opgave for både kommune og frivillige. Det første er at erkende at ingen kan løse det alene, og vi har brug for hinanden. Den anden er at komme ud af vores højborge.

www.nisgmadsen.com

Læs også: Ingen vil arbejde frivilligt for kommunen

Motivation og Mening

Når vi som kommune har et samarbejde med borgere har vi sjældent nogen særlig magt over dem. Faktisk kunne man sige at hvis vi havde, havde vi ikke noget samarbejde. Samarbejdet ville i hvert fald ikke være ligeværdigt, og så kan vi diskutere om det er et samarbejde, eller et andet forhold.

Når vi ikke har nogen særlig magt, kunne vi ønske os at motivere borgerne til at gøre det vi gerne vil have dem til at gøre. Vi vil bruge motivation. Men er det for at få vores vilje?

Er motivation at sælge, forføre eller at overtale en anden til at gøre noget, som man gerne vil have dem til at gøre?

I de tilfælde kan motivation hurtigt slippe op. Den motivation man har givet, er måske hurtigt brugt op, og så forstår borgeren ikke hvorfor de gør det som de er blevet motiveret til. “Hvorfor var det lige at det her var en god ide?”

Har du nogensinde oplevet borgere med det spørgsmål?

“Skal man motiveres til at gøre noget som man kan se ideen i at gøre?”

Ja, det er et retorisk spørgsmål. Mening er en helt anden kraft når man går ind i et samarbejde. Hvis du kan se meningen i at gøre noget, er du motiveret til at gøre det. Meningsfuldhed er altså en levedygtig “motivation”. Mening er i dag det mest betydningsfulde for os som mennesker. Meningsløshed er det værste.

Men mening er ikke noget man kan putte ind i andre. Mening er noget der skabes i en relation. For at vi kan få borgerne til at se meningen med det, bliver vi nødt til at se hvad meningen er for os selv. Derefter kan vi åbne det op for borgeren og finde en mening sammen. Men du skal ikke regne med at det nødvendigvis giver mening for borgeren. Det kan være noget helt andet der gør det meningsfuldt for borgeren. Og det skal der være plads til.

Vi skal opgive definitionsretten til meningen, og skabe plads til brugernes/borgernes meningsfuldhed. Det er en god ide at der er en mening med galskaben.

PS: Mon man ikke står i samme situation som leder overfor sine medarbejdere?

www.nisgmadsen.com

Læs også: Mening, magelighed og frustration

Indlæg dig selv

Samskabelse er kommet til sygehusvæsenet. Det simpelthen bare en god nyhed. Jeg blev så glad fordi det er et tydeligt tegn på at samskabelse er en uundgåelig velfærdsmetode. Samtidig skaber det åbenlyst større livskvalitet.

Det eksempel jeg særligt tænker på, er det forsøg hvor psykisk syge kan indlægge sig selv. Det er såkaldte “brugerstyrede senge” hvor de psykisk syge kan ringe ind og få en plads, uden at skulle have en læge til at indlægge dem.

Det giver åbenlyse fordele. Det giver en større tryghed for patienten, der ved at han/hun kan blive indlagt når de føler det nødvendigt, men samtidig betyder det også at de kan blive indlagt inden de bliver meget syge. Det betyder at der er flere indlæggelser, men at de er kortere. Patienterne skal ikke gøre sig selv sygere for at blive indlagt af en læge.

Personalet lærer patienterne hvornår de skal indlægge sig selv, så de de bliver bedre til at mærke hvornår det er tid.

Det passer simpelthen så fint med mine tre skridt ind i samskabelse: Opgiv definitionsretten, opbyg resurser og faciliter deltagelse.

Sygehusvæsenet opgiver at vide bedre, og anerkender at patienterne ved en masse om deres egen sygdom. Lægerne opgiver definitionsretten, altså retten til at bestemme over hvornår du skal indlægges. Samtidig opbygger de resurser hos patienterne, ved at lære dem hvornår de skal indlægge sig selv.

Jeg er sikker på at vi kommer til at se mange flere af de eksempler i fremtiden, og det er da en god nyhed. Som borgere er vi simpelthen parate til samskabelse, og velfærdsskaberne er begyndt at anerkende det.

www.nisgmadsen.com

Læs også: Samtaler om samskabelse

nisgmadsen har startet et samarbejde med seminarer.dk

Se temadagen her: STYRK SAMSKABELSEN

Nytårshilsen

Tak for samarbejdet i 2015. Jeg glæder mig til samarbejdet i det kommende år.

2015 bød på en masse nye samarbejdspartnere og nye muligheder. Flere og flere efterspørger viden om hvordan man arbejder i samskabelse. Det lover godt for 2016. Heldigvis er min bog kommet godt ud til både biblioteker og uddannelsesinstitutioner. Det er vigtigt at den næste generation af “velfærdsmagere” kan samskabe.

Samskabelse er ankommet, og er i fuld gang over hele landet. Initiativer bliver ikke nødvendigvis kaldt for samskabelse, men arbejder stadig inden for det rum. Det fortæller hvor stærkt arbejdsmåden er en del af det samfund vi vil se i fremtiden.

Den nyhed jeg blev særlig glad for var at der nu bliver lavet forsøg inden for psykiatrien. En gruppe psykisk syge kan nu indlægge sig selv, når de føler et behov for det. Ingen læge skal godkende det. De indlægger sig når de kan mærke at de er på vej til at få det dårligt. Personalet hjælper de syge til at lære hvornår de skal indlægge sig selv. Det er et fint eksempel.

Jeg håber samskabelse vil blive en større del af vores velfærd i 2016. At samskabelse kan være med til at skabe livskvalitet.

Jeg håber I får et godt 2016 og ønsker alt det bedste for jer.

www.nisgmadsen.com

Koordinering og kompleksitet

Forleden var jeg til et møde hvor der blev efterspurgt mere koordinering. Jeg tænkte: “Hvem ønsker sig ikke mere koordinering?”. I en verden hvor kompleksiteten er stor, ville det være dejligt at få det hele koordineret. Men måske ender vi med at lave et landkort der er lige så stort som det vi vil lave et kort over, og bruge enorme resurser på det. Vi kan ikke koordinere os ud af kompleksitet. Og vi bliver i hvert fald ikke færdige.

Det er fint med koordinering så længe vi har de rigtige forventninger til hvad det kan. Det kan være et kontinuerligt arbejde der prøver at løse umiddelbart uhensigtsfulde handlinger. Men en løsning på alting, bliver det aldrig. Vi kan ikke koordinere det vi ikke forudså, det vi ikke bestemmer over/har kontakt med og det der opstod undervejs. Og vi ved at der er rigeligt at sådan noget.

Koordinering er næsten ligesom service: vi vil gerne have mere af det. Men det er ikke altid prisen værd, og forventningerne til hvad koordinering kan gøre er ofte alt for store.

Jeg vil benytte lejligheden til at sige tak til alle samarbejdspartnere. Det har været et godt år med gode resultater. Samtidig vil jeg sig tak til alle køberne af min bog. Jeg er glad for at kunne bidrage til samtalen.

God jul til jer alle. Vi høres ved til næste år.

www.nisgmadsen.com