At være i stand til at beskrive

Forskellige svar

Vi har workshop om sponsorering og midt i Anders´oplæg siger han:”lige meget hvem man spørg i ungdommens hus om hvad ungdommens hus er, får man forskellige svar.” Det må være det værst tænkelige udsagn fra et brandings-synspunkt. ” De svarer ud fra det de synes er mest spændende og det de er i gang med” fortsætter han. Anders er en ung bruger i huset.Jeg smiler helt ned i maven.

Vi ved ikke hvad vi laver

Vi skal beskrive hvad vi laver, så vi kan kommunikere det. Men hvad nu hvis vi rent faktisk ikke selv ved hvor vi er på vej hen og hvad vi laver? Så kan vi i hvert fald sige at vi er i gang med at afsøge mulighederne, og vi bevæger os i et eksperimenterende rum. Jeg synes det er en stor værdi at vi ikke kan beskrive det hele. Så ved jeg at vi er eksperimenterende.

Billedtitel: Heartbroken

Sproget

Skal vi være i stand til at beskrive det vi laver? Jeg mener at det er når vi ikke er i stand til at beskrive hvad vi gør, at vi ved at vi er i gang med noget nyt. Noget der endnu ikke er et sprog for. En erkendelse som Niels Bohr også var optaget af. Sprogets begrænsning når man snakker om kvantemekanik.

Lederopgaven

Men vi bare gemme os bag sådanne fine betragtninger? Kan vi bare tillade os at være så fine på den at man ikke kan sige noget om os? Jeg mener det er en ledelsesopgave at kunne beskrive hvad der sker. At prøve at sætte ord på der giver mening for modtageren. Det er en større opgave i Ungdommens Hus. Til gengæld er det også en meget inspirerende opgave, som hele tiden skal gøres. Huset er aldrig det samme, og modtageren er altid ny.

Et perspektiv

At kunne kommunikere med omverdenen er vigtigt for at omverdenen kan se meningen med galskaben, og det kan være muligt at give besøgende et blik eller et perspektiv der gør at det begynder at give mening.

Anders´udmelding

Det som Anders sagde gjorde mig også glad fordi han beskriver så fint at der plads til en stor mangfoldighed i Ungdommens Hus. En mangfoldighed der giver inspiration. Vi er godt klar over at verden er kompleks og ses fra tusind forskellige synspunkter. At tro at man kan styre det, eller få alle til at sige det samme, ville være at smide en enorm rigdom ud.

Kan flertydighed også være mer-tydighed?

Giv dig selv væk

Fokuser altid på det du kan tilbyde når du arbejder i netværk

Der arbejdes meget i netværk. Vi samarbejder, vi prøver at bruge hinanden. Starten på sådan et samarbejde, kræver et godt udgangspunkt. Et udgangspunkt som indeholder at vi ikke er kommet for at få, men kommet for at give. Vi skal tilbyde os selv, give os selv bort.

Arbejdet i netværk skal være båret af mening i at bruge hinandens kompetencer

Der skal være en drivkraft i den forskellighed i kompetencer, regler eller resurser. Det skal på den måde være til begges bedste. Men for at nå det punkt er det vigtigt ikke at tænke i hvad de andre kan give din egen organisation, men hvad du kan bidrage med til deres. Hvorhenne at det I kan, kan spille sammen med det de andre kan. Jeg tror på vi kun selv kan se hvad vi kan bidrage med.

Billedtitel: Univers

Mere end 4

Hvis andre fortæller os hvad vi kan gøre, stemmer det måske ikke overens med det billede man selv har af sin egen organisation. Eller også føles det bare som krav fra de andre om at vi skal give noget til dem. Og det er absolut et dårligt sted at starte. Lad være med at starte regnskabet over hvem der får og hvem der giver. I netværk skulle det gerne være at 2+2 giver mere end 4.

For at nå det ”mere end 4” må vi starte med at stille os selv til rådighed. Når vi så lærer hinanden at kende, kan vi måske se flere muligheder.

Vi skal ikke være det de andre er

Jeg tror ikke det giver meget bonus at arbejde sammen to der er ens. Der skal en mangfoldighed til for at man kan give hinanden noget. Her er det en vigtig pointe at vi ikke skal blive ligesom hinanden. Det er ikke det samarbejde handler om. Vi skal ikke udføre hinandens opgaver, men netop bruge hinandens kompetencer. Så lad være med at ligne dem du samarbejder med. Det er netop det du kan, de ikke kan, der kan bruges.

Mangfoldighed

Det betyder så at vi arbejder i et meget mangfoldigt felt. Her er der en ledelsesmæssig udfordring, for evnen til at arbejde sammen i forskelligheder er ikke nødvendigvis nemt.

For det første mener jeg man skal insistere på at det er en kvalitet at vi er forskellige. At det der gør det svært nu er det der gør det godt senere. Forhåbentligt vil samarbejdet ret hurtigt give resultater der gør det tydeligt at samarbejdet giver mening. Det er den bedste måde at få det på skinner, men hvis ikke det sker, kræver det tålmodighed og tro på at det er besværet værd. Og det er jo en værdimæssig betragtning. Derfor er det en del af kulturen. Så snakker vi ledelse af kultur i organisationen.

Det umuliges kunst

Det umuliges kunst

Jeg taler i telefon. Jeg er blevet ringet op af en kvinde der søger en beskrivelse af hvad forskellen er på en ungdomsskole og et ungdomshus. Hun er studerende. Det er et spørgsmål jeg er rigtig glad for, og jeg får talt mig varm på emnet, måske endda mere end hun ønsker det. Jeg hører mig selv sige: ”Det er det umuliges kunst”.

Brugerstyring

Det jeg snakker om er brugerstyring. Sådan som jeg ser det er den store forskel på ungdomshus og ungdomsskole nemlig brugerstyring. I Ungdommens Hus er der både personale og brugerstyring. Der er både ledelse og brugerstyring. Det er det umuliges kunst. Det kan ikke lade sig gøre. Det stritter og er svært at forklare.

Billedtitel: Ansigt

Ingen opskrift

Jeg bliver oprigtig glad for når tingene stritter og ikke er til at forklare. Så er det fordi vi har gang i noget der ikke er skabt beskrivelser af. Noget der ikke er reproduktion. Noget hvor vi bliver nød til at være søgende. Noget hvor der ikke findes et svar i en bog et sted. Ingen opskrift der kan bruges. Hvor tingene bliver til nu.

Kompleksitet

Her kommer forståelse af kompleksitet og ledelse i kompleksitet virkelig til sin ret. Det er Survivors Kit i det umuliges kunst. Keith Grint siger: Arbejd med det du har, vær konstant udforskende og regn ikke med at der er nogen opskrift på hvad vi skal gøre. Hele tiden genopfinde og opdage hvem vi er, hvad vi kan og hvad vi skal.

Postmoderne forudsigelighed

Det vi kan forudsige er at vi skal kunne håndtere at der ikke er nogen forudsigelighed. Det vi ved vi skal kunne, er at håndtere noget vi aldrig har prøvet før. Det er vilkår der i virkeligheden er kendetegnet det postmoderne, og derfor er et naturligt vilkår for unge mennesker. Et vilkår de slås med at leve med, men som de også får det bedste ud af.

At blive der

Jeg er glad for at det kan lykkedes os at blive i det felt. At vi ikke bliver skræmte og løber mod nærmeste udgang. At vi ikke kaster padlerne i søen og roer alt hvad vi kan mod bredden. Men at vi åbner øjnene og ser ud i mørket. Vi bliver og lærer at arbejde i det felt. Og det kan man. Man skal give slip på forudsigelighed og det kan til tider være svært at bevæge sig i.

Jeg cykler hjemad og er blevet helt glad for udtrykket: ”Det umuliges kunst”.

Halvdelen

”Halvdelen af alle unge har problemer”

Lyder overskriften på avisen. Jeg fik lyst til at omskrive det til: ”Kun Halvdelen af alle unge har problemer.”

Hvor er det ærgerligt at unge altid skal italesættes som nogen med problemer de ikke selv kan klare. Ja, ungdom er problematisk og udfordrende. At være ung er udfordrende og fyldt med problematikker, men hvis vi bliver ved med at tale om unge som nogen der kun er problemer, jo mere gør vi dem til problemer.

”Halvdelen af alle voksne har problemer”

Hvis jeg så den overskrift ville jeg tænke: hvor er de mennesker uden problemer?  Jeg kender dem ikke. Så nu får i lige et citat som jeg tror Johannes Møllehave har sagt:

”Hvis du vågner en morgen og ikke har ondt nogen steder, er du død.” Hvis vi ikke havde problemer var det nok fordi vi var døde.

Billedtitel: Find næsehornet

At være normal.

Et normalt liv er fyldt med usikkerhed og problemer. Som ung føles det måske lidt som en overraskelse man lige skal vænne sig til.

Bliver man spurgt om man har problemer er det vel svært at svare nej. Det ville også være synd for intervieweren. Jeg tænker nogle gange på hvad jeg selv ville svare på sådan et spørgsmål. Man kan også spørge sig selv hvilken konklusion spørgeren ville have, og hvad de har gjort for at nå der til.

At være

Unge tænker sig ikke fuldstændig om. De tænker ikke over alle konsekvenser for deres handlinger, og det er netop deres styrke. De er i stand til at gøre det umulige, og tænke det umulige, fordi der ikke er så mange bånd der binder. Så lad os give dem lov, og lad os være med.

Det bliver ikke nemt at være ung, og jeg tror bestemt ikke det bliver nemmere af at finde ud af at man har problemer man ikke kan håndtere. Har unge ikke altid håndteret problemer der er umulige at håndtere? Er det netop ikke det de kan? Det umulige?

Inspiration

Jeg blev spurgt om hvorfor jeg gerne ville være leder af ungdommens hus. Mit svar var at det var fordi jeg bliver inspireret. De unge er en daglig inspirationskilde. De gør tingene på andre måder end jeg ville gøre. Men der er en grund til at de gør det, og de har ofte fat i den lange ende. Så jeg lærer af de unge. Og når de giver mig lov til at være med, håber jeg at jeg også kan være til inspiration.

Autoriteterne er væk

Autoriteten er væk.

Vi sidder her i postmodernismen, som ledere. Og vores autoritet er væk. Det er kun hvis vi giver mening, at vi bliver hørt. Det er kun hvis vi giver mening vi bliver brugt. Vi har kun lige så meget autoritet som vi får foræret.

Så helt enkelt vil jeg sige at du som leder ikke længere kan sige:

”Det er forbudt at…”

”Du skal…”

”Vi bliver nød til…”

Det kan være ligegyldigt. Autoriteten er væk. Så vi kan råbe så godt vi har lært, motivere så meget vi kan og kontrollere alt det vi synes, men meningsløst vil det være.

Billedtitel: Katte

På væggene

I Ungdommens Hus bliver væggene udsmykket hele tiden. I en organisk proces, forandrer husets vægge sig. Der skrives, tegnes og males. Men der er nogen vægge der får lov til at stå blanke og hvide. Det bliver holdt i hævd af de unge på huset. Var der en der kom til at male et forket sted, bliver det slettet. Det ville kun gøre en negativ forskel hvis vi satte et skilt op hvor der stod: ”Det er forbudt at male på denne væg”. Alle unge anerkender at det ville være tåbeligt at gøre.

Du skal

Jeg har virkelig prøvet at få noget igennem som en ordrer, men jeg fik det hele tilbage i hovedet. Det gjorde mig faktisk glad. En leder der giver ordrer vil kun opnå at personalet lader som om at de gør det de har fået at vide. Hvad får man ud af det? tilliden er ganske enkelt væk, og ting som kontrol og tvang kommer ind i billedet. Ikke et billede jeg tænker som konstruktivt.

Vi bliver nødt til

Det lyder egentligt godt nok, men mængden af handlemuligheder man kan se er væsentligt formindsket, når man starter en sætning sådan. En leder er medforfatter kan derfor ikke skrive historien om hvad der er nødvendigt, og hvad der ikke er. Det er kun hvis det har mening nok i sig for alle. Kan man kalde det et uformelt konsensus-demokrati?

Heldigvis er autoriterne væk.

Heldigvis er autoriteten væk. Det gør ikke verden nemmere, men måske afkræver den os en ærlighed, sårbarhed og ydmyghed, som vil være sund for opfattelsen af ledelse. Samarbejde bliver på en anden baggrund. Ikke en baggrund af magt, men en baggrund af respekt. Nogen siger at ledelse er at skabe følgeskab. Måske vil jeg forholde mig mere ydmygt til lederskab.