Meningsløs manege - uddrag fra bogen "Fra service til samskabelse - vejen til meningsfuld velfærd"

Meningsløs manege

Borgerne er klar over situationen, og det resulterer i rigtig mange frustrationer, der opstår i mødet mellem et system og en borger. For borgeren føler, han skal tilpasse sig et system, og det er ikke rart at skulle klippe en hæl og skære en tå.

Vi vil som borgere gerne kunne mærke, at der er plads til os, og at vi ikke er mindre værd end et system, som kommunen har besluttet, er det rigtige. Der er meget langt fra de centrale beslutningstagere til de borgere, der føler sig klemt og hurtigt føler sig endnu mere udsat, når de skal klemmes ned i en systemkasse, hvor tingene foretages på en for borgerne umiddelbart meningsløs måde og rækkefølge.

Det gør borgerne til klienter og resulterer i mangel på initiativ at blive sendt rundt i en for borgerne meningsløs manege. Jeg ved godt, at der tages mange initiativer, der prøver at bløde op for denne tendens, men det er symptombehandling ikke at tage fat, hvor det virkelig ville batte.

Vi vil have stærke borgere, der tager initiativ og selv kommer med forslag til løsninger. Men vi kan let komme til at gøre dem til det omvendte. Klientgørelse finder sted i de procedurer, der selv af medarbejdere beskrives som meningsløse. At være til stede som menneske i sin egen bestræbelse på at opnå velfærd er essentiel for at tilskynde borgere til selv at kunne og ville bidrage. ’Systemet’ skal derfor kunne rumme den enkelte borger med hans eller hendes relationer, kontekst og historie.

Aktive borgere

Når vi taler om samskabelse, er det indlysende, at vi har brug for en borger, der som sagt er en person med relationer, en historie og som lever i en kontekst. De komplekse problemer, som karakteriserer velfærdssamfundet, kan ikke løses uden en borger, der er medskabende.

På det sociale område kan det offentlige godt bevilge ydelser, men hvis der reelt skal ske en forandring for borgeren, er det en forudsætning, at borgeren selv kommer på banen. Kommunerne er begyndt at anerkende, at de ikke kan løse alle problemer. At de ikke kan gøre det alene.

Denne erkendelse gør, at de nu ser sig om efter partnere, der kan hjælpe. Det er godt at indse sin egen begrænsning, for så kan man muligvis også se de andres kvaliteter. De aktive borgere og anerkendelsen af, at kommunen ikke kan løse alle problemer, er to faktorer, der trækker samskabelse på banen.

Men gør kommunerne noget for, at borgerne skal føle sig som aktører?

www.nisgmadsen.com

Uddrag af Kapitlet "Fra kunde til borger" fra bogen "Fra service til samskabelse - vejen til meningsfuld velfærd"

Kun service

’Den gode oplevelse’ – det var det, kommunaldirektøren proklamerede, kommunen skulle kunne præstere. Det var det vigtigste, at borgerne havde en god oplevelse, og det lyder jo fint. Folk, der har haft en god oplevelse, brokker sig ikke. De taler pænt om en.

Men når vi taler om velfærd, er det vel ikke oplevelsen, der er det vigtigste. Lige meget hvor glad jeg er for den måde, jeg bliver behandlet på, er der jo ikke meget ved det, hvis det ikke virker. Hvis jeg ikke får den hjælp, jeg har brug for. Selvom jeg er glad for de møder, jeg har med min sagsbehandler, så er det ikke noget værd, hvis jeg ikke bliver en del af samfundet igen.

I forbindelse med skabelsen af velfærd er oplevelsen kun en lille del af det, der skal til. Det er det derimod ikke i en butik. I en butik er kundeoplevelsen enorm vigtig. Så ved at kalde oplevelsen det vigtigste, havde den før omtalte kommunaldirektør lige skrevet kommunen ind i kunde og butik-relationen. Det er faktisk ærgerligt, for så er der kun det at yde service tilbage.

At være kunde

Hvis oplevelsen er det vigtigste, er velfærd blevet et produkt, man får i en butik. Man bliver kunde i stedet for borger, og da det er min oplevelse, det drejer sig om (noget ganske subjektivt), har jeg altid ret. Kunden har altid ret. Hvor må det være irriterende som sagsbehandler at skulle sørge for, at borgeren har en god oplevelse. Service bliver for sagsbehandleren at føje sig og gøre glad, at please.

Men lad os se på det på samme måde, som en borger vil opleve det. Hvordan opleves det at blive kunde i en velfærdsbutik? En gang imellem er jeg kunde. Jeg træder ind i en butik og forventer venlighed og imødekommenhed. Men som kunde forventer jeg ikke, at ekspedienten er ærlig. Jeg ved, jeg står over for et andet menneske, der har en interesse, der hedder penge – ikke min livskvalitet. Det er en del af aftalen i kunde-butiks-relationen. Jeg træder ikke ind i en butik og forventer medfølelse fra en ekspedient. Jeg forventer heller ikke samfundssind. Til gengæld kan der så heller ikke stilles krav til mig.

Relationer, historie og kontekst

Det er ikke ret meget, jeg har med ind i min rolle som kunde. Jeg kan se bort fra hele mit netværk og min livshistorie, for det er ikke en del af at være kunde. Det er i den sammenhæng betydningsløst, hvem jeg kender, hvad jeg laver i min fritid, om jeg bor tæt på min familie, om jeg har mange venner, og om jeg har hund. I velfærdsarbejdet er det derimod lige der – i det landskab af ressourcer – at vi skal finde muligheder for samskabelse.

Vi skal se på borgeren som en person med en historie, med relationer og i en kontekst. Alt det er noget værd, når vi skal samskabe. Som medarbejder kan vi begynde med at anerkende vigtigheden

af, hvem det er, vi taler med, og at det er en person med relationer, en historie og i en kontekst.

Hvad er en borger?

Hvem kalder sig selv borger? Det er vist kun ganske få, der vil benævne sig sådan. Det er virkelig et begreb, der lugter af kommune og offentlige bygninger. Derfor er der ofte debat om, hvad man skal kalde de personer, som velfærden omfatter. Der er mange betegnelser i omløb: ’borgere’, ’brugere’, ’personer’, ’mennesker’.

Jeg ville ønske, jeg havde et godt bud på et ord, der rummer det, vi gerne vil udtrykke, og som ikke lugter så meget af det offentlige, men jeg har besluttet at bruge ordet borger. En borger er en aktør, som ikke nødvendigvis bruger det offentlige, men er en del af samfundet. En samfundsborger.

I vores velfærdsarbejde er det vigtigt at huske, at en borger er en person. En person med relationer, en historie og i en kontekst.

www.nisgmadsen.com

Uddrag af kapitel 1 "Hvad er samskabelse?" fra bogen "Fra service til samskabelse - vejen til meningsfuld velfærd"

Produktion af velfærd

Samskabelse er produktion af velfærd i et samarbejde. Samarbejdet skal være ligeværdigt. Det er utroligt centralt og en god indgang til at forstå begrebet. Det betyder nemlig, at der ikke er én aktør, der bestemmer. Samtidig betyder det, at der kan og skal stilles krav til alle parter. Hvilket er en forskel fra borgerinddragelse.

Retten til at definere problemet bliver bredt ud til alle parterne. Det er vigtigt, fordi problemets definition ofte bliver lavet i lyset af, hvad man har af løsninger. Vi er tilbøjelige til at se problemerne på en måde, så vi kan løse dem med de værktøjer, vi nu har. En mand med en hammer ser kun søm, der skal bankes ind.

At opgive definitionsretten betyder, at der bliver stillet krav om/ fremsat ønsker til noget, vi ikke tidligere har gjort. Derfor skal der laves nye løsninger. Innovation er derfor en uundgåelig konsekvens af samskabelse. Ophævelse af definitionsretten gør det også mere besværligt for parterne. De skal forhandle om, hvad der giver mening.

At det er besværligt, er derfor et godt tegn på, at man er på rette vej. Det kan være godt at huske.

Fagligheden

Ligeværdigheden betyder ikke, at kommunale medarbejdere skal se bort fra deres faglighed. De skal blot være villige til at lytte til andres synspunkter om et problem. Fagligheden er stadig af stor betydning for at sikre, at der bliver lyttet til alle. Samtidig er faglighed også en forudsætning for kvaliteten. Men faglighed skal have blik for andre kvaliteter end dem, vi måske normalt fokuserer på. Definitionen på kvalitet skal derfor også produceres i et ligeværdigt samarbejde.

Det offentliges ansvar

Bogen her er et forsøg på at beskrive den udvikling, jeg kan se foran os, når vi begynder at samskabe. Det er en beskrivelse henvendt til ansatte i det offentlige, og er altså ikke skrevet primært til civilsamfundet. Fokus kunne have været på, hvordan de frivillige skal forholde sig til samskabelse og hvilken udvikling, vi kunne ønske os i civilsamfundet. Men bogen kan bruges af alle aktører, der gerne vil samskabe.

Jeg mener, at det offentlige har et særligt ansvar i forhold til samskabelse. Det offentlige har de økonomiske midler og den nødvendige professionalisme. Jeg mener derfor, at det kan kræves af de ansatte i det offentlige, at de skal være drivere af samskabelse. Samtidig har disse ansatte en pligt til at beskytte de svage i vores samfund. At arbejde med velfærd er at skabe livskvalitet. Det er uhyre meningsfuldt.

www.nisgmadsen.com

Fra service til samskabelse - vejen til meningsfuld velfærd

Endelig har jeg en fysisk bog i hånden. Jeg vil i de kommende nyhedsbreve give dig lov til at få smagsprøver af bogen.

“Fra service til samskabelse - vejen til meningsfuld velfærd” er skrevet  på en ligefrem og levende måde der gør samskabelse i vores velfærd, forståelig. Bogen er på alle måder et godt udgangspunkt for at arbejde med samskabelse.

Her kan du læse hvad der står på bagsiden:

Samskabelse er i dag blevet en del af det offentliges måde at arbejde med velfærd på. Det er ud fra en anerkendelse af, at borgeren bør være et aktivt led i det offentliges bestræbelser. Samtidig kommer der en masse initiativer fra borgere, som ønsker at være aktører i at skabe deres egen velfærd. Denne udvikling kalder på samskabelse.

“Fra service til samskabelse - vejen til meningsfuld velfærd” tager udgangspunkt i, at skabelsen af velfærden er i forandring og svarer på spørgsmålet, hvilke konsekvenser samskabelse har for vores samfund.

Bogen beskriver begrebet og hvordan man håndterer de komplekse problemer, der præges af vores opfattelse af nutidens velfærd. Samtidig klæder den læseren på til at arbejde med samskabelse i det offentlige, både som borger, medarbejder og leder.

www.nisgmadsen.com

Bliv aktivist!

Flere aktive

I dag er vi som borgere blevet meget mere opsatte på at være aktive i vores lokalsamfund. Jeg tror du kender nogen der gør noget. For det at gøre noget ved tingene er noget der er kommet for at blive. Lige fra små initiativer til landsdækkende hjælpsomhed.

Aktører overalt

Derudover vil vi gerne være aktører i vores egen velfærd. Vi vil gerne gøre noget. Hvis der er noget forkert gør vi noget ved det. Eller hvis vi har overskud. Du kender sikkert nogen der gør det. Vi har set bogskabe i haver der fungerer som minibiblioteker, hvor man kan bytte bøger. Eller legetøj der bliver givet til et asylcenter. Der er utallige eksempler på denne her nye form for aktivisme.

Vi vil bidrage

Vi vil have lov til at bidrage og betyde noget. Måske ikke i en eller anden organiseret form, men bare sådan. Vi vil cykle med de gamle, samle skrald, hjælpe med indkøb og hjælpe med i børnehaven. Vi vil være en del af vores velfærd.

Fællesskaber

Måske føler vi os på nogen måder mere som en del af fællesskabet, og ved at hvis der skal ske noget, må vi gøre det selv. Eller som min mor sagde det, efter hun havde fjernet skrald fra den offentlige cykelsti uden for hendes vindue: “kommunen har nok bedre ting at give sig til”.

Gør noget

Min opfordring er tage sagen i egen hånd og prøve sig frem. Det gælder også kommunen. Det må kunne lykkes at samarbejde og støtte, på den ene eller anden måde. Vi skal måske bare prøve os frem. Og som borger er det her vores by, så hvorfor ikke gøre noget ved det vi synes der mangler?

www.nisgmadsen.com