Den største spiller sat udenfor

Forsamlingshus

Jeg sidder og laver regnskab. Imens hører jeg radio og der er et indslag der rammer mig. Jeg spidser ører: Josefine Ottesen (fantasy forfatter) har valgt at købe et gammelt hus i Svendborg for at lave et nyt forsamlingshus. Hun har brugt sine egne penge på projektet, da “der var et overskud” som hun siger.

Undgå kommunen

Men hun har også valgt at gøre det selv for at undgå møder med kommunen. Hendes tillid til kommunens evner til at få tingene gjort er meget lille. Hun taler om endeløse møder og MEGET lang behandlingstid indenfor kulturområdet.

Aktiv spiller

Josefine Ottesen har været en aktiv spiller i civilsamfundet i mange år. Hun er en stærk spiller der har været en del af mange projekter i civilsamfundet i Svendborg. Hun er allerede i gang med at samle spændende samarbejdspartnere til sit nye forsamlingshus. Det er ikke fordi hun ikke vil samarbejde at kommunen ikke er inviteret.

Ny aktivisme

Historien er spændende fordi den er et udtryk for en ny aktivisme der breder sig blandt borgere i vores samfund. Borgerne handler selv og går i gang uden at spørge kommunen. Der er mange eksempler fra “sager der samler”, venligboerne og små initiativer som lokale restaureringer af skilte og vedligehold af grønne områder.

Et slag i ansigtet

Selvom kommunen absolut er den største spiller i et område, og repræsenterer borgerne i området, bliver de ikke inviteret. Det er et slag i ansigtet på det offentlige. Jeg mener det ville være bedre både for initiativerne og det offentlige hvis de var i stand til at samarbejde. Men den opgave er svær for det offentlige.

Klods om benet

Der er mange systemer og hensyn i en så stor en organisation som en kommune. Den er desuden politisk styret, og har derfor mange hensyn der skal tages for at kunne samarbejde. Men de systemer bliver nu en klods om benet der gør organisationen langsom.

Komme i møde

Jeg mener at kommunerne skal arbejde aktivt med at kunne komme de nye borger-initiativer i møde. Der skal laves et opgør med alle formaliteterne, og være plads til at kunne samarbejde mere uformelt. Der skal kunne arbejdes med grupper der ikke er foreninger. Der skal kunne laves midlertidige aftaler som der kan handles hurtigere på.

Ny bevægelse

Min oplevelse er at flere og flere kommuner arbejder med at kunne komme de nye selvorganiserede frivillige i møde. Det er dejligt at høre, og jeg tror at det bliver en bevægelse som det offentlige ikke kan se bort fra.

www.nisgmadsen.com

Kære Samarbejdspartnere - Glædelig Jul!

Det har været et godt år for samskabelse. Med kommunalvalget på plads, vil samskabelsesdagsordenen buldre frem. I år har både arbejdsmarkedsområdet og handicapområdet begyndt at se kvaliteterne i samskabelse. Jeg glæder mig til at arbejde videre med de områder.

Fra Service til Samskabelse.

I 2018 vil min anden bog ”Fra service til Samskabelse” blive udgivet på forlaget Frydenlund. Bogen ser på hvilke konsekvenser et har at arbejde med samskabelse. Hvad vi skal bevæge os fra, og hvad vi skal bevæge os imod. Jeg er sikker på at den vil kvalificere debatten om samskabelse, og vil blive brugt af medarbejdere og ledere der arbejder med samskabelse.

Meningsfuldt

Det har været en fornøjelse at være rundt i hele landet og åbne for mere meningsfuld velfærd. 

Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet i 2018. 

www.nisgmadsen.com

Samskabelse kan bruges når vi skal integrere flygtninge

”Når man flygter, mister man ikke bare sit hjem. Man mister også alle dem der kender dig, og kan sige god for dig”

Jeg er til foredrag med den nu tidligere generaldirektør for Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm. Hans udsagn får mig til at tænke på hvordan man får et job når der ikke er nogen der siger god for en.

Sige ”God” for nogen

Integration er en af de problemer som kommunerne ikke kan løse selv. Der er behov for civilsamfundet. Der er nogen der skal sige god for Mahmoud. Og det duer ikke at det er en der er betalt for at gøre det. Det skal være en der kender Mahmoud og måske endda har en vis troværdighed i samfundet. Det kan kun en fra civilsamfundet gøre.

Gøre lokalsamfundet til aktører

Kommunerne gør et stort arbejde for at integrere de flygtninge der kommer til landet. Det er ikke en nem opgave. Der er utroligt mange faktorer i spil. Fra krigstraumer til mangel på tillid til staten, til statens modvilje til at sætte flygtninge i et positivt lys. Det er lokalsamfundet der skal integrere flygtninge, og derfor skal lokalsamfundet blive aktivt når de møder flygtninge. Kommunen skal lægge berøringsangsten til side, og gå ud i de små lokalsamfund, og gøre dem parate til at modtage flygtninge.

Flygtningen som aktør

Det er samskabelse der er nøglen til god integration. Kommunen skal gøre noget, civilsamfundet og virksomhederne andet. Men ikke mindst skal flygtningen selv gøres i stand til at handle og vælge. De skal gøres til aktører. Hvis den gode vilje, den gode service, fratager dem alle handlemuligheder så bliver de passive.

Aktivere aktørerne

Integration har brug for at kommune og civilsamfund, virksomheder og flygtningene selv, er aktører. Derfor giver det god mening at tænke i samskabelse når vi arbejder med integration. Vi skal bruge, de værktøjer der er indenfor samskabelse, og aktivere alle aktørerne.

www.nisgmadsen.com

Hvordan kan det være at politiet samskaber?

Overrasket

På mange måder tænker jeg ikke lige på ligeværdigt samarbejde mellem borgere og det offentlige når jeg tænker på politiet. Jeg tænker mere på bøder, sætte folk i fængsel og opklare forbrydelser. Derfor blev jeg også mere og mere nysgerrig, da jeg stødte på politiet i mit arbejde med samskabelse.

Hvad er tryghed

Politiets opgave er at skabe tryghed hos den enkelte borger. Med den opgave kan politiet så bestemme hvad der er tryghed? Nej, det giver nemlig ikke meget mening. Følelsen af tryghed er ikke noget politiet bestemmer. Kan man så sige at de ikke kan løse deres opgave?

Definitionsretten

Lige præcis her tilbyder samskabelse en måde at arbejde på. Når vi som det offentlige ikke kan beholde definitionsretten, så bliver vi nødt til at spørge vores borgere, og give dem lov til at have en del af definitionsretten. Men det betyder ikke at politiet ikke kan arbejde med tryghed. Det betyder bare at de må arbejde med det sammen med andre. Det er tydeligt for dem at de ikke kan løse opgaven selv.

Ingen enkle løsninger

I virkeligheden er kriminalitet et meget komplekst problem. Det kan ikke løses med enkle løsninger. Vi kan ikke bare spærre alle dem der er kriminelle inde. Det er simpelthen en dårlig løsning. Det koster alt for meget, og forhindrer ikke flere i at blive kriminelle. USA er et tydeligt eksempel på at den løsning ikke skaber mindre kriminalitet. Der er efterhånden så mange i fængsel at det er en stor byrde for det offentlige, og kriminaliteten er ikke blevet mindre.

En løsning er ikke nok

Når nu kriminalitet er et komplekst problem, som vi ikke kan løse med enkle løsninger, betyder det at vi ikke kan nøjes med én løsning, men må finde flere løsninger på samme tid for at løse problemet. Og det ved vi jo godt: En indsats er ikke nok for at få folk ud af kriminalitet. Der skal gøres noget på mange fronter: job , bolig, omgangskreds, måske misbrug eller psykiske problemer. Det hele skal løses på samme tid, og derfor kræver det mange løsninger på samme tid.

Anerkendelse af samskabelse

Jeg er virkelig glad for at politiet er nået frem til værdierne i at arbejde med samskabelse . De anerkender at metoderne indenfor samskabelse kan bruges til komplekse problemer. Jeg tror på at det bliver bedre løsninger der bliver skabt, med den erkendelse. Ikke nemmere, ikke mindre komplekst, men mere levedygtige løsninger.

Se mere om politiets metoder og arbejde med samskabelse her:

https://www.politi.dk/da/ompolitiet/Samarbejde/cocreation/

www.nisgmadsen.com

---

Løs demokrati-opgaven med samskabelse

Nogle gange ved de kursister jeg har ikke hvad de skal gå i gang med, når de skal tage et samskabelsesinitiativ. Jeg har et råd der får folk op af stolene, men har sin egen logik: vælg et problem som I ikke har kunnet løse før.

Risici

Når man vælger et problem som ikke er blevet løst før, så er tager man ikke de store risici. Der er rimeligt frit spil og muligheder for at gøre ting vi ikke har gjort før. Hvis det ikke lykkedes at løse det tilfredsstillende med samskabelse, vil ingen blive sure. Det blev heller ikke løst da de prøvede at løse det på traditionel vis.

Komplekse problemer

En anden fordel kan være at grunden til at det ikke lykkedes at løse problemet før, netop var at det ikke blev gjort med samskabelse. Der er visse problemer der er så komplekse at de ikke lader sig løse med traditionelle metoder.

Bibliotekerne

Et af dem er meget fremme hos bibliotekerne nu. Bibliotekerne skal udbrede demokrati, og de ser det som en vigtig opgave at få de unge til at engagere sig i politik og deltage i valg. Snart kommer kommunevalget, og bibliotekerne ved at de skal gøre noget for at få de nye unge vælgere til at stemme.

Demokrati

Men det lykkedes ikke. Det er ikke lykkedes før. Demokrati er simpelthen et komplekst problem der ikke lader sig løse, ved at vi sætter plakater op hvor der står “STEM NU!” Ikke en gang en facebook kampagne vil kunne gøre det. De unge bliver nødt til at være med til at skabe løsningen.

Samskabelse som metode

Her kommer samskabelse ind i billedet! Samskabelse bygger på at få modtageren af velfærd (her den unge) til at være med til at skabe den. De skal være aktører i det, og være med til at bestemme hvad løsningerne kunne være. Samtidig skal de være med til at realisere dem.

God mening

Samskabelse er en glimrende måde at arbejde med demokrati på. Særligt med unge giver det god mening. Jeg vil derfor opfordre til at bruge samskabelse til metode, og hvis det ikke lykkedes - så er der nok ikke nogen der bebrejder jer. Det er ikke lykkedes før.

www.nisgmadsen.com