En Hurtigere Hest

"Hvis jeg havde spurgt mine kunder, hvad de ville have, havde de sagt 'en hurtigere hest'."

Det her citat fra Henry Ford er et citat som man kan glædes ved. Men det er en nostalgisk glæde. Det fortæller om en tid der ikke er mere.

Der var en gang at der var renæssance mennesker der var videnskabsfolk indenfor fysik, kemi, matematik og filosofi. Det var muligt engang at være i front over det hele.

Så kom der den moderne tid. Og her hører Henry Ford citatet hjemme. Det var her at videnskabsmænd var som Einstein. Enlige geniale mænd der lavede afhandlinger der forvandlede verden. Men der var også de første spor til at den tid vi lever i. Niels Bohr skabte et miljø på Niels Bohr instituttet, som tiltrak de bedste folk, og gav dem mulighed for at arbejde kreativt. Der var en fri tone og gode muligheder at tale frit. Det hårde hierarki havde Niels Bohr afskaffet.

Her blev der skabt videnskab på så højt et niveau at hvis der skulle være en mindeplade på facaden af bygningen for hver nobelpristager der havde arbejdet der, ville der ikke være plads nok. Det er der i hvert fald sagt i spøg.

Henry Ford er fra den moderne tid. Men modernismen er død. Verden er så kompleks at det ikke giver mening, ene mand at sætte sig og lave banebrydende afhandlinger. Det findes ikke mere. Vi bliver nødt til at arbejde sammen. Vi bliver nødt til at være flere og vi bliver nødt til at spørge vores “kunder”. Hvis vi vil have bedre svar en Henry Ford troede han ville få, så skal vi spørge bedre.

For det første kan man forestille sig at de svar vi ville få i dag, hvis vi spurgte, i virkeligheden ville være langt bedre. Vi er andre mennesker i dag end vi var for 100 år siden.

Derudover belyser det, at det at spørge rigtigt, er en kunst. Det at facilitere et rum der kan skabe fantastisk udvikling (som Niels Bohr gjorde det) er den vigtigste evne i dag. samarbejdsevnen, evnen til at få det fulde potentiale ud af hinanden, få den bedste version af den anden, det er de vigtigste egenskaber i dag.

Det var nok knap så betydningsfuldt hos Henry Ford.

Det er et sødt og dejligt citat. Og vi kan ønske os tilbage til den tid hvor man kunne sige sådan. Det er nostalgi.

www.nisgmadsen.com

Læs også: Gyldne løsninger

Samskabelse er ikke en akademisk øvelse

For nogen giver det god mening at få begreb om noget via teoretiske overvejelser. Det bliver klarere hvad man ønsker og hvordan det ser ud. Men nogen gange bliver det til en slags gymnastik. Øvelser på gulvet, som blot er meningsfuldt for dem der også er til den slags gymnastik. Men forskellen sker først i praksis. Det er først når der sker noget andet, at der bliver skabt mere livskvalitet.

Vi skal derfor have øjnene stift rettet mod den praksis der sker ude i yderste led.

Samskabelse sker i konteksten. Det er der det kan give mening, og derfor ude i yderste led at det skal skabes. Der kan gives plads til det, gives mod og sikres tålmodighed fra organisationen, men det er og bliver i mødet at der skal ske en forandring, før der sker noget.

Og heldigvis er det ofte et ønske fra medarbejdere at få muligheder for at skabe det der er meningsfuldt i mødet med borgeren. Det efterspørges at kunne have større tillid og kunne gøre det der passer i samarbejde med brugerne.

Mange medarbejdere er ulydige og gør det allerede. Eller udstiller reglerne med sætninger som “nu gør vi det her, fordi det skal vi”, “jeg spørger om det her fordi det skal jeg, men det har ingen betydning” og “Du skal svare på det her spørgsmål som en del af noget jeg lige skal skrive, selvom vi gør det på den anden måde”

Det må være utilfredsstillende at skulle arbejde på den måde. At skulle sno sig, og undsige sig de redskaber man har fået. Redskaber skabt i god mening (må man regne med), men som viser sig som obstruktioner for reelle samtaler og initiativer.

Eksempler tror jeg der er flere af, end jeg aner. Derfor skal vi ikke “hygge” rundt i teoretiske overvejelser, men se derude hvor tingene sker, og lave forandringerne i samspil med dem.

Mening skabes i konteksten. Det skal vi have respekt for.

www.nisgmadsen.com

Læs også: Kunsten at invitere

Regnskabet for livskvalitet

Når vi taler om samskabelse er der flere debattører der gør meget ud af at sige at samskabelse ikke må betyde besparelser. Det må ikke være en skjult spareøvelse.

For mig er det enkelt at holde regnskabet. Vi skal holde øjnene stift rettet mod bundlinjen. Men bundlinjen skal være regnskabet for livskvalitet. Skaber det her bedre livskvalitet?

Hvis det gør, så har vi gjort noget godt, om det så også er billigere for kommunen.

Kommunens budget er jo alle borgernes budget, og ingen kan vel være utilfreds med at der bliver skabt mere livskvalitet for færre midler? Jeg synes derfor det er ærgerligt når samskabelse pludselig bliver bundet bag vognen for besparelser. Hvis det nu skaber en bedre og billigere velfærd? Er det så en spareøvelse? Skal det koste det samme som før?

Samskabelse er en investering. Det koster resurser i starten, at skabe relationer og lave de første samarbejder. Det kræver tid at uddanne borgerne til at kunne tage et større ansvar. Derfor ser jeg det økonomiske spørgsmål, at det bliver mere omkostningsfuldt i starten, men billigere senere. Derfor kalder jeg det en investering, som kommer tilbage senere.

Vi skal se på regnskabet for livskvalitet, og turde lade det regnskab bestemme om det kan betale sig.

www.nisgmadsen.com

Læs også: Ensomhed og samskabelse

Noget for alle?

Jeg er taget på en endagsfestival med mine børn. Mine børn er mellem 10-14 år, og de spejler sig meget i deres omgivelser. Endagsfestivalen hedder “Glad Festival” og er for mentalt handicappede. Og de er anderledes. Jeg er glad, for at være der. Jeg kan nemlig se at mine børns oplevelse af normalitet, bliver voldsomt udvidet. Normalitet er et svært begreb. Man kunne ønske at lave noget normalt når man gerne ville lave et miljø for alle.

Som kommunal institution skal vi ofte tilbyde noget til alle i kommunen. Alle skal kunne bruge de services der er. Men kan man være noget for alle?

Start med at erkende at du er i rummet selv. Du har indflydelse, er medforfatter, på godt og ondt. Hvis du ikke giver plads til at andre kan være med til at forfatte rummet, og skabe det i deres billede, kommer rummet til at ligne dig. Dem der vil holde af det, er dem som ligner dig. Du vil skabe et miljø med kloner af dig selv.

Så har vi ikke længere et mangfoldigt rum, eller et mangfoldigt miljø. Hvis vi får et for homogent miljø bliver det bare endnu mere ekskluderende. Udvikling skabes i et rum med mangfoldighed. Derfor skal vi give plads til at rummet kan blive skabt i andres billede.

Der vil være ting du ikke synes om, men spørg dig selv om det er lavet til dig, eller til brugerne? Og at de “gamle” brugere ikke synes om det, er helt forudsigeligt. Alt er jo skabt i deres billede. Når det forandres, skal de lige vænne sig til at der er noget befriende i ikke at være den mest anderledes.

www.nisgmadsen.com

læs også: Midlertidige Rum

Højborge

Jeg træder ind på et frivilligcenter - frivillighedens højborg. Over alt på væggene er der opslag om tilbud om at blive frivillig. Mad-ven, Voksen-ven, mentor, sygruppe og meget mere. Men udover det, er der også en række udsagn på væggene: “Frivillighed vokser af lyst, og dræbes af pligt”. “Husk, at man som kommune ikke “bruger” frivillige, men samarbejder med dem” og “Bliv frivillig og gør en forskel”.(Jo det er så sandelig højborgen for frivillighed.)

Men der er noget ved denne frivillighed hvor gør sig selv til noget særligt, og forkaster at det kan være muligt at samarbejde, på andre præmisser end de frivilliges. Der forlanges lokaler og taknemmelighed fra kommunen. En måde at arbejde på, som betyder at kommunen bliver skubbet væk som samarbejdspartner, og bliver skubbet ind i rollen som “Service-Kommune”.

Jeg ved at de frivillige gør en kæmpe forskel. En forskel for mennesker. Jeg ved at mange gør et overordentligt stort stykke arbejde. Men jeg ved også at dem der kommer længst, er dem der samarbejder. Indenfor det frivillige sociale område skal der samarbejdes, for at få de bedste resultater. Der er ingen med en større know-how end kommunerne, og der ingen med større hjerter end frivillige.

Det her er en opgave for både kommune og frivillige. Det første er at erkende at ingen kan løse det alene, og vi har brug for hinanden. Den anden er at komme ud af vores højborge.

www.nisgmadsen.com

Læs også: Ingen vil arbejde frivilligt for kommunen