For nogen giver det god mening at få begreb om noget via teoretiske overvejelser. Det bliver klarere hvad man ønsker og hvordan det ser ud. Men nogen gange bliver det til en slags gymnastik. Øvelser på gulvet, som blot er meningsfuldt for dem der også er til den slags gymnastik. Men forskellen sker først i praksis. Det er først når der sker noget andet, at der bliver skabt mere livskvalitet.
Vi skal derfor have øjnene stift rettet mod den praksis der sker ude i yderste led.
Samskabelse sker i konteksten. Det er der det kan give mening, og derfor ude i yderste led at det skal skabes. Der kan gives plads til det, gives mod og sikres tålmodighed fra organisationen, men det er og bliver i mødet at der skal ske en forandring, før der sker noget.
Og heldigvis er det ofte et ønske fra medarbejdere at få muligheder for at skabe det der er meningsfuldt i mødet med borgeren. Det efterspørges at kunne have større tillid og kunne gøre det der passer i samarbejde med brugerne.
Mange medarbejdere er ulydige og gør det allerede. Eller udstiller reglerne med sætninger som “nu gør vi det her, fordi det skal vi”, “jeg spørger om det her fordi det skal jeg, men det har ingen betydning” og “Du skal svare på det her spørgsmål som en del af noget jeg lige skal skrive, selvom vi gør det på den anden måde”
Det må være utilfredsstillende at skulle arbejde på den måde. At skulle sno sig, og undsige sig de redskaber man har fået. Redskaber skabt i god mening (må man regne med), men som viser sig som obstruktioner for reelle samtaler og initiativer.
Eksempler tror jeg der er flere af, end jeg aner. Derfor skal vi ikke “hygge” rundt i teoretiske overvejelser, men se derude hvor tingene sker, og lave forandringerne i samspil med dem.
Mening skabes i konteksten. Det skal vi have respekt for.
Læs også: Kunsten at invitere
