Regnskabet for livskvalitet

Når vi taler om samskabelse er der flere debattører der gør meget ud af at sige at samskabelse ikke må betyde besparelser. Det må ikke være en skjult spareøvelse.

For mig er det enkelt at holde regnskabet. Vi skal holde øjnene stift rettet mod bundlinjen. Men bundlinjen skal være regnskabet for livskvalitet. Skaber det her bedre livskvalitet?

Hvis det gør, så har vi gjort noget godt, om det så også er billigere for kommunen.

Kommunens budget er jo alle borgernes budget, og ingen kan vel være utilfreds med at der bliver skabt mere livskvalitet for færre midler? Jeg synes derfor det er ærgerligt når samskabelse pludselig bliver bundet bag vognen for besparelser. Hvis det nu skaber en bedre og billigere velfærd? Er det så en spareøvelse? Skal det koste det samme som før?

Samskabelse er en investering. Det koster resurser i starten, at skabe relationer og lave de første samarbejder. Det kræver tid at uddanne borgerne til at kunne tage et større ansvar. Derfor ser jeg det økonomiske spørgsmål, at det bliver mere omkostningsfuldt i starten, men billigere senere. Derfor kalder jeg det en investering, som kommer tilbage senere.

Vi skal se på regnskabet for livskvalitet, og turde lade det regnskab bestemme om det kan betale sig.

www.nisgmadsen.com

Læs også: Ensomhed og samskabelse

Noget for alle?

Jeg er taget på en endagsfestival med mine børn. Mine børn er mellem 10-14 år, og de spejler sig meget i deres omgivelser. Endagsfestivalen hedder “Glad Festival” og er for mentalt handicappede. Og de er anderledes. Jeg er glad, for at være der. Jeg kan nemlig se at mine børns oplevelse af normalitet, bliver voldsomt udvidet. Normalitet er et svært begreb. Man kunne ønske at lave noget normalt når man gerne ville lave et miljø for alle.

Som kommunal institution skal vi ofte tilbyde noget til alle i kommunen. Alle skal kunne bruge de services der er. Men kan man være noget for alle?

Start med at erkende at du er i rummet selv. Du har indflydelse, er medforfatter, på godt og ondt. Hvis du ikke giver plads til at andre kan være med til at forfatte rummet, og skabe det i deres billede, kommer rummet til at ligne dig. Dem der vil holde af det, er dem som ligner dig. Du vil skabe et miljø med kloner af dig selv.

Så har vi ikke længere et mangfoldigt rum, eller et mangfoldigt miljø. Hvis vi får et for homogent miljø bliver det bare endnu mere ekskluderende. Udvikling skabes i et rum med mangfoldighed. Derfor skal vi give plads til at rummet kan blive skabt i andres billede.

Der vil være ting du ikke synes om, men spørg dig selv om det er lavet til dig, eller til brugerne? Og at de “gamle” brugere ikke synes om det, er helt forudsigeligt. Alt er jo skabt i deres billede. Når det forandres, skal de lige vænne sig til at der er noget befriende i ikke at være den mest anderledes.

www.nisgmadsen.com

læs også: Midlertidige Rum

Højborge

Jeg træder ind på et frivilligcenter - frivillighedens højborg. Over alt på væggene er der opslag om tilbud om at blive frivillig. Mad-ven, Voksen-ven, mentor, sygruppe og meget mere. Men udover det, er der også en række udsagn på væggene: “Frivillighed vokser af lyst, og dræbes af pligt”. “Husk, at man som kommune ikke “bruger” frivillige, men samarbejder med dem” og “Bliv frivillig og gør en forskel”.(Jo det er så sandelig højborgen for frivillighed.)

Men der er noget ved denne frivillighed hvor gør sig selv til noget særligt, og forkaster at det kan være muligt at samarbejde, på andre præmisser end de frivilliges. Der forlanges lokaler og taknemmelighed fra kommunen. En måde at arbejde på, som betyder at kommunen bliver skubbet væk som samarbejdspartner, og bliver skubbet ind i rollen som “Service-Kommune”.

Jeg ved at de frivillige gør en kæmpe forskel. En forskel for mennesker. Jeg ved at mange gør et overordentligt stort stykke arbejde. Men jeg ved også at dem der kommer længst, er dem der samarbejder. Indenfor det frivillige sociale område skal der samarbejdes, for at få de bedste resultater. Der er ingen med en større know-how end kommunerne, og der ingen med større hjerter end frivillige.

Det her er en opgave for både kommune og frivillige. Det første er at erkende at ingen kan løse det alene, og vi har brug for hinanden. Den anden er at komme ud af vores højborge.

www.nisgmadsen.com

Læs også: Ingen vil arbejde frivilligt for kommunen

Motivation og Mening

Når vi som kommune har et samarbejde med borgere har vi sjældent nogen særlig magt over dem. Faktisk kunne man sige at hvis vi havde, havde vi ikke noget samarbejde. Samarbejdet ville i hvert fald ikke være ligeværdigt, og så kan vi diskutere om det er et samarbejde, eller et andet forhold.

Når vi ikke har nogen særlig magt, kunne vi ønske os at motivere borgerne til at gøre det vi gerne vil have dem til at gøre. Vi vil bruge motivation. Men er det for at få vores vilje?

Er motivation at sælge, forføre eller at overtale en anden til at gøre noget, som man gerne vil have dem til at gøre?

I de tilfælde kan motivation hurtigt slippe op. Den motivation man har givet, er måske hurtigt brugt op, og så forstår borgeren ikke hvorfor de gør det som de er blevet motiveret til. “Hvorfor var det lige at det her var en god ide?”

Har du nogensinde oplevet borgere med det spørgsmål?

“Skal man motiveres til at gøre noget som man kan se ideen i at gøre?”

Ja, det er et retorisk spørgsmål. Mening er en helt anden kraft når man går ind i et samarbejde. Hvis du kan se meningen i at gøre noget, er du motiveret til at gøre det. Meningsfuldhed er altså en levedygtig “motivation”. Mening er i dag det mest betydningsfulde for os som mennesker. Meningsløshed er det værste.

Men mening er ikke noget man kan putte ind i andre. Mening er noget der skabes i en relation. For at vi kan få borgerne til at se meningen med det, bliver vi nødt til at se hvad meningen er for os selv. Derefter kan vi åbne det op for borgeren og finde en mening sammen. Men du skal ikke regne med at det nødvendigvis giver mening for borgeren. Det kan være noget helt andet der gør det meningsfuldt for borgeren. Og det skal der være plads til.

Vi skal opgive definitionsretten til meningen, og skabe plads til brugernes/borgernes meningsfuldhed. Det er en god ide at der er en mening med galskaben.

PS: Mon man ikke står i samme situation som leder overfor sine medarbejdere?

www.nisgmadsen.com

Læs også: Mening, magelighed og frustration

Indlæg dig selv

Samskabelse er kommet til sygehusvæsenet. Det simpelthen bare en god nyhed. Jeg blev så glad fordi det er et tydeligt tegn på at samskabelse er en uundgåelig velfærdsmetode. Samtidig skaber det åbenlyst større livskvalitet.

Det eksempel jeg særligt tænker på, er det forsøg hvor psykisk syge kan indlægge sig selv. Det er såkaldte “brugerstyrede senge” hvor de psykisk syge kan ringe ind og få en plads, uden at skulle have en læge til at indlægge dem.

Det giver åbenlyse fordele. Det giver en større tryghed for patienten, der ved at han/hun kan blive indlagt når de føler det nødvendigt, men samtidig betyder det også at de kan blive indlagt inden de bliver meget syge. Det betyder at der er flere indlæggelser, men at de er kortere. Patienterne skal ikke gøre sig selv sygere for at blive indlagt af en læge.

Personalet lærer patienterne hvornår de skal indlægge sig selv, så de de bliver bedre til at mærke hvornår det er tid.

Det passer simpelthen så fint med mine tre skridt ind i samskabelse: Opgiv definitionsretten, opbyg resurser og faciliter deltagelse.

Sygehusvæsenet opgiver at vide bedre, og anerkender at patienterne ved en masse om deres egen sygdom. Lægerne opgiver definitionsretten, altså retten til at bestemme over hvornår du skal indlægges. Samtidig opbygger de resurser hos patienterne, ved at lære dem hvornår de skal indlægge sig selv.

Jeg er sikker på at vi kommer til at se mange flere af de eksempler i fremtiden, og det er da en god nyhed. Som borgere er vi simpelthen parate til samskabelse, og velfærdsskaberne er begyndt at anerkende det.

www.nisgmadsen.com

Læs også: Samtaler om samskabelse

nisgmadsen har startet et samarbejde med seminarer.dk

Se temadagen her: STYRK SAMSKABELSEN