tirsdag den 5. maj 2015

Netværksmøde i syddanmark


Der kan skabes meget liv i byen når man aktiverer borgerne. Vi har set eksempler på midlertidige initiativer der giver byen aktiviteter. Et samarbejde mellem borgere og kommune er i gang rundt omkring. Lige fra de grønne partnerskaber som staten har støttet, til små initiativer som Adopt-a-box fra Aarhus.




GivRum.nu har været særligt dygtige til at arbejde på den måde og har skabt gode resultater. GivRum.nu´s oprindelige tanke var at tomme bygninger kunne bruges midlertidigt af borgerne i området. Nu er GivRum.nu aktiv på mange fronter, men fælles for det er at skabe et byliv i samarbejde mellem borgere, private og kommune.


GREEN-TEAM er en gruppe borgere der samarbejder med kommunen om at holde Tørring pæn og vejene i orden. Det er en gruppe borgere der er selv-organiserede. De går rundt i byen med jævne mellemrum og samler skrald og ser hvor der er problemer. Skraldet bliver afleveret til kommunen og informationerne bliver givet videre.


GREEN-TEAM er spændende fordi de har fået kontakt til de borgere der ikke møder op til alt. De borgere der er super-engagerede og møder op til alle invitationer, har jo allerede rigeligt at se til. De er sikkert allerede bestyrelsesmedlem i skolen og træner i sportsklubben. Derfor er det vigtigt at høre erfaringerne fra Tørring.


Udover Ole Klidbo Madsen, som er driftchef i Hedensted kommune, og som derfor er GREEN-TEAMs kommunale kontaktperson, får vi også besøg af Kristine Karlshøj fra Kolding kommune. Kristine er leder af Kolding legepark, Kolding billedskole og nikolai for børn.


Mødet er gratis, men tilmelding er nødvendig.
Tilmelding på mail: nisgmadsen@gmail.com


tirsdag den 21. april 2015

Ensomhed og samskabelse

DR har fokus på ensomhed. Ensomhed er et problem der rækker ud over det sociale. Ensomhed giver dårlig trivsel, og alt det der følger med det. Derfor er ensomhed en del af velfærden for det enkelte menneske.



Ensomhed er en af de problematikker der kan skabe fokus på hvad kommuner ikke kan, og hvad samskabelse kan. Hvordan får man kontakt til ensomme? De er jo kendetegnet ved ikke at have noget netværk og have svært ved at komme ud blandt andre?

Ensomhed er et komplekst problem, og lige meget hvor mange penge en kommune vil give til at have en siddende hos en ensom, fjerner det ikke ensomheden. Bliver du mindre ensom af at have en som er betalt for sidde hos dig, til at sidde hos dig?

Samskabelse kan gøre den ensomme til aktør. Som en del af et sundhedsprojekt i Fredericia har beboere i et alment boligkvarter, skabt et værested. De har fået hjælp til at få det på benene af kommunen, og har lokaler i medborgerhuset.

Fordi der er skabt en relation mellem beboerne og medarbejderen, er ideen kommet frem, og blevet til noget. Beboerne har fået lov til at komme på banen, og ingen har overtaget deres initiativ. Det bliver støttet og hjulpet.

Ensomhed skal løses i samarbejde. Det er åbenlyst. DR´s tema kan måske belyse nødvendigheden i at samskabelse kommer på banen som løsning.

Læs også: Ensomhed
Se mere her: www.nisgmadsen.com


tirsdag den 7. april 2015

Min bog om kommunal samskabelse kan købes nu!

Plads til deltagelse
- Ny bog om kommunal samskabelse




Ny bog om kommunal samskabelse er på gaden nu. Den er udgivet i samarbejde med Trykværket. Bogen giver inspiration til kommuner og organisationer der arbejder med samskabelse og medborgerskab. Bogen bygger på praksisviden fra den kommunale verden og er fyldt med eksempler på samskabelse.


Der er stor opmærksomhed fra den kommunale verden om hvordan vi udvikler velfærden til at blive bæredygtig og meningsfuld. Samskabelse er et bud på dette. Samskabelse er produktion af velfærd i samarbejde med borgerne. I dag arbejder kommunerne med at aktivere resurserne i lokalsamfundet, fordi det giver en mere meningsfuld velfærd og mere levedygtige løsninger.


Præmisserne for at borgerne melder sig på banen, og ønsker samarbejde med kommunen er vigtige for at samskabelsen lykkedes. Bogen beskriver hvilke præmisser der skal til for samskabelse. I bogen kan man læse om hvordan du kan lave samskabelse og hvad du skal være opmærksom på når du indgår samarbejde med lokalsamfund og borgere.



På bagsiden af bogen står der:

"Den danske velfærd udfordres i disse år, og et spørgsmål, vi ikke kommer udenom at stille os selv, er, hvordan vi udvikler velfærden, så den bliver bæredygtig og meningsfuld - også på længere sigt. En udvikling der i stigende grad afhænger af borgerens deltagelse.

I Plads til deltagelse - en introduktion til kommunal samskabelse giver Nis Grønager Madsen inspiration til de kommuner og organisationer, der ønsker borgerinddragelse og samskabelse, ligesom han udpeger de præmisser, man skal være sig bevidst, når man arbejder med samskabelse."

Yderligere oplysninger:

Bogen kan købes på hjemmesiden:

tirsdag den 24. marts 2015

Hvad vil du gerne arbejde for?

I Danske kommuner E-magasin (16.03.15) skriver Søren Gytz Olesen, formand for socialudvalget i Viborg Kommune, kritisk om kommune 3.0. Kritikken er at meget i kommuner er reguleret og der er manualer der ikke efterlader muligheder for borgerne at blive "herre i eget liv". Det er godt set. Der er mange reguleringer, og det professionelle skøn er væk. Måske er det forsvundet i retssikkerhed for borgerne? Gennemskuelighed og klarhed der giver borgerne klarhed over hvad de får for pengene? For borgerne er kunder i velfærdsbutikken så det skal være klart hvad man har krav på.



Kommune 3.0 anlægger et andet perspektiv. Her er du som borger medskaber af din velfærd, og derfor med til at bestemme over din velfærd. På den måde bliver borgeren aktør frem for kunde. Det tror jeg er en meget tilfredsstillende position at være i.

Det kan være at der ikke er efterladt megen plads at være herre over i alle de velfærdsregler der er, men hvis vi ser efter, kan det være vi kan finde de muligheder der er. Med et fokus på vores magtesløse forhold til regler og manualer, kommer vi i hvert fald ikke til at se de muligheder der er.

Mulighederne er der, vi skal bare se efter dem. Det synes jeg er væsentligt mere meningsfuldt at gøre. Jeg glædes over at kommune 3.0 i den grad slår igennem, og derfor inspirerer os til mere meningsfuld velfærd. Måske skal vi arbejde for at få mere plads til at borgerne kan være "Herre i eget hus", men det er da et vigtigt arbejde?

Hvad vil du arbejde for?

tirsdag den 10. marts 2015

Rum til deltagelse



Nu har bloggen fået video!

Bloggen her vil i fremtiden være her sammen med mit nyhedsbrev. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her:



Denne video er om hvad der optager mig lige nu. Og det der optager mig er hvordan kommuner skaber rum til deltagelse. Hvordan gør vi det muligt for borgere og lokalsamfund at bidrage til deres egen velfærd?

Det er et skifte både for kommune og lokalsamfund, men det første en kommune kan gøre er at overveje hvordan den kan skabe plads til at borgerne deltager. Hvad er egentligt muligt at gøre i dag som borger? Hvordan ser vi på det når borgere gør noget?

En kvinde jeg mødte havde været til møde med sin gode ven og hans sagsbehandler. Hun ville gerne hjælpe og støtte, så han kunne få det rigtige tilbud. Hun oplevede ikke at blive budt velkommen, men mere som om hun var en besværlighed. Hun blev ikke set som en resurse, men som noget der var i vejen.

Det er et eksempel på at der ikke var plads til at hun kunne bidrage. Jeg synes det er ærgeligt, at det hun havde at bidrage med, ikke blevet taget imod. Der var ikke plads til hendes deltagelse.

Mange steder er kommunerne opmærksomme på at der er store fordele ved at samarbejde med borgerne. Det er den udvikling der skal gives plads til ved at kommunerne skaber rum til deltagelse.