fredag den 2. maj 2014

Mening som betaling

Møntfoden
Når man arbejder med frivillige er der ingen løn, og kun meget lidt pekuniær anerkendelse. Så en af de ting der kan få frivillige til at arbejde frivilligt er mening – at det er meningsfuldt at gøre det. Så mening er betaling. Mening er møntfoden.

Billedtitel: Genert

Medarbejdere
Medarbejdere i dag arbejder sjældent kun for at få løn. Det skal give mening at udføre arbejdet. Faktisk kan man sige at det er noget af det vigtigste for mange medarbejdere, og derfor er meningsløse opgaver gift for arbejdsindsatsen.

Møntfoden for medarbejderne
Meningen med arbejdet skal helt frem i første række. Det er også vores møntfod som ledere overfor medarbejderne.
At lave målinger er mangel på tillid. Kontrol vil opleves som meningsløst arbejde for en medarbejder der gerne går på arbejde, fordi arbejdet giver mening. Hvorfor skal han eller hun opleve en mistillid i en måling – og presses af målelige krav? I stedet for at få tillid til at medarbejderen kan, ud fra meningen med arbejdet, have krav til sig selv, og finde løsninger.

Med en høj grad af mening er det gift at måle
New public management har målinger og kvalitetskrav som er beskrevet nøje, som styringsredskaber. Det giver ikke umiddelbart mening. Det kan være at den løsning der giver mening ikke er beskrevet og derfor ikke bliver målt. Og det der ikke bliver målt eksisterer ikke, når vi snakker new public management.

Tale om meningen frem for hvad vi skal
Altså tal om hvad meningen er med det I laver. Lad historien fylde noget, og brug svaret på ”hvad er meningen?”

Meningen er møntfoden.

tirsdag den 29. april 2014

Risiko mod Tro

Ansigtet
Der var den så igen. Ansigtet med en usikkerhed på hvad der kan falde ned af brænde. Ikke livrem og seler, men et blik der ser alle ulykkerne. Hvordan kan vi se alle tænkelige ulykker i øjnene og sove om natten? Hvordan svarer vi på alle ”hvad nu hvis…” spørgsmålene? Kan man smøre leder-ansvaret ud på andre?
Billedtitel:Admiral Ondskab

Jeg vil have mit på det tørre
Der sker tit noget i en organisation som lederen ikke aner om. Jeg har her på bloggen tilskyndet det, og holder af at det sker, men når man tænker risiko sammen med det, så kommer der måske andre boller på suppen? Det er lederens ansvar hvad der sker, også selvom hun ikke ved at det sker, for hun har ansvar for hvad der kan ske.

Hvad er så modigt? Hvad er dumt?
Kan man stole på at man kan lave en kultur hvor folk de tænker sig om og opfører sig ordentligt? Kan risiko imødegås med så bløde ting som kultur? Hvilke regler og skilte skal vi stille op som ledere før vi har ryggen fri? Kan vi virkelig gøre det?

Risikovillighed
Jeg mener at der skal en stor risikovillighed til når man er leder. Man skal turde at satse. Ikke bare på underlige projekter, men også på at det går godt i risikosammenhænge. Det skal være muligt for en leder at tage en risiko, og jeg tror at en organisation kan gøre meget for at støtte en leder, og få lederne til at turde mere.

Megakontrol
Der er så meget brug for andre ting end kontrol. Vi kan kontrollere os til døde, og der sker alligevel ulykker. Jeg tror faktisk at det er i de mest gennemkontrollerede systemer kan opstå ulykker der ikke ville ske, der hvor der ikke var megakontrol. Når der ikke er kontrol, er der ansvarlighed.(og det er faktisk spændende at se hvad man kan udrette med al den tid man brugte på kontrol.)

Hvis et lyskryds går ud
Når et lyskryds går ud, så kører bilerne ikke ind i hinanden. Der er faktisk meget få ulykker når det ikke virker. Det er lige før der er færre end når det virker. Der er en anden opmærksomhed når lyskrydset ikke virker. Det giver jo stof til eftertanke. Vi fortsætter ikke bare samme adfærd når verden ser anderledes ud. Kontekst uden lyskryds, giver større opmærksomhed og ansvarlighed.


fredag den 4. april 2014

Hvad taber vi egentlig..?

PPT-slide
Jeg ser på et ppt-slide lavet af Klaus Majgaard. Der står:”Hvad taber vi egentlig..?”
Det han er ved at beskrive er samskabelse og konsekvensen af dem, set fra den kommunale side. Hvad taber kommunen egentlig ved at samarbejde med omverdenen og opgive definitionsretten af andres behov?
Billedtitel: Ansigt og hest - hæderlighed

Verifikation
Den store myndighedskommune, bliver der i hvert fald stillet spørgsmål til. Den må opgive at vide bedst, men med det kan kommunen også opgive at måle, verificere og dokumentere. Og det har kostet uhyggeligt mange resurser at gøre det hele tiden, og alt det kan blive frigjort. Hold op med at måle hvad du gør, og gør det. Stop trying to do it, and just do it!

Wicked problems
Mange kommunale opgaver er ”Wicked Problems”, altså kringlede problemer som jeg kalder dem. Tænk bare på sundhed: de sunde bliver sundere fordi kampagner virker på dem, mens de usunde blot bliver endnu mere usunde. Kampagner virker ikke på dem. Skal vi så prøve med mere af det samme?

”Hvad taber vi egentlig..?”
Her kommer Klaus Majgaards spørgsmål virkelig på sin plads. For når nu vi ikke kan løse det vi vil på den måde vi gør det nu, hvad taber vi så egentlig, ved at gøre noget andet? Og behøves vi at dvæle ved hvad der ikke duede i uendelige målinger, evalueringer og andre forsøg på at gribe verden og holde den fast? Konteksten er gået næste gang vi går i gang.

Den nye borger
Ikke nok med det, så er jeg ret sikker på at borgerne puster kommunen i nakken, og vil have indflydelse på hvad der foregår hjemme hos dem selv. Vi vil være aktører, der selv kan bede om hvad der giver mening, og sige nej tak til det der ikke gør. Jeg tror på at vi er helt med på at prøve noget andet, når det der sker ikke virker.

Håneretten
For som borger kan vi stille det samme spørgsmål. Hvad taber vi egentlig? Og ja, vi taber rettighederne, og retten til at pege fingre og råbe ”det duede jo ikke!”, ”det er meningsløst!” og ”så kender vi kommunen igen!”. Jeg ved ikke om vi er villige til at slippe det?


PS. Undskyld for The Matrix-citatet…

fredag den 21. marts 2014

Silo-smeltning

Samarbejde på tværs
Der snakkes om at arbejde på tværs i kommunerne. Jeg kan ikke lade være med at more mig med hvad der indefra ses som på tværs, og hvordan det ser ud udefra. Brugere kan simpelthen ikke se siloerne, og er ofte frække nok til at stille spørgsmål til dem. Andre gange går de ganske enkelt på tværs uden at tænke over det, og kommunemedarbejderne råber ”AV”, når brugerne går igennem gennemsigtige vægge.

Billedtitel: solskins-LOVE

Boots were made for walking
Her er det en rigtig god mulighed for at tage de sko på som brugerne har, og gå de skridt de går. Finde deres stier, og glemme motorvejene gennem systemet. Det er ikke altid det giver mening at blive på vejen.

På tværs
Jeg har oplevet flere borgere der i et forsøg på at få et bedre liv henvender sig til en institution i kommunen, men bliver vist videre til en anden, som nok kan klare det bedre. En institution der sikkert også vil sende borgeren videre til en anden afdeling der er bedre til det. Men er borgeren gået forkert første gang? Eller kan vi bare ikke se det rigtige i borgerens  valg?

Skaterbaner
Der var tre skaterbaner i byen. En var privat, en anden i institutionsafdelingen og en tredje i fritidsafdelingen. Vi begyndte at arbejde på tværs, men man kan være fræk og spørge: Af hvad? Set fra skaternes side af var det skaterbaner. Ikke tre forskellige ting.

Nyt perspektiv?
Borgeren ser ikke verden som på tværs. De ser det hele sammen, og hvis vi tager deres blik udadtil, kan vi se nogle andre ting. Og det er ikke på tværs. Det er sammenhæng. Indefra var der siloer der næsten var uoverstigelige i deres forskellige tilgang, men for brugerne var der intet skel. Kunne vi bruge deres perspektiv?

Brugerens landskab
Vi må opgive vores perspektiv til fordel for brugerens perspektiv. Det er grundlaget for at finde nye løsninger og se nye sammenhænge i brugerens landskab. Vi finder brugerens landskab ved at spørge og være til stede. Og det kan godt være at vi bliver mødt med lidt skepsis i starten.

Nye veje

Der er et perspektiv derude, der måske kan det vi gerne vil. Som ikke ser siloer og derfor smelter siloerne. Hvis vi lod det perspektiv være vores løftestang til at komme over siloerne, havde vi måske en ny kraft, og nye veje. Vi bør hilse dem velkomne.

fredag den 7. marts 2014

Skiltedød

Samler
Jeg har en svaghed for skilte. De virker tit håbløst naive, og derfor også morsomme. At tro at man kan forandre noget med et skilt er simpelthen morsomt. Og de mest skingre forsøg, er blevet et samlerobjekt for mig. Skilte bygger på en logik jeg ikke abonnerer på.



Vaske hænder
Når skilte er bedst kan de give en information som man sandsynligvis kunne have sagt sig selv. Når de er værst er de simpelt demotiverende og tænder min trods-tankegang. Skilte har det med at sætte sig på logikken og definere hvad der skal ske i et rum. De bestemmer og dem der har sat dem op, kan bruge dem som undskyldning: ”vi har gjort noget ved det!”. Det er virkelig at vaske hænder. Derfor er det så lidt sympatisk.

Autoritet
Definitionsretten betyder også at der ikke kan ske mere end skiltet tillader. Så kreativitet og nyskabelse er bandlyst. Skiltet har autoritet – men fra hvad? Hvorhenne har det vundet sin autoritet? I denne verden har skrift ikke megen autoritet. Det har mening. Vi har som postmoderne mennesker ret gode kontekstopfattende antenner. Dem har simpelthen behov for, fordi traditionerne er borte. Så det handler bare om at bruge dem.

Jeg tror på kultur, kontekst og det talende rum
Som formidler i et børnekulturhus, gik det op for os at størstedelen af vores målgruppe ikke kunne læse. Hvordan orienterede de sig så? Hvordan vidste de hvad man kunne og måtte? Hvis vi satte instruktionsskilte op, gav vi de voksne definitionsretten af rummet. De kunne læse hvad man skulle og måtte. Men da vi var til for børnene, og hellere ville have at det var børnene der instruerede deres forældre, indførte vi skiltedød.

At læse et rum
Børn er vant til at læse et rum. Og jeg tror at vi alle læser rummet før vi læser skiltet. Vi gør hvad rummet siger, frem for hvad skiltet siger. Ved at forstærke hvad rummet siger, gav vi børnenes almindelige læsning af et rum, anerkendelse. Selv de voksne kunne faktisk finde ud af det, hvis de slukkede for instruktion, og tændte for intuition.

Skilte-død

Skilte er mest til for afsenderen. Min erfaring er at vi kan gøre meget mere ved at arbejde med rummet, end ved at sætte skilte op. Vi er sociale væsener, og opfører som de andre i flokken. Særligt hvis vi er nye, og ikke kender reglerne. Og når vi kender reglerne behøver vi ingen skilte.