fredag den 4. oktober 2013

Bliv i troen

En vred elefant
Hvornår stod du sidst og så verden omkring dig styrte i grus. Alt det du troede på døde der for øjnene af dig. Du mærker hvordan du bliver dårligere end du egentlig vil være. Du hører dig selv blive dum at høre på. Du ser dig selv opføre dig som en vred elefant i en porcelænsbutik.

Billedtitel: Tæer

Hvad gør man så?
Hvordan kommer man så videre fra sådan et punkt. Det er ubehageligt at opleve at man bliver dårligere end man er. Men også en klar bekræftelse i at vi er i en kontekst. Vi er en del af andre mennesker, og som Gergen siger, så er vores selv det, det bliver sammen med andre. Det bliver skabt sammen med andre.

Kimen
Selvom det er ærgerligt når det går den vej, så rummer erkendelsen også nøglen til at lykkedes. Nøglen til at blive den bedste version af os selv. Vi har muligheden for at blive gode igen, hvis vi sammen bliver gode igen. Hvis vi kan få konteksten til at være den der gør det godt. Og alt det kan vi gøre noget ved.

Samtalen
Vi har muligheden for at blive gode igen. Vi skal holde os parate til et forgreningspunkt opstår. Til samtalen lige pludselig kan ændre sig. Til det tidspunkt hvor nye historier kan blive valide. Det kan være ørkesløst at gå igennem samtaler hvor manuskriptet er skrevet. Hvor der er langt til at der bliver sagt nye ting. Hvor ørerne vil være med til at høre noget andet.

Konteksten
Men med et skifte i kontekst, kan der ske noget. Det kan være en ny person i samtalen, et nyt sted, en ny situation, og så er den der. Det er værd at forsøge sig frem og prøve at skabe skiftene i konteksten, men et forgreningspunkt, er en begivenhed, som Ole Fogh Kierkeby ville sige. Noget der ikke kan være styr på. Og derfor skal der gives plads til at begivenheden kan være der. Og opmærksomheden skal være på hvornår den opstår.

Teori U
Scharmer taler om det som bunden af Uét. Her hvor ingen ved hvad der skal ske. Hvor det der var forberedt ikke giver mening mere. Hvor gamle opfattelser mister deres styrke, og falder sammen. Ligesom min beskrivelse i starten. Blot med den forskel, at der er muligheden for udvikling. Ligesom i starten.

Bliv i troen

Så vi må ikke tro at vi aldrig kommer til at blive gode igen. Vi skal blive der hvor begivenheden får lov til at blomstre. Lige meget hvor dyb afgrunden kan synes der foran os, må vi vende verden og gå videre. Selv lidt håb kan lade sig gøre – som Steffen Brandt siger det.

fredag den 27. september 2013

Vi prædiker udvikling, men beklager os når noget er anderledes

Forandring
Hun siger at det har forandret sig, og derfor er der ikke den opbakning der var før. Det var meget lettere før. Frivillige var frivillige og villige til at være stabile og enkle at arbejde sammen med. Nu… nu er det helt andre vilkår. Jeg lytter til hende, og tænker: ”hun arbejder da normalt for udvikling.”

Billedtitel:model så meget kærlighed

Jo ældre man bliver, jo hurtigere løb man
Det er så taknemmeligt at huske alting bedre før. På en måde er det en god evne som menneske at glemme alt det irriterende og huske det gode, men når det kommer til sammenligninger af hvordan det var før, og hvordan det er nu, så er ”den gang” sjovt nok altid bedre end ”nu”. Jeg har altid ment at det absurd at lave sådan nogle sammenligninger. Konteksten har jo ændret sig, og den har ændret sig på mange måder, som vi ikke ser, eller ikke tænker på. Verden er mere kompleks end vi kan overskue den. Så sammenligninger er absolut absurde.

Anderledes
Anderledes er hverken bedre eller dårligere men bare anderledes. Glem det der med at dømme over det. når det er anderledes er der nye muligheder, men gamle forsvinder. Og det kræver opmærksomhed at se hvad der sker, og se de nye muligheder. De nye handlingsrum. Og selvfølgelig kan vi alle komme til at savne plejer. For de aftaler har en tendens til at være meget lettere. Men vi kan ikke prædike udvikling og så ikke ville undvære noget af det vi har. Hvis vi udvikler os, forlader vi både lette og svære ting.

Stifinder
Så udfordringen er hele tiden at have blikket stift rettet mod de muligheder, og resurser der kommer til syne efterhånden som vi bevæger os. vi skal være som en stifinder der er på vej, og kender retningen, men ikke vejene. Vi skal ikke slå hjernen fra, og kun tænke på et opdigtet mål, så vi kan sige: ”nu er vi her!”. Vi skal kikke os omkring og finde stierne. Det er som at være på eventyr. Og en gang imellem får man våde fødder, men bare man får dem tørret, er det ok.

Jeg vil ikke sige

Jeg nægter at være kulturpessimist, og insisterer altid på at det er bedre nu end før. Hvis jeg ikke kan se det, er det fordi jeg ikke har fået øje på det. det betyder at jeg bliver nød til at se efter de resurser der gemmer sig, ellers kommer jeg til at føle mig som en gammel bitter mand. Jeg vil ikke sige: ”det var meget bedre dengang…”

fredag den 20. september 2013

Fortæl en historie - om dig selv

Fortælling
Vi fortæller historier til hinanden på en arbejdsplads. Vi fortæller om vores private liv, med sjove oplevelser og anekdoter. Vi fortæller om hvad vi oplever på vores arbejdsplads. Denne fortælling er også en fortolkning af hvad vi oplever. Vi fortæller ud fra hvilke øjne der ser, og derfor ud fra vores egne øjne, i lige den kontekst vi er i. Historierne flyder over alt. Både indbyrdes personale, og personale og ledelse, og ledelse personale, vi snakker løs for at bringe vores fortolkning på banen.

Gør vi det så for at styrke vores eget billede, eller for at høre hvad de andre har at sige til fortolkningen?
Vil vi dyrke vores egen historie og gøre den dominerende i billedet af fortolkninger? Eller er historien et ønske om at brede verden ud for kollegaerne? Fortælling er et ledelsesredskab. Det vi fortæller som ledere er vores fortolkning af verden, og vi kan gøre det for at dominere med vores fortolkning af verden, eller for at berige. Hvis vores historier bliver for frigide, og svære at kunne bruge til noget.

billedtitel: Kvindesmil

En historie kan fortælles så meget at den mister troværdighed. Så kan man fortælle lige hvad man vil.
En historie kan bare ignoreres af lytterne. Den skal give mening for dem, før at den kan bruges.
Alle på arbejdspladsen bidrager til den samlede fortælling og fortolkning af verden, og man kan ikke som leder sætte sig på fortolkningen. Man kan som Michala Schnoor siger, være medforfatter. Og i det forfatterskab er det vigtigt at man har fortrolighed og mening. Vi kan gøre meget med fortællinger, men vi kan ikke dominere mere end ørerne der lytter giver lov til. En hel enkel begrænsning: Ørerne bliver lukket.

Hvad vi bringer på banen
Hvad vi bringer på banen kommer an på konteksten hvem vi er i selskab med og hvor vi er. Konteksten personalemøde, kan bringe helt andre historier på banen end konteksten kaffepause. Og hvis vi er sammen med nogen vi gerne vil være loyale overfor, vil vi nok fortælle historier der knytter sig til deres, og måske endda underbygger deres fortolkning. Og det er ikke så dårligt. Men det kan også være her man skal tænke sig om når man bruger fortælling som ledelsesredskab. Der skal faldes ind i konteksten.

Sprogbuffet
Der kan være visse ord vi sætter på bordet, begreber der bliver sat på banen, og de kan farve hele historien. Ord kommer ikke alene, de har en hel gruppe med sig. Vinder kommer med taber. Rettigheder kommer med retfærdighed. Mangel kommer med resurser.
Som leder er man ikke ene om at sætte ord på buffeten. Som medforfatter, er personalet og brugere med til at sætte ord frem, og ord kan ikke forbydes. De er frie og vil ikke lægges i lænker. De vil bruges og være en del af verden, og lige meget hvor meget vi ønsker kontekst eller sprogbuffet ændre sig er der heldigvis ikke en verden hvor der er nogen der har kontrol over hverken kontekst eller ord.

Udviklingsrum
Her er der muligheder for udvikling. Det er et udviklingsrum i historierne og måske kan vi fortælle historier på ny, eller med nye ord, så de bliver fortolkende på måder der kan fortælles videre på. Historier som kan fortsættes har en åbning til at alle kan bidrage. Jo flere der bidrager, jo mere nuanceret og mangfoldig bliver fortællingen.
Vi fortæller verden og husk: Vi vil gerne fortælles som den bedste version af os selv.


fredag den 6. september 2013

Del

Inspiration
”Share” står der på knappen. ”Del” er blevet den mest inspirerende mulighed for mig. Jeg stirrer på ikonet på min computer. Jeg kan dele ud med et enkelt tryk. Jeg bliver opfordret til at dele flere gange om dagen. Hvis jeg kommer ind på en hjemmeside hvor der ikke er en ”share”-mulighed, bliver det helt underligt. Vil de ikke være en del af et fællesskab? Vil de ikke være med? Det er som om de spiller kostbare, på et meget upassende tidspunkt.

billedtitel: Mus på stribe

Intet underskud
I IT-verdenen er der ikke underskud – du kan altid lave mere. Et opslag, et billede, en ide kan deles uden at der bliver mindre af den. Faktisk vokser den af at blive bredt ud. Der er altid mulighed for at lave et billede mere. Derfor deler vi gladelig det med hinanden. Vi giver det til hinanden, gratis! Det er egentligt generøst. Når vi kan dele så gør vi det. Nærighed er lig med død i den verden.

Gratis
Hvad gør det ved os at vi lige pludselig kan dele med hinanden og gør det? Hvordan ændrer det vores måde at være i verden på? Kan vi se at det har lavet om på os? Derfra hvor jeg ser, synes jeg at ane noget: Gratis bliver nærmest et fjollet udtryk. Det er vores. Vi anerkender at vi ikke bare kan selv, men at det vi skaber er på baggrund af det andre har lavet.

Ophavsrettigheder er væk
Musik og film, som før var varer man købte, er blevet noget man deler. Eller det vil sige: der er vi jo ikke helt endnu, men alt peger i den retning. Bands giver deres musik bort. Engang var det forbudt at tage billeder til en koncert. I dag styrker det et band hvis folk filmer koncerten og ligger den ud, og deler den ud.

Del ud
Jeg tænker på at dele ud. Hvordan denne blog netop blev til på grund af den store følelse af at dele med hinanden. Måske skal vi som ledere også dele ud og være generøse med os selv. Dele problemerne, dele bekymringerne og dele glæderne. Måske giver det deltagelse at delagtiggøre?

”Share”

Jeg stirrer på ”Share”-ikonet, som om den har en hemmelighed jeg måske kan få lokket ud af den. Jeg bliver grebet og forundret. En følelse der fylder mig med små bobler. Som champagne i blodet. Hvordan kommer den knap til at ændre verden? Hvad kan mine børn nu som jeg skal lære? Hvad har de lært af ”Share”?

fredag den 28. juni 2013

God Sommerferie - vi ses i september

Min blog holder sommerferie. Tak til alle der har læst med. Jeg Håber vi ses til september.


Billedtitel: Vink Farvel